Skip to main content

Glorificerende kunstudstilling i Beijing om Kinas håndtering af corona

KUNST: Kina censurerer kunst, og derfor afspejler en ny udstilling, "Unity of Strength", om COVID-19 på Nationalmuseet i Beijing også den officielle holdning til landets bekæmpelse af coronavirussen.

Nemlig at det vældige land Kina gennem en ansvarlig og heroisk kamp har sejret over den mikroskopiske, men enorme fjende.

Udstillingen, som findes i kanten af Den Himmelske Fredsplads i hjertet af Beijing, er en samling af næsten 180 kunstværker, inklusive skulpturer, akvareller og dramatiske oliemalerier af heroiske læger.

Et af malerierne er "Eternity and Brevity" af Pang Maokun, leder af Sichuan Fine Arts Institute. Det viser en sundhedsarbejder i forskellige udmattelsesniveauer.

Et andet maleri forestiller jublende læger og sygeplejersker foran et stort kinesisk flag og leder tankerne hen til den stil, der var populær blandt revolutionære malere i årtierne efter kommunistpartiets fremkomst til magten i 1949. Flot malet, men glorificerende i højeste potens.

Begge er typiske for udstillingens fokus på Kinas bekæmpelse af COVID-19.

Mange af malerierne forestiller uidentificerede mennesker, men der er også et meget realistisk portræt af den internationalt kendte, kinesiske respirationsspecialist Zhong Nanshan, som blev kendt under SARS-udbruddet og var rådgiver for regeringen i COVID-19-udbruddet i Wuhan. På billedet ses en lille tåre, der ruller ned ad hans kind.

Der gives kun lidt information til de besøgende. Men indholdet og konteksten er tydelige nok - og i høj grad i overensstemmelse med præsident Xi Jinpings vision for god kunst.

"Eternity and Brevity" af Pang Maokun.