DR-dokumentar om transkønnede børn efterlader seerne i uvidenhed

TV: DR har i en årrække fulgt to familier og deres to døtre, som begge føler, at de ved en fejl er født i en drengekrop. Men programmerne svigter ved ikke at give sundhedsvidenskabelig information om transkønnethed, ligesom de forunderligt nok ikke berører det omdiskuterede og følsomme spørgsmål om, hvorfor nogle bliver transseksuelle.

At være transkønnet vil sige, at man ikke identificerer sig med det køn, man blev tildelt ved fødslen baseret på de ydre kønsdele. Og for fem-årige sjællandske Asta, født Asbjørn, og jyske 19-årige Frederikke, født Frederik, er tilværelsen kompleks, for selv om de for en ydre betragtning er drenge, så føler de sig som piger og har begge valgt et officielt navneskifte ifølge DR’s dokumentar serie "Et helt menneske", som har fulgt pigerne siden, at de begyndte at gøre oprør mod deres tilsyneladende køn.

Tilrettelæggerne bag serien har været med under Frederikkes kamp og fysiske forandring fra teenagedreng til purung kvinde i fem år siden 2016, og med Asta fra 2019, hvor hun som kun 2,5 år gammel erklærede sig selv som pige og frem til i år, hvor hun officielt har skiftet navn.

Antallet af danskere, der henvender sig til det offentlige sundhedsvæsen på grund af formodet transkønnethed, er steget kraftigt de senere år. På Rigshospitalet blev 65 personer henvist til udredning i 2013. I 2019 var tallet seksdoblet. Og antallet af brystoperationer, som den Frederikke i seriens start ønsker sig så inderligt, er også nærmest eksploderet. Og fordi Rigshospitalet har haft svært ved at følge med efterspørgslen, er både Aalborg Universitetshospital og senest Odense Universitetshospital begyndt at foretage operationerne. I Aalborg har man de seneste to år gennemført 45 operationer i 2018 og 80 i 2019. Og tallene stiger fortsat.

Hvor mange danske børn, der føler sig transkønnede, er der ingen der ved, men siden 2014 er mere end 1.000 danske børn og unge blevet henvist til Sexologisk Klinik med en formodning om, at de er transkønnede. Også antallet af henviste børn stiger år for år.

I seriens indtil nu fire ud af i alt fem programmer er tilrettelæggerne fluen på væggen hjemme hos Asta og Frederikke og deres forældre, som ikke lægger skjul på de vanskelige refleksioner og store personlige udfordringer, der kan være forbundet med pludseligt at skulle forholde sig til, at ens barn føler, at de har en anden kønsidentitet end den givne.

Frederikkes forældre, det fraskilte par Ronald og Lisbeth, har deltaget i Frederikkes udrednings- og behandlingsforløb, og de mange hermed forbundne op- og nedture gennem seks år. Far Ronald, der ellers i den grad accepterer den nye virkelighed og på alle måder stiller op for sin søn, som nu er blevet til teenagedatteren Frederikke, har dog svært ved at skulle sige farvel til drømmen om et barnebarn. Ligesom han grundlæggende ikke forstår, hvad det er for nogle kræfter, der er på spil i hans eneste og elskede barn, som han ser plages af depression, mindreværd og ulykkelighed i ventetiden på den kønsbekræftende operation, som Frederikke afventer med så stor utålmodighed.

Hvis Frederikkes mor Lisbeth er i tvivl, så viser hun det ikke, men deler i programmet Frederikkes utålmodighed:

”Hun bliver aldrig et helt menneske, før hun får den operation,” konstaterer Lisbeth, hvis to andre unge voksne sønner og altså Frederikkes halvbrødre også tager Frederikkes ønsker i stiv arm, selv om også de har svært ved grundlæggende at fatte, hvad det er, der har ramt deres tidligere halvbror, nu halvsøster.

Også i Astas familie er kodeordet accept, og efter svære overvejelser har hendes familie valgt at støtte hende fuldt ud og betragter hende nu som den pige, som hun rent faktisk også ligner, med sine store lyseblå øjne, lange lyse hår og hang til pink og blomstrede kjoler. 

Astas far har som Frederikkes far også svært ved at forstå, men også meget nemmere ved at acceptere. Formentligt godt hjulpet af sin hustru og Astas mor Line, som forklarer:

”Asta har ikke taget en beslutning om at ville være pige. Det er en grundfølelse, hun har i sig, på samme måde som vi andre føler vores køn. Som hendes forældre har vi valgt at acceptere Asta som den, hun er, fordi det er sådan, Asta trives bedst, og Astas trivsel i hverdagen går foran,” forklarer Astas mor som tydeligvist har været meget opsøgende i forhold til information om sin datters omstændigheder.

Hvorvidt at Astas mor således selv har nogle bud på, hvorfor Asta føler sig, som hun gør, får vi aldrig at vide, for ingen giver, og ingen får i programserien nogen form for mulige forklaringer på, hvorfor disse børn føler sig så anderledes. Det hele fremstår som et mysterium.

Som seer er man om muligt endnu mere uforstående end børnene og deres forældre, og det er unægtelig både ærgerligt og mærkværdigt, da der jo dog er videnskabelige bud på forklaringer.

Ifølge Rigshospitalets Klinik for Vækst og reproduktion er transkønnethed ikke en sygdom, og selvom det ikke vides med sikkerhed, hvad der forårsager, at nogle personer er transkønnede, så viser forskning ikke desto mindre, at forskellige kromosomsygdomme, hormonelle sygdomme, psykiske sygdomme eller udsættelse for visse kemikalier på bestemte tidspunkter i fostertilstanden kan bringe nogle mennesker i tvivl om deres kønsidentitet.

At man ikke har ønsket at gøre os seere klogere på den række af meget forskellige faktorer, som kan ligge bag et ønske om kønsskifte, bliver ikke mindre ærgerligt af, at TV-serien rent faktisk rummer utroligt mange gode scener fra disse børn og deres forældres hverdage. Vi i er blandt andet med til børnefødselsdag for Astas veninder i børnehaven og et door-step møde i Astas forældres baghave, hvor de i forbindelse med Astas skolestart lader forældrene til hendes kommende skolekammerater fremsætte alle de spørgsmål, som de måtte have. Som for eksempel hvordan de overfor deres egne børn skal tackle, at Asta er en pige, men samtidigt har en penis. Og hele tiden er Astas forældre på det rene med, at Asta måske på et tidspunkt ønsker at blive en dreng igen.

På samme måde får vi også lov at overvære Frederikkes hormonkure, fjernelse af skægvækst, hormonfremkaldte bryster, hendes senere brystoperation og den høje pris, som hun må betale for sit indtil nu seks år lange forløb, inden hun får sin kønsbekræftende operation på Rigshospitalet, som suppleres med en kønsforandrende operation i underlivet, hvor penis fjernes til fordel for skabelsen af en skede. Operationer, som Frederikke er stålsat på at ville have, men som både hun og forældrene af gode grunde frygter, da de er helt klare over, at der kan ske alvorlige skader, hvis operationerne går galt.

Og skulle man inden at have set programmerne tænke, at der er al mulig god grund til at negligere og forhale børnenes erklærede behov ud fra en tankegang om, at de er for unge til at kende deres egen kønsidentitet eller blot er prægede af regnbuefarvede interesser for tidens eksperimenter med genderidentitet, så er TV-serien et godt og givetvis også påkrævet korrektiv. For forskning viser nemlig, at børn, som får taget deres transkønnethed alvorligt, og som mødes med støtte, slipper for en stor del af de depressioner, selvmord, selvmordsforsøg, selvskader, misbrug og angst, som ellers ofte ses hos voksne transkønnede, som ikke er blevet taget alvorligt. Og hverken Asta eller Frederikke synes at ligge under for modebølger, men i stedet nogle for dem vigtige, indre behov.

Uheldigvis rejser serien således ligeså mange spørgsmål, som den besvarer i sin ganske vist moderigtige, men overdrevent ukritiske og meget lidt nysgerrige tilgang til spørgsmålet om, hvad der skaber og påvirker kønsidentitet.

Men i lyset af, at sundhedsvæsnet er begyndt at tage disse børn og unge dybt alvorligt, og derfor hjælper og behandler dem, kan man godt tillade sig at forvente af en publicservice-station, at denne havde formået at få sat tingene ind i en større sammenhæng ved hjælp af en også mere generel, sundhedsvidenskabelig information om transkønnethed. Det er ikke sket i denne serie, og det er et svigt. Ikke kun af seerne, som efterlades måbende, men også af Asta og Frederikke, som herved kommer til at fremstå mere aparte og uforklarede, end de behøver og har fortjent.

De første fire programmer i serien "Et helt menneske" kan ses på DR.tv her.

Det sidste og femte program udsendes 20.juni.