Skip to main content

Ny dansk podcastserie om sundhed kaster kritisk lys på sundhedsmyndighederne

 
 
 
 
 

PODCAST: Læge Alexander Mackenzie og ernæringsterapeut Patricia Højbo har lanceret en ny podcastserie om sundhed og sygdom med fokus på viden, de mener mangler i sundhedsvæsenet. Serien har et ofte subjektivt syn på sundhed, en lidt for sludrende stil, og værten er for ukritisk. Alligevel er serien veloplagt og kan være værd at lytte til.

I podcasten ´SOS - Sandheden om Sundhed´ sammenligner læge Alexander Mackenzie det danske hospitalsvæsen med skibet Titanic, hvor man også overså gentagne advarsler om alvorlige farer. På Titanic var det isbjerge, man ignorerede, og i hospitalsvæsnet er det stigende behandlingsbehov, ventelister, overbelægning, utilfredse patienter, personaleflugt og ressourcer:

”Vi har desværre et hospitalsvæsen, som er i frit fald. Det er ikke kun min mening, men også mange af mine kolleger,” fortæller Alexander Mackenzie i episode 16, ´Hvad er der gået galt med det danske hospitalsvæsen?´ til Patricia Højbo, der fungerer som medkommenterende vært på podcastserien.

Alexander Mackenzie, der er i færd med at blive speciallæge i anæstesiologi, vedstår gerne, at danske læger og sygeplejersker generelt har en meget høj faglighed, at mange danske sygehuse står stærkt indenfor teknologisk innovation og også hver dag udfører mange og vigtige livreddende behandlinger. Ligesom han også har anerkendende og rosende ord til overs for kvaliteten i dansk medicinsk forskning, personalets arbejdsindsats og hospitalernes medicinske og kirurgiske behandlinger – og i øvrigt hele tiden råder lytterne til et tæt samarbejde med egen læge og den traditionelle lægeverden.

Men når hospitalsvæsnet så alligevel er ved at gå til bunds skyldes det ifølge Alexander Mackenzie ikke kun en manglende evne til at omstille sig til et stigende antal patienter og behandlingsbehov, men nok så meget at syge- og sundhedsvæsnerne efter hans mening har alt for lidt fokus på forebyggelse til fordel for symptom- og sygdomsbehandling.

”Stort set samtlige officielt registrerede sygdomme vil kunne forhindres, helbredes eller i det mindst udskydes ved hjælp af kost- og livsstilsændringer,” siger Alexander Mackenzie, der samtidig slår fast, at sundhedsvæsnet simpelthen ikke er gearet til forebyggende sundhedsarbejde i kraft af manglende tid med de enkelte patienter og manglende faglige kompetencer herom blandt læger og sygeplejersker.

Synspunkter, som Patricia Højbo, der fungerer anderledes i sin rolle som interviewer end mange andre podcastværter, deler fuldt ud. Hun er ikke tilstræbt objektiv og kritisk udspørgende i sin interviewform, men tværtimod helt åbenlyst subjektiv og besvarer ofte gerne selv de spørgsmål, som hun har stillet til Mackenzie. For selv om de har hver deres faglige profil som henholdsvis læge og ernæringsekspert er Mackenzie og Højbo enige om det meste., hvis ikke alt. En enighed, som tager sit udgangspunkt i en fælles forståelse af, at sundhedsvæsnet ikke formår at fortælle befolkningen  sandhederne om, hvad der er godt og skidt for helbredet. En opgave som de med podcastserien derfor har taget på sig.

Og om deres fælles mission forklarer de blandt andet:

”Vores planet er ved at drukne i overvægt og ”kronisk” sygdom. På trods af, hvad industrien og politikerne forsøger at bilde os ind, så drister vi os til at foreslå, at det meste sygdom i dag skyldes helt eller delvist suboptimal livsstil. I hospitalsvæsenet behandles det meste sygdom med farmakologi, men I denne podcast argumenterer vi for sundhed.”

Og i serien, som startede i januar i år med episoden ´Er vi ved at spise os ihjel?´, og som udkommer cirka to gange om ugen, giver de to råd om, hvad de opfatter som en sund og varieret kost, og hvad de mener er det rene gift at indtage. Og ikke så overraskende får forarbejdede fødevarer, kemisk behandlede fedtstoffer og ikke mindst sukker kniven.  

Mere overraskende er måske, at selv havregryn og fuldkorn får skæld ud på grund af disses høje indhold af kulhydrater, som de mener er med til at skabe inflammation i kroppen.

Og herefter går det så løs i de efterfølgende episoder med forklaringer på, hvorfor motion er så vigtig, hvorfor overvægt er så sundhedstruende, om hvordan man kan dæmpe stress, få en bedre nattesøvn og i det hele taget forebygge eller selv behandle en lang række symptomer og sygdomme som for eksempel fertilitet, PCOS, insulinresistens, diabetes, muskel- og skeletsmerter, hovedpine, hudproblemer, osteoporose, stress, depression, angst og hjerte-kar-sygdomme.

Helt afgørende for vores sundhed er følge de to vores kost, og advarsler mod sukker i alle former er da også en af de gennemgående tråde i de indtil nu i alt 16 udsendelser. For eksempel er Alexander Mackenzies bekymringer over sukker, som han betragter som den største risikofaktor for blandt andet folkesygdomme som overvægt, fedme og diabetes, så store, at han i episode fem erklærer, at han hellere ville give sine børn små mængder vin eller øl end den traditionelle fredagsslik fra Haribo.

Mackenzie og Patricia Højbo, der i øvrigt også har et økonomisk samarbejde i hendes private klinik, er ikke tilbageholdende med deres kritik af sundhedsvæsnets officielle anbefalinger, og de blåstempler også ofte forskellige former for alternative opfattelser og behandlingsformer.

Men selv om parret ofte henviser til videnskabelige studier, og trods at Alexander Mackenzie gennemgående giver udtryk for at have den videnskabelige evidens på plads, når han kritiserer og anbefaler, er han dels ikke ekspert indenfor de mange områder, som han udtaler sig om. Og dels vil der givetvis også være læger og andre sundhedsfaglige eksperter, som vil sætte kritiske spørgsmålstegn ved styrken i hans fremførte videnskabelige evidens og i slipstrømmen heraf advare mod dele af udsendelsernes rådgivning.

Men trods podcastseriens langt hen af vejen subjektive tilgang til sundhed, og trods parrets nogle gange lige rigeligt sludrende facon og værtens for ofte langvarige anekdotiske personlige beretninger samt hendes ukritiske måde at interviewe sin gæst og samarbejdspartner på, så kan ´SOS-Sandhed om sundhed´ alligevel godt være værd at give en chance. Ikke mindst hvis man enten lider af eller interesserer sig for forebyggelse og mulig lindring af de mange kroniske sygdomme, som lige nu sluger op til 80 procent af alle udgifterne til vores sundhedssystem. Især hvis man holder sig Alexander Mackenzies ord i mente om, at alle symptomer og mulige forandringer skal kridtes af hos lægen.

Hertil kommer, at podcasten desuden fint kan fungere som katalysator for en bredere debat om sundhed, eget ansvar, sundhedsvæsnets prioritering af ressourcer og en mere generel forebyggelses- og sundhedspolitik.

Podcastserien kan høres her på Spotify