Foto: DR

Poul Nyrup kæmper her 30 år senere fortsat med selvbebrejdelser og sorg over sin datters død

 
 
 
 
 

TV: Dybt rørende og bevægende serie skildrer den tidligere statsministers forsøg på at forstå sin unge datter Signes psykiske sygdom og selvmord og ikke mindst sine egne svigt som far til en datter med psykisk sygdom.

I august 1993 tog Poul Nyrup Rasmussens datter sit eget liv efter i flere år at have levet med diagnosen skizofren paranoid og kun et halvt år efter, at han selv første gang var tiltrådt som landets statsminister: 

"Der er visse følelser, jeg stadig ikke kan sætte ord på," fortæller han i DR’s hjerteknusende mini-dokumentarserie ´Nyrup – Signes far´. En tragedie og et tab, som han også tidligere har talt om, og som blandt andet har ført til, at han har skabt det landsdækkende netværk Headspace, hvor unge psykisk sårbare kan henvende sig anonymt og få hjælp, så det ikke går dem så ulykkeligt, som det gik Signe Nyrup Mollerup.

En hjælp, som Nyrup i programmerne giver udtryk for, at han bestemt ikke mener, at Signe fik i tilstrækkelig grad. Hverken fra det psykiatriske system, som hun ellers flere gang var en del af, når hendes paranoide skizofreni var værst. Og heller ikke fra ham selv, der dengang havde svært ved at forstå og rumme hendes sygdom.

I to udsendelser forsøger Nyrup at finde ud af, hvad der skete i Signes sind dengang og ikke mindst, hvad det var, der gjorde, at hun tog sit liv.

"Kunne jeg have forhindret det?", spørger Nyrup, der ikke lægger skjul på, at han også i dag er i tvivl om, hvorvidt det alene var den diagnosticerede skizofreni, der var skyld i, at Signe tog sit eget liv:

”Selv om det er er 30 år siden, at jeg mistede min datter, 30 år, er jeg egentligt stadig i tvivl om, hvad det var for en sygdom, som hun led af, hvad den gjorde ved hende, om det var den, der gjorde, hun tog sit eget liv, og kunne jeg have forhindret det,” fortæller Poul Nyrup, der herefter går på jagt efter en større forståelse ved at opsøge blandt andet psykiatriske patienter, psykiatere, Signes tætteste skole- og ungdomsveninder og gamle minder.

Nogle af minderne ligger i en papkasse med Signes seneste efterladenskaber. En stor brunlig flyttekasse indeholdende blandt andet dagbøger, som han meget sigende hidtil ikke har formået at åbne, men som han nu for første gang dykker ned i for at dele sine oplevelser og umiddelbare refleksioner i håb om at kunne gøre både sig selv og seerne klogere på, hvordan og hvornår den ellers så dyre- og sangglade, stærke lille Signe begyndte at udvise de første tegn på, at hun i virkeligheden var syg.

Hvad overså han hvornår, mens han havde travlt med at vise sig dygtig til at redde arbejdspladser, landets økonomi samt Socialdemokratiet ud af en ti år lang ørkenvandring i opposition? Det er nogle af de spørgsmål, der brændende trænger sig på hos Nyrup, der siden 2009, hvor han vendte hjem fra Europa-Parlamentet, har brugt sin tid og politiske gennemslagskraft på at skabe bedre forhold for psykisk sårbare unge. Herudover står Nyrup nu også foran at gennemføre et helt nyt landsdækkende netværk, Headspace Family, for de unges familier og pårørende, som han mener, psykiatrien også svigter helt eklatant i sin manglende evne til at håndtere såvel de psykisk syge som deres nærmeste omgivelser.

Og ja, vi har da ganske rigtigt gennem årene flere gange hørt Nyrup tale om tabet af sin datter, så er det egentligt relevant at bruge to programmer på en tidligere statsministers 30 år gamle personlige tragedie?

JA, det er det i den grad, for Nyrup taler i disse programmer ikke kun om Signes alt for korte liv, men i allerhøjeste grad også på vegne af og til de tusindvis af danske forældre og pårørende, der i dag sidder svigtede og kæmpende ikke blot med, hvad han for sit eget vedkommende kalder for en livslang sorg, men også med selvbebrejdelser, skyld og tanker om, hvad de monstro kunne eller burde have gjort anderledes. Uanset om børnene er syge eller i værste fald som Signe har taget livet af sig.

Alt sammen tunge og svære byrder at dele, men som Nyrup italesætter, personificerer og bærer for de unges pårørende ved at tale åbent om sine egne. Han fortæller, hvordan han kun så sin datter sporadisk efter at være blevet skilt fra Signes mor, hvordan han til den lille Signes skuffelse alt for tit kom for sent eller aflyste aftaler med hende, hvis arbejdet kom i vejen, hvordan har overså hendes symptomer, hvordan han forsømte at lytte og spørge, om hvordan han helt benægtede hendes sygdom, selv da hendes mor forsøgte at gøre ham klart, at datteren var alvorligt psykisk syg, og hvordan han som nyvalgt statsminister havde for travlt til helt at være der for hende i den tid, som han dengang ikke vidste, skulle blive hendes sidste.  

”Politik tog noget af min tid med Signe. Det kan jeg godt fortryde i dag. Hun betalte en pris for mit job", vedstår Nyrup, der flere gange i programmerne kredser om spørgsmål, han ikke fik stillet Signe i tide.

Nyrup lægger i det hele taget ikke fingrene imellem i sine åbenhjertige analyser af sig selv som far eller i selvbebrejdelser så heftige, at de kan få en sten til at græde blod. Men det er samtidigt også en form for selvbebrejdelser, som masser af forældre vil kunne genkende, når man har så travlt med livet helt andre steder, at man har fået vendt ryggen til nærværet med sit barn. Og på den måde kommer Nyrups bekendelser og jagt på erkendelser og forståelser til at fungere af-tabuiserende og frisættende for nogle af de samtaler, som er nødvendige, hvis børn og unge skal hjælpes i tide, hvis pårørende skal have det lidt lettere, og hvis fordomme om psykiske lidelser skal nedbrydes, og stigmatisering fjernes.

At sundhedssystemet skal blive bedre til at hjælpe, kan der ikke herske tvivl om, når man har set ´Nyrup - Signes far´, hvori Nyrup tør se sine mange spørgsmål, fortrydelser og sorg i øjnene for åben skærm. Faktisk virker det som om, at hans leden efter svar på sine smertelige spørgsmål og ligeså smertelige konfrontationer med sig selv også har sat ham friere. Nu hvor han via programmerne i højere grad har set både Signes og egne dæmoner i øjnene, taler han også om Signe på en anden og mere fri og farverig måde, end vi har set det tidligere. Og vi oplever ham til sidst komme videre i livet uden, men også tættere med Signe, som vi ser ham hænge et stort billede af op på en prominent plads i stuen.

Ifølge Nyrup er intet blevet nævneværdigt bedre i de mange år, hvor han har gjort kampen for forbedringer til sit vigtigste indsatsområde. Og det er derfor godt og rigtigt, at DR har valgt at give Poul Nyrup en høj, klar og tydelig stemme i den standende debat om psykiatriens mange udfordringer, og det er tilsvarende beundringsværdigt modigt af Poul Nyrup, at han har turdet bruge sig selv så skånselsløst, som han gør her til at sætte fokus på vilkårene for alvorligt psykisk syge og deres pårørende.

´Nyrup - Signes far´ er en smerteligt rørende, vedkommende, relevant og vigtig lille miniserie, som er uforstyrret tæt på sine medvirkende, og som langt de fleste – hvis ikke alle – vil kunne have glæde af at se, så Signe har i sandhed ikke levet forgæves. Og det samme vil man om forhåbentlig mange år også kunne sige om hendes i dag 80-årige far og hans imponerende og stadigt mere og mere efterspurgte Headspace projekter.

´Nyrup - Signes far’. To dokumentarprogrammer på hver 30 minutter. Andet afsnit sendes på DR1 mandag den 15. januar kl. 21.25. Begge programmer kan ses her på DRTV