Skip to main content

Medicinsk museum vinder international pris

UDSTILLING: Medicinsk Museion vinder en af museumsverdenens mest anerkendte priser, UMAC Award 2019, for museets eksperimenterende udstilling Mind the Gut.

Medicinsk Museion er et medicinsk museum og en del af det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research på Københavns Universitet. Museets udstilling Mind the Gut bygger på helt ny forskning og udforsker forbindelserne mellem menneskets hjerne og mave. Gennem videnskab, kunst og historie undersøges sammenhængen mellem hjerne, tarme og bakterier – en gåde der har optaget mennesket gennem årtusinder og som stadig giver stof til videnskabelige eksperimenter, trendy livsstilstendenser og heftige sundhedsdebatter. I stedet for at give svar på disse spørgsmål, søger udstillingen at give publikum stof til eftertanke og plads til egne refleksioner.

UMAC award’en blev grundlagt i 2016 af ICOM, International Council of Museums. Formålet er at præmiere fremragende og innovativt arbejde, der finder sted i alle aspekter af universitetsmuseernes teori og praksis, dog særligt med fokus på tværfaglighed og på projekter der har et væsentligt offentligt aspekt.

Prisen blev uddelt ved en ceremoni i Kyoto, Japan den 3. september 2019 i forbindelse med ICOM’s årsmøde. De øvrige nominerede var Art Museum i Toronto, Canada, der var indstillet til prisen for projektet Figures of Sleep og Shanghai University der var nomineret for udvekslingsprogrammet SHU-NIU Museology Internship Program.