Dansk Facebook-TV om Corona er langt bedre, end man kunne frygte

 
 
 
 
 

STREAMING: Hver dag sender en journalist og en professor en halv times oplysende studie-TV på Facebook om Corona-virus, hvor de forsøger at gå bag overskrifter og på den måde finde ud af, hvad der er op og ned i forskellige myndigheders og eksperters udsagn.

Time for time er der i medierne nye Corona- overskrifter i et omfang, der har fået foreningen Læger Formidler til at opfordre til, at man slår koldt vand i blodet, dropper sine bekymringer og i stedet interesser sig for andre sygdomme. For som foreningens formand Ida Donkin argumenterer: ”Covid-19 har vist sig knap så sindsoprivende, som medierne har gjort den til.”

Den helt modsatte holdning har danskerne senest hørt udtrykt ved én af WHO’s eksperter, som hævdede, at dødeligheden er 3,4 procent. Altså omkring dobbelt så høj som den globale dødelighed for Den Spanske Syge i 1918, som havde en gennemsnitlig global dødelighed på mellem en og to procent ifølge professor i sundhedsvidenskab, Lone Simonsen, Roskilde Universitetscenter.

Og det er netop helt modstridende ekspertoplysninger som disse, der angiveligt har fået journalist, tidligere radiovært og nu også TV-vært Asger Juhl til at etablere sine daglige klokken 12 studieudsendelse "Den Uafhængige Coronaupdate" sammen med professor Lone Simonsen. Lone Simonsen har i en årrække forsket i epidemier og pandemier, heriblandt Den Spanske Syge i 1918, som betød, at godt 50 millioner mennesker på verdensplan døde af influenzaen. Hun deler i de daglige nyhedsudsendelser gavmildt ud af sin forskerviden og sine daglige updates fra ind- og udland.

Men nu er det jo ikke ligefrem sådan, at der mangler nyheder om Covid-19 i det danske nyhedsbillede. Faktisk er der så mange, at det vel egentligt kunne det være nærliggende at tænke, at det frem for at få flere stemmer i denne sag helt generelt ville være en fordel med nogle færre stemmer. At endnu flere af de, som udtaler sig skråsikkert om noget, som ingen rigtig ved noget sikkert om endnu, nemt ville kunne være blot en yderligere forvirrende belastning af det oprørte og usikre mediehav omkring Corona.

Men sådan forholder det sig på ingen mådeDe medvirkende i Den Uafhængige Coronaupdate forstår nemlig at skelne mellem hvad de ved, hvad de tror, hvad de gætter på, og hvad de bekymrer sig om eller frygter for. Vigtige forskelle at have sig for øje når man skal kommunikere sobert og forståeligt om noget så komplekst og usikkert som viden om denne virussygdoms udbredelse og dødelighed.

Asger Juhl, der i øvrigt ikke lægger skjul på, at han har taget initiativ til udsendelserne ud fra et personligt behov for bedre at forstå, hvad der gemmer sig bag de danske og internationale medieoverskrifter og sundhedsmyndighedernes udmeldinger og initiativer, er en dygtig interviewer. Roligt, reflekterende og grundigt spørger han hver dag Lone Simonsen ind til døgnets nye oplysninger i forsøgene på at komme en del spadestik dybere i forståelsen af, hvad det egentligt er, at borgere, sundhedspersonaler og myndigheder er oppe imod herhjemme og i udlandet. 

Hverken Asger Juhl eller Lone Simonsen er bange for at kalde en spade for en spade. Men samtidigt er programmet renset for katastrofetanker og panik, for det er der nemlig rent vidensmæssigt ikke basis for, forstår man på de to. Her manes hverken til falsk beroligelse eller angst for det ukendte. Men til gengæld giver programmerne rum til, at bekymringer kan blive luftet. Både værtens, professorens og de seere, der sender spørgsmål ind. De fleste bekymringer kan manes i jorden, nogle kan bekræftes, som for eksempel at ældre og lunge-hjertesyge patienter er særligt udsatte, mens andre bekymringer i sagens natur må stå fortsat ubesvarede hen – for eksempel om vi allerede har en epidemi i Danmark og en pandemi ud fra en global betragtning.  

Blandt Lone Simonsens bekymringer er, at Danmark ikke tester flere for på den måde blandt andet at kunne komme tættere på at få afdækket den danske smitterisiko danskere imellem og således måske også komme tættere på den potentielle dødelighed, som hun vurderer til at være gennemsnitligt i forhold til alder og køn på omkring 1 procent og ikke de frygtede 3,4 procent. En procent er dog også højt i hendes bog - sådan cirka 10 gange højere en almindelig influenzaepidemi.

De Uafhængige Coronaupdate er god og lødig information, udsendelserne er velegnede til at skabe muligheder for fælles samtaler om det ukendte og endnu uforudsigelige virus, som vi alle taler om hele tiden uden at vide ret meget. Men her får man den sidste viden, som i højere grad kan gøre vores samtaler mere baseret på viden end funderet på frygt.

Udsendelserne, som også kan ses forskudt på Asger Juhl’s tidslinje på hans Facebook-profil, er således et rigtigt godt alternativ til den øvrige mediedækning. Og hvis ikke ligefrem et alternativ så i hvert fald også et godt supplement til sundhedsmyndighedernes egne kanaler, der, i en situation så uvis som denne, ikke altid kan, ikke altid ønsker og måske heller ikke altid bør fortælle den hele historie hele tiden. At myndighederne trods sparsom brug af test tager situationen rimeligt alvorlig kan aflæses blandt andet af, at de nu planlægger efter, at mere end 10 procent vil blive smittede. Hvordan sundhedsvæsnet vil tackle, hvis 5-10 procent af alle disse mennesker, som i Italien får brug for en seng på intensiv, det melder hverken sundhedsmyndighederne eller programmet rigtigt noget om endnu. Og det er da også programmets største svaghed, hvis man skal lede efter hår i suppen: Lone Simonsen kommer fra en stol ved et skrivebord og ikke fra et gulv i klinikken.