Ny streamingtjeneste for læger
En ny streamingtjeneste skal skabe bedre læger og sikre rettighedshavere betaling.
Det er FADL’s Forlag, som i over 50 år har udgivet undervisningsbøger til medicinstuderende, der står bag den ny streamingstjeneste, som hedder Lægereolen.
Via Lægereolen kan alle medicinstuderende og sundhedsfaglige medarbejdere få digital adgang til mere end 40 bøger, der dækker både medicinstudiet og hverdagen i klinikken og afdelingerne.
Streamingtjenesten inkluderer de nyeste udgaver af studie-, hånd- og case-bøger, som forlaget har skabt over de seneste 10 år.
Det giver de studerende et alternativ til brugte, gamle udgaver af studiebøger og en hurtig adgang til at dække også mindre fag og specialer med den seneste viden.
Med Lægereolen får alle rettighedshavere og forfattere desuden betaling for deres arbejde i modsætning til de ulovlige pdf-versioner af udgivelser, der bliver anvendt i stadig større grad på universiteterne, skriver forlaget.