| | | | | |
 


Varm, sjov og ærlig Netflix-film om Alzheimers

 
 
 
 
 

STREAMING: Den spanske film "Live Twice, Love Once" er en smuk, bittersød, men også lejlighedsvist sjov film om en matematikprofessor, hvis alzheimersygdom først splitter og siden samler en familie omkring det tab, som sygdommen er for dem alle.

"Live Twice, Love Once" (Vivir dos veces) begynder, da familien til den netop pensionerede matematikprofessor, Emilo, spillet fremragende af den spanske skuespiller Oscar Martínez, begynder at studse over hans ændrede adfærd. Selv kan han også godt fornemme, at noget er anderledes, men som så mange andre personer med demens, forsøger han i begyndelsen af skjule sine problemer, hvilket dog i stigende grad er umuligt for ham.

Emilio parkerer på sin sædvanlige restaurant og bestiller sin sædvanlige morgenmad fra sin sædvanlige servitrice, men glemmer at han har betalt. En sygeplejerske stiller ham en række spørgsmål, der kan synes nedladende for de fleste voksne: Hvilket år er det, hvor er du, hvad er 3 fra 30.Spørgsmål som han i starten bliver rasende fornærmet over, men som han også i stigende grad, som filmen skrider frem, får pinagtigt svært ved at svare på.

Filmen, som er en dramatisk komedie udspillet i og omkring byen Valencia i Spanien, viser, hvordan sygdommen sniger sig ind på Emilio, der mere og mere kun tænker på sin ungdoms tabte kærlighed, som han ønsker at møde igen, inden han helt forsvinder ind i mørket. Et ønske som gør hans velmenende, men også irriterende datter, Julia, rasende og vred på sin afdøde mors vegne. Især da faren ærligt – eller som konsekvens af sin dement – forklarer hende, at nok har han holdt meget af sin afdøde hustru og hendes mor, men han har aldrig elsket hende. Han hjerte har hele livet tilhørt en anden.

Men Emilio får som i enhver god komedie en sammensvoren i form af sit 11-årige barnebarn, Blanca, som han har et tæt forhold til. Blanca, som desuden er godt og grundigt træt af sin mor, beslutter at hjælpe ham ved hjælp af sine næsten obsessivt veludviklede ekspertise på de sociale medier.  Hun sætter ham på Facebook og træner ham med større og mindre held i at bruge den mobil, han har fået af sin datter, men som han altid har nægtet at tage op af skuffen. ’Mobilen er Gud’ forklarer Blanca. Professoren og hans rapkæftede barnebarn ligner hinanden i deres småautistiske evner til fokusering, når noget interesserer dem, så de tager afsted ud i verden i hans gamle skramlekasse af en Citroen på fælles jagt efter professorens tidligere og aldrig glemte store kærlighed.

Filmen har således to motorer i sin beretterstruktur: Den første er barnebarnets og professorens jagt på den aldrig glemte unge pige, Margarita, som han sveg på grund af ambitioner om at løse matematikkens gåder samt en manglende tiltro til at forhold mellem en matematiker og en humanistisk litteraturoptaget partner ville være bæredygtigt i længden. Og som den anden motor konfronteres vi med, hvordan Álzheimers sygdom kan enten splitte eller samle en familie.

Hvordan jagten går, skal ikke røbes her, for det vil ødelægge en stor del af oplevelsen. Men den er ganske rørende fra start til slut og fungerer på mange måder, som de muntre feel good elementer i filmen, som kan gøre den spiselig for børn og unge. Men måske også for de ældre seere, som måtte have svært ved at magte halvanden time i selskab med alzheimersygdommens ellers så mange tunge og triste aspekter.

I filmens start kæmper professoren, som en gang identificerede et endnu ukendt nyt primtal, med sin daglige Soduku, som han plejer at være mester i, men som nu er uløselig, hvorfor dagens Soduku som regel ender med, at han i frustration og benægtelse igen og igen ringer til aviserne og skælder dem hæder og ære fra på grund af fejl i dagens Soduku. Til sidst lægger de blot røret på, så snart de hører hans navn

Men han er ikke den eneste, som er i benægtelse. Emilios datter Julia, spillet af dygtige spanske Inma Cuesta, er i næsten endnu større benægtelse af sin fars tilstand, end han er. Hun orker og tør ikke tænke tanken. Desuden har hun andre problemer at beskæftige sig med, som for eksempel sin totalt tåbelige og ovenikøbet utro ægtemand, og sure, flabede Blanca spillet charmerende af spanske Mafalda Carbonell. Blanca som har mindreværdsfølelser på grund af et meget synligt fysisk handicap i form af et delvist lammet ben, er til sin mors skræk og rædsel begyndt at finde kærester på de sociale medier. Kærester hun aldrig har mødt, men hvor de sociale medier giver hende mulighed for at skjule sine handicap. Et handicap som i øvrigt også gør, at demente Emilio i stigende grad omtaler hende som ’den lamme’.

Oscar Martínezs fremstilling af demens er rørende og skræmmende, og han spiller rollen til topkarakterMen alligevel er "Live Twice, Love Once", en film der skiller vandene og har således fået en yderst blandet modtagelse blandt kritikere og Netflix’s seere, hvor nogle har kaldt den uoriginal, fjollet og præget af ujævne præstationer. Og det er sådan set ikke helt forkert noget af det, for den skæmmes lejlighedsvist af halvdårlige og ganske rigtigt småfjollede støttekarakterer og at indlægge elementer fra en roadmovie er der da heller ikke  noget nyt og epokegørende i.

Men, og det er et meget stort MEN: For det er faktisk grundlæggende uretfærdigt. Hovedpersonerne spiller alle sammen strålende, den er smukt produceret, og man skal altså være ret hårdhudet for ikke at blive berørt af professoren, hans datter og barnebarn. Men især bør filmen roses for at løfte en kæmpe opgave nemlig at fortælle om demens på en måde, så mennesker i alle aldre kun kan blive klogere og bedre til at forstå, leve med og måske ligefrem få noget værdifuldt ud af at være tæt på et menneske med demens. Også selv om filmen bestemt ikke lægger skjul på, hvor svært og hvor hårdt sygdommen er for de ramte og deres pårørende. Vurderet som et kunstnerisk filmisk værd er den måske nok ikke meget over det jævne, men anskuet som en kærlig pædagogisk familiefilm, der kan sætte rammen for forståelse og skabe mulighed for fælles samtale om alzheimer hos et familiemedlem, er den enestående fin og sød. Det samme er filmens lidt overraskende slutning, som heller ikke bør røbes her.