Fra venstre skuespiller Ditte Hansen, tidligere cykelrytter Jesper Skibby og entertainer Amin Jensen. Foto: TV2
Tre kendte danskere sænker deres krops alder i vellykkede TV-programmer
TV: To programmer på TV2 følger et unik eksperiment, der vil undersøge, om det er muligt på tre måneder at sænke et menneskes biologiske alder. Det er godt selskab at være i stue med forsøgets tre godt castede hovedpersoner, og programmerne er et effektivt, inspirerende og sagligt indspark til januars mange snakke om et sundere liv.
Skuespiller Ditte Hansen, tidligere cykelrytter Jesper Skibby og entertainer Amin Jensen deltager i to dokumentarprogrammer i et stort, videnskabeligt forsøg på Panum Instituttet. Forskerne undersøger, om det er muligt at gøre menneskers indre kroppe yngre på kun tre måneder. Kroppen kan nemlig godt have en anden biologisk alder end den kronologiske alder, der står i ens pas.
I programmerne ´Snyd din alder – yngre på 12 uger´, følger vi de tre kendissers anstrengelser for at leve op til forsøgets krav om, at de hver især skal motionere fem gange om ugen, så pulsen kommer op på et for dem skræddersyet niveau, undlade at spise 16 timer om dagen og således kun indtage kalorier i et vindue på otte timer i døgnet nemlig mellem 12 og 20 samt indtage et helt særligt kosttilskud, nikotinamide reopsid – også kaldet NAD, hver dag.
Leder af eksperimentet med de tre er aldringsforsker på Center for Sund Aldring på Panum Instituttet i København, Morten Scheibye-Knudsen, der parallelt udfører et andet stort eksperiment på Panum Instituttet med 80 andre danskere, som blev delt op i tre grupper. Forsøgspersoner der i modsætning til Ditte, Jesper og Amin, som både skulle faste, motionere og spise den helt særlige pille, kun skulle gøre en af de tre dele. På den måde ville Morten Scheibye-Knudsen kunne undersøge præcist, hvilket af de tre tiltag der har den største effekt efter 12 uger – hvis nogen overhovedet.
Morten Scheibye-Knudsen, der er en af de danske læger, der ved mest om aldringsprocesser, og hvad der får os til at leve længere, fortæller, at der aldrig tidligere er udført tilsvarende forsøg på mennesker, og at ideen gik ud på at finde metoder til, hvordan mennesker ikke blot kan leve længere, men især også sundere og bedre uden at blive syge.
”Vi lever ofte de sidste ti år af vores liv med sygdom. Tænk, hvis vi med disse tiltag kunne gøre os sundere i længere tid. Så vi ikke behøver at være syge,” siger Scheibye-Knudsen i programmet.
Og Ditte Hansen, Jesper Skibby og Amin Jensen bringer da også hver især nogle potentielle helbredstrusler med sig, da Scheibye-Knudsen udsætter dem for diverse styrke-, konditions- og blodprøver ved programmernes start. Tests der tilsammen viser kroppens biologiske alder.
Ditte Hansen, der er åleslank og selv mener, at hun er i ret god form og også spiser relativt sundt, er overbevist om, at testene vil munde ud i, at hendes biologiske og kronologiske alder svarer nogenlunde godt til hinanden:
”Min mor fik kræft, og min far fik Alzheimers. De døde med et halvt års mellemrum, da de var i slutningen af 60'erne. Jeg mistede dem begge inden for et år, og det har sat nogle tanker i gang hos mig,” forklarer Ditte Hansen. Hun får et chok, da Scheibye-Knudsen ved eksperimentets start tester hende til at have en alt for lav muskelmasse og en biologisk alder på hele 57 år, selv om hendes kronologiske alder kun viser 51 år.
Amin Jensen er derimod tydeligvis overvægtig, og hans blodtryk og kolesteroltal nærmest behandlingskrævende for højt, og ifølge Scheibye-Knudsens tests er hans biologiske alder hele 57 år i stedet for de 51 år, som han har levet.
Jesper Skibby, der har 17 års misbrug af alkohol, medicin og stoffer bag sig, er mindre interesseret i at blive gammel, men til gengæld så meget mere optaget af at kunne forblive rask til den dag, hvor han dør. Han spiser sundt, men ryger og har helt droppet motion, som han bare ikke orker. Men ikke desto mindre viste testene. inden forsøget startede, at hans biologiske alder var 54, selv om hans alder i passet helt korrekt viste en alder på 57 år.
”Jeg er måske en meget god forsøgskanin, for jeg har levet livet på kanten,” siger Jesper Skibby om sig selv i det første program.
I programmerne følger vi dem herefter kæmpe med at overholde eksperimentets regler, hvor især motionsprogrammerne indimellem er ved at tage pippet fra dem. Men de overholder i det store hele spillereglerne og får det alle bedre med sig selv og deres nye livsstil.
Ditte Hansen, Jesper Skibby og Amin Jensen er alle godt selskab at få hjem i sin stue. Deres problemer, meget personlige refleksioner over sygdom og sundhed og anstrengelser for at leve op til eksperimentet er nemme at relatere sig til. Og så er de ovenikøbet sjove med en tør galgenhumor, der matcher programmernes i virkeligheden dødsensalvorlige indhold på fineste vis.
De tre medvirkendes ikke-platte, ikke-selviscenesættende, men helt naturlige og uanstrengt morsomme dialoger og lejlighedsvise humoristiske regibemærkninger tilfører programmerne ekstra værdi, for man krydser fingre for dem og hører simpelthen bedre efter, når de mere saglig-faglige informationer skal fordøjes.
Og på den måde er Hansen, Skibby og Jensen også befordrende i forhold til at engagere programmernes seere i efterfølgende egne tanker og samtaler med andre om, hvad man selv måske bør eller kan gøre for at styrke eget helbred og sikre sin fremtidige sundhed.
De tre forsøgskaniner er nervøse og spændte, men det går dem heldigvis godt, og efter hvad der ligner fortjeneste, da de igen måles efter de 12 uger, hvor Scheibye-Knudsen ved hjælp af blodprøver og fysiske tests skal se, om de har formået at sænke deres krops indre alder på de kun tre måneder.
Amin Jensen taber otte overflødige kilo, hans forhøjede blodtryk og kolesterolværdier kommer ned i normalområderne, og hans biologiske alder er sænket med to år. Jesper Skibbys iltindtag er blevet som en 35-årigs, og hans biologiske alder er faldet med intet mere end tre år ned til 51 år fremfor de 57 år på dåbsattesten.
Og dengang 51 årige Ditte Hansen har fået flere muskler og hendes biologiske alder er reduceret med et år fra de biologiske 59 år til en biologisk alder på 58 år.
Resultater, som på inspirerende vis flugter Scheibye-Knudsens resultater i det store videnskabelige studie, der dog til forskerens åbenlyse overraskelse også viser, at det er forsøgsdeltagerne i gruppen, der kun måtte spise mellem klokken 12 og 20, som især fik nedsat deres biologiske alder.
Alt i alt er programmerne i kraft af det inspirerende og lettilgængelige videnskabelige studies valg af metoder til forsøg på styrket sundhed, en velformidlende forskningsleder og ikke mindst de dygtigt castede og sympatiske forsøgskaniner et effektivt, inspirerende og sagligt indspark til januars mange snakke rundt om middagsbordene om håb, drømme og strategier til et sundere liv i det nye år.
Men skulle man høre til dem, som er ved at være mere end godt og grundigt trætte af diverse helsebøgers, blogs, dokumentarprogrammers og TV-seriers idelige spænden kendisser for deres sidste nye sundhedspåhit og derfor snyder sig selv for at se programmerne, så er det sådan set mere end forståeligt.
Men man må så bare også lige huske på, at overdoseringen med kendte menneskers gøren og laden sker, fordi kendisser rent faktisk nogle gange fungerer rigtig, rigtig godt. For eksempel når de som trekløveret her ikke er bange for kameraet, ikke er for selvoptagne, ikke gør sig til - og i øvrigt alle tre er kendte i kraft af, at netop de kan noget helt særligt i forhold til ærlig, humoristisk og varm kommunikation i øjenhøjde.