Maria og Søren har til sammen har taget 60 kg på ved at sidde sammen i sofaen omgivet af kolossale mængder af junkfood og chips og lørdagsslik alle ugens dage.

DR har lært af kritikken i ny sæson af serie om vægttab i parforhold

 
 
 
 
 

TV: Hvor de første tre sæsoner af den danske TV-serie Fede Forhold var præget af strikse kure, moraliseren og lejlighedsvis udskamning, hvis deltagerne ikke tabte sig hurtigt nok, har sæson fire i langt højere grad fokus på positiv psykologi og årsagerne til de medvirkendes overvægt.

TV-programmer om overvægtiges anstrengelser for at overholde deres slankekure og motionsregimer for således at komme af med overflødige kilo har altid været et hit blandt seerne. Vi kan lide at følge deltagernes kampe mod de for mange kilo, de dårlige vaner, de dårlige undskyldninger og ikke mindst kampen for at opnå et bedre liv.

Også selv om historien viser, at mange af de medvirkende i den slags programmer som oftest  tager alle de tabte kilo på igen indenfor et år eller to. Og tit endda også nogle ekstra nye kilo oven i hatten. Uanset hvor dygtige de har været, og hvor målrettede de er forekommet.

Lige nu kører fjerde sæson af programserien “Fede Forhold” på DRTV, hvor tre par har bedt om hjælp til en bedre sundhed og et mere gnistrende sexliv, som er gået mere eller mindre i stå på grund af deres betragtelige maver og fedt på sidebenene og deraf følgende både fysisk og mental dovenskab.

I programmerne møder seerne parret Maria Schrøder, 42 og socialrådgiver og den 46-årige jord- og betonarbejder Søren Larsen, der til sammen har taget 60 kg på ved at sidde sammen i sofaen omgivet af kolossale mængder af junkfood og chips og lørdagsslik alle ugens dage. Det søde, salte og fede vellevned har sat sig spor i form af alt for mange kilo og alt for lidt intimitet i parforholdet. Maria er bange for, at deres fælles ladhed, guffen og skrantende sexliv kan komme til at koste dem ægteskabet.  

Det andet medvirkende par er den 44-årige jurist Inger Ericson fra Island og den 47-årige forsikringsmægler Johnny Nør Skott, som begge har børn og derfor kun bor sammen hver anden uge. De er også blevet alt for tykke, og også deres sexliv lider. 

Det tredje par udgøres af den 25-årige social- og sundhedsassistent Signe Krambech og hendes mand, den 29-årige frisør og vinhandler Jesper Krambech, der begge med årene har bevæget sig længere og længere ned i fastfood-fælden. Især Signe drømmer om, at et vægttab vil gøre en ønsket graviditet nemmere og savner, at deres sexliv kommer tilbage på sporet.

Alle tre par, der er utroligt dygtigt castede, har indvilget i at deltage i et syv måneder langt forløb, hvor de ved hjælp af eksperter skal lave om på de dårlige vaner, der har gjort kroppen usund og deres seksualitet nødlidende. Til kampen mod de for mange kilo og for ægteskabet får de hjælp af en række sundhedseksperter. 

At tilrettelæggerne har gjort de medvirkendes ønsker om et bedre sex- og samliv til krumtap fremfor bare kalorietællingerne fungerer rigtigt godt, og hvor de tidligere programmer gentagne gange har modtaget kritik for at gøre restriktive kostplaner, vægtstigmatiseringen og udskamning, overholdelse af regler og selve vægttabene til programmernes vigtigste omdrejningspunkt for deltagernes succeser og nederlag , er det i denne fjerde sæson i endnu højere grad de meget sympatiske pars interne personlige og fælles dynamikker og hermed også baggrundene for de akkumulerede vægttab, vi seere kommer tæt på.   

Og jo, der bliver da selvfølgelig talt kilo, og læge Pia Norup laver sundhedstjek på de seks deltagere, der afslører, at nogle af dem er alvorligt truet på helbredet. Men de medvirkendes kostplaner kender vi ikke, og de for den slags programmer traditionelt evindelige optagelser af tilberedning af dødsens triste måltider, utallige slatne salater og hysterisk svedende medvirkende, der med blodsmag i munden løber livet af sig, er afløst af mere interessante refleksioner blandt de medvirkende. Og det fører til, hvad der ligner reelt forankrede positive forandringer efter, at deltagerne har modtaget sundhedseksperternes hjælp til lige præcist der, hvor skoen trykker for den enkelte.

Blandt de medvirkende eksperter er også psykolog Frej Prahl, som synes at udføre et rigtigt fint og effektivt stykke arbejde i form af at hjælpe alle tre par med at få nærværet og intimiteten tilbage i forholdet, hvilket igen gør programmerne mere vedkommende og spændende end bare at se på nogen, som halser op af en bakke eller spiser kål og gulerødder. Det har vi set så mange gange.

"Fede Forhold" vil tydeligvist både oplyse og underholde. Oplysningen lykkes dog kun i et vist omfang. Till gengæld er der god skrue på underholdningsværdierne. Man føler med og for hver enkelt af de medvirkende og håber alt det bedste for deres vægtproblemer, og især for deres personlige udvikling og parforhold. Også selv om vi ikke helt forstår, hvordan de bærer sig ad med at undgå alle de fristelser, som de tidligere har ladet sig styre af. Det eneste, vi reelt får at vide, er, at de spiser og drikker anderledes, end de plejer. 

Da Maria Schrøder for eksempel bliver voldsomt frustreret over, at hendes vægttab er stagneret, og hun slet ikke kan følge med sin mand Søren Larsens minimering af tallet på badevægten, ser vi hende blandt andet begynde at veje sin mad, men får samtidigt af eksperten straks at vide, at dette ikke er vejen frem, men kun noget hun bør gøre i fire-fem dage. Kalorietælling er tydeligvis stort set afskaffet i denne nye sæson. Eller måske vi seere bare ikke mere må se den slags efter de mange klø, som DR fik for dette i sæson tre, hvor eksperter beskyldte publicservice stationen for at skabe nye patienter med spiseforstyrrelser ved at fokusere for ensidigt på kalorier, vægt og restrektioner. 

Fede Forhold er alt andet lige godt TV og altså ligeså meget programmer om relationer som om de medvirkendes ganske betragtelige vægttab, om hvilke eksperterne dog oplyser, at de fremkommer i kraft af små justeringer og ikke ved dramatiske kure.