| | | | | |
 

Den fjerde rytter er en lækkerbisken for de historieinteresserede

 
 
 
 
 

BØGER: Pandemier er et tilbagevendende fænomen, og det eneste mærkelige er, at covid-19 lod vente så længe på sig. Derfor skal vi huske at lære af corona, så vi er bedre rustede næste gang, opfordrer to forfattere bag ny bog om epidemier gennem tiderne.

Historien viser, at det altid bare er et spørgsmål om tid, før der igen kommer en epidemi eller pandemi med stor dødelighed. Sidste gang, at en epidemi bredte sig over flere kontinenter med 50 millioner døde på kort tid, er kun 100 år siden, og alligevel var verden slet ikke parat, da corona gjorde sin ankomst for 10 måneder siden ifølge Jeanette Varberg, museumsdirektør på Nationalmuseet og Poul Duedahl, professor i historie, der sammen har skrevet bogen "Den fjerde Rytter, om epidemier gennem 10.000 år".

At vi var så uforberedte, at corona kunne sprede sig fra én rejehandler i Wuhan til resten af kloden på nogle måneder med sygdom, død og ødelagte økonomier i sit kølvand, skyldes, at vi ikke ønsker at huske epidemier, når de endeligt er overståede, mener Varberg og Duedahl, der som modtræk til disse kollektive fortrængninger har ønsket at give et historisk overblik, der forklarer, hvorfor kloden gentagne gange har været ramt af epidemier og fortsat vil blive udsat for den fjerde rytters hærgen.:

”De største og mest alvorlige tilfælde ændrede trods alt menneskehedens tilværelse, og derfor giver det god mening at få lidt indsigt i epidemiernes væsen ved at følge i kølvandet på den fjerde rytters hærgende ridt gennem historien," skriver forfatterne som om bogens titel. De forklarer, at den fjerde rytter optræder i Johannes’ Åbenbaring i Det Nye Testamente, hvor de tre første ryttere symboliserer krig, erobring og hungersnød, mens den fjerde rytter, som rider på en gustengul hest, spreder sygdom i sit kølvand.

Men når vi foretrækker at dele verdenshistoriens epoker op i krige og ikke epidemier, der som oftest har kostet flere menneskeliv end selv de største krige, og vælger at glemme vores epidemier, skyldes det ifølge Varberg og Duedahl, at glemsel er håb, at glemsel heler, og at vi mennesker er ukuelige optimister, der helst tror, at morgendagen er en forlængelse af i går, og at normalitet er fravær af sygdom.

De to forfattere udpeger dog alligevel ting, vi har lært op gennem historiens mange epidemier:

”Selvfølgelig husker vi et og andet. Pest lærte os om karantæne, kolera om kloaksystemer, og tuberkulose, at det er usmart at gå og spytte overalt. Kopper lærte os om vacciner og difteri at masseproducere dem. Hiv lærte os at bruge kondom og corona vigtigheden af rene hænder,” skriver Varberg og Duedahl, der blandt andet henviser til læring fra Den spanske syge i 1918-20, hvor omtrent 50 millioner mennesker mistede livet:

”Det var ganske vist, før vi fik et hospitalsvæsen i den udformning, vi kender i dag, men langt hen ad vejen står mennesket lige så uforberedt og magtesløst i dag, som det gjorde dengang. Mange af de velkendte strategier – nødhospitaler, karantæneforanstaltninger, værnemidler og hygiejneregler – var man allerede fortrolig med. Derfor kan vi uden videre sammenligne nutidens epidemier med fortidens og høste nogle af erfaringerne fra Den Spanske Syge med henblik på at gøre os klogere på vores egen situation, fordi de endnu gælder. Bl.a. at det kan betale sig at begrænse og bremse smittens acceleration i befolkningen, således at ikke så mange bliver smittet på én gang, og så sundhedsmyndighederne bedre kunne følge med og passe de syge. Den strategi, som myndighederne i Danmark stadig benytter. Vi kan også uden videre spejle os i, hvordan befolkningen reagerede på nedlukningen, isolationen og sygdommens hærgen, og hvilket samfund, der kom ud på den anden side.”

Når Varberg og Duedahl med så stor sikkerhed advarer os mod at glemme vores erfaringer fra corona, er det ikke kun på grund af de seneste 10.000 års mange andre  epidemier, som de gennemgår i bogen, men fordi coronavirussen skriver sig ind i en lang historie, som begyndte, da mennesker for ligeså mange år siden blev bønder og begyndte at holde dyr i fangenskab for bedre at kontrollere fødevareforsyningerne til en stigende befolkningsvækst. De store voldsomme epidemiudbrud blandt mennesker kom nemlig først til i det øjeblik, at mennesket begyndte at omforme den vilde natur, dyrke jorden og blive bønder. Så da vi tæmmede de sociale flokdyr som kvæg og grise, var de allerede angrebet af epidemier, som bare ventede på at blive overført til mennesker, der begyndte at leve tæt, og vi fik for eksempel kvægpest, mæslinger, kopper og influenza og tuberkulose i en grad, så man kan sige, at sygdommenes hærgen og succes kan vi mennesker takke os selv for på grund af vores tætte forhold til de dyr, vi opdrætter, slagter og spiser.

”En tilvækst, som stort set er fortsat lige siden og kun møder seriøs modstand, når voldsomme sygdomsudbrud som en fjerde rytter rider hærgende gennem byer og kontinenter med års mellemrum. Den eneste forskel på dengang og i dag er nutidens viden, uddannelsesniveau, sundhedsvæsen og, nå ja, samfundssind,” skriver de to forfattere, som også genkender en række kulturelle reaktionsmønstre hen over årtusinderne i forhold til nedlukninger og restrektioner for at hindre smitte:

 ”Selvom medicinske erfaringer pegede i nye retninger, vægrer man sig i dag med nærmest religiøs ihærdighed mod at bære maske og beder folk om at nyse i ærmet i stedet. Anti-vaccinationsbevægelser er også et gammelt fænomen, for ethvert samfund rummer en genkendelig konservatisme, og når nye vacciner kommer, er det da kun forventeligt med modkampagner, der opfordrer folk til at holde sig på behørig afstand af kanylen; skriver de og uddyber:

”Man genkender forsøgene på at give andre befolkningsgrupper skylden for at have introduceret epidemien, hvad enten det er jøderne, der forgifter brøndene for at overtage verdensherredømmet, eller kineserne, der har skabt virussporer i et laboratorium med onde hensigter for øje. Og i USA er fjendebilledet for tiden lige netop Kina, som ikke kvalte virussen i fødslen, mens skurken i Kina er USA, hvor sygdommen er helt ude af kontrol, så man risikerer at få den lige lukt tilbage i hovedet igen,” skriver Varberg og Duedahl, der også genkender protester mod nedlukninger, skoler, kirker, teatre, biografer, danselokaler, koncertsale og andre forlystelsesetablissementer - og hermed også kravene om for tidlige genoplukninger.

Den fjerde rytter er en kyndig og velskrevet bog, som er en lækkerbisken for de historieinteresserede. Men man behøver ikke at have en historiker i maven for at kunne have glæde af den, for dens budskab om, at vi som fællesskab bør insistere på at huske erfaringerne fra coronakrisen og de sociale ændringer, som givetvis følger i dens kølvand, og anvende vores surt erhvervede erfaringer til at ruste os til den næste pandemi. er vedkommende for os alle. Og hertil kommer at Varbergs og Duedahl gennemgang af 10.000 års sygehistorier er sjældent veloplagt, engageret og ikke det ringeste kedelig, men faktisk rigtig spændende og underholdende i al sin gru og elendighed.

 

  • Den fjerde Rytter
  • Poul Duedahl og Jeanette Varberg
  • Gads Forlag
  • Pris: 270 kroner