| | | | | |
 


Penkowa fremturer med løse påstande og det rene galimatias

 
 
 
 
 

RADIO/TV: Milena Penkowa har fået sit egne radio- og TV-programmer, Hjerneeksperten, på DK4, hvor den nu forhenværende forsker endnu en gang får fem plus fem til at blive 100 i sin rådgivning om, hvordan man holder sin hjerne rask og fri for demens.

”I et forsøg med demente på institution i udlandet gav man knap nok en halv liter moste blåbær eller en halv liter moste kirsebær dagligt, og i løbet af 12 uger kunne man fordoble de dementes indlæring og hukommelse, selv om de allerede var demente,” fortæller Milena Penkowa, der tidligere er blevet fundet skyldig i dokumentfalsk og alvorlige brud på videnskabelig praksis.

I DK4’ foromtale til Hjerneeksperten, der har kørt siden november, lyder det, at programmerne fortæller om naturlige veje til et bedre helbred.

”Mange vil i dag gerne undgå at fylde sig med syntetisk kemi eller afhængighedsskabende medicin og i stedet gå naturens veje. Men hvordan gribes det bedst an? Dét får du svar på i programmet Hjerneeksperten. I Hjerneeksperten kan du høre nyt fra den internationale forskning, så du selv lærer at sammensætte dine kosttilskud til stor gavn for en række hyppige helbredsproblemer.”

Og om de naturlige veje, forklarer Penkowa for eksempel:

”Man har lavet et forsøg, hvor man undersøgte autister, som er uhelbredelige. Men autisterne deltog i 22 uger, hvor de indtog sulforofan (fra rå broccoli, red.) i 18 uger. De følgende uger skulle de undgå alt, som indeholdt sulforofan. I løbet af de 18 uger faldt deres autisme til en tredjedel vurderet af læger, skole og forældre. Det øjeblik de holdt op, vendte alle symptomerne tilbage.  Forestil dig, hvad rå broccoli kan gøre ved din hjerne, hvis den kan gøre dette ved den autiske hjerne.”

Blandt de sygdomme, som Penkowa således har fået lov at rådgive om i sine programmer, der også forefindes i en podcastserie, er blandt andet stress, ADHD, smerter og søvnløshed og altså hjernesygdom. Lidelser om hvilke dk4 blandt andet skriver:

’Her skal det handle om at optimere hjernen inklusiv forbedre din hukommelse, indlæring og koncentrationsevne. Dernæst forklares, hvordan demens modvirkes, og du lærer hvilke fødevarer, det er værd at spise. Hvis du vil holde hjernen ung og skarp – også i høj alder”.

Dk4’s programsætning af den detroniserede forsker, der ni gange har fået sin forskning trukket tilbage – senest i september 2020 - har vakt harme blandt eksperter:

”Det er udtryk for megadårlig dømmekraft og sløset arbejde. Det er et svigt, fordi hun er så kendt for at have så svag en faglighed, og med den forsknings sjusk, hun har bag sig, synes jeg godt nok, at det er modigt, at de har valgt at tage hende ind,” skrev Ida Donkin, læge, ph.d. og forfatter til bogen ’Sygt eller Sundt’, i Berlingske i den forgangne uge. Hun bebrejdede også dk4’s redaktionelle ledelse:

”De har et stort ansvar. Med hendes offentligt kendte baggrund burde det være åbenlyst for deres redaktion, at hun nok ikke er den bedste at rekruttere ind i det her.”

At Milena Penkowa, der ikke blot er blevet strippet for sin doktorgrad og afsløret i fup og fiduser, men også frakendt retten til at fungere som læge i to år, og nu ernærer sig blandt andet ved at sælge kosttilskud, kan få det lægevidenskabelige samfund op i det røde felt, er forudsigeligt. Men harmen er faktisk også forståelig, for Milena Penkowa vildleder og manipulerer sine lyttere med en næsten beundringsværdig, overbevisende entusiasme og får alting til at lyde som om, at netop hun sidder inde med den hellige gral i form af undertrykt viden om,  hvordan kost og især kosttilskud kan trylle al sygdom væk, hvis bare man lige lytter til hendes guldkorn:

”Raske voksne fik jordskokker, som indeholder inulin forud for eksamen. Dem, der fik jordskokker scorede to karaktertrin højere end kontrolgruppen, som ikke havde fået jordskokker," fortæller hun. Hun beretter også om et forsøg med mennesker med avanceret Alzheimers sygdom, som fik tilskud med B-vitamin. Efter to år var skrumpning af hjernen mindsket med 73 procent sammenlignet med kontrolgruppen.

Milena Penkowa slynger i det hele taget det ene uidentificerede studie om naturlige terapier efter det andet i hovedet på seere og lyttere og får således sine mange påstande til at lyde som videnskabelige sandheder. Hvor vidt hun baserer sin rådgivning på videnskabelige facts eller cherrypicker og blot udvælger nogle resultater og udelader andre eller simpelthen opfinder nogle af studierne til lejligheden, har lytteren ingen mulighed for at gennemskue, da de er helt uden kildeangivelser. Men når man lytter til podcasten ’Skarp hele livet’ om hjernen, som hun engang var udnævnt til at være superforsker i, forekommer hun endegyldigt at have sagt farvel til begrebet videnskabelig evidens i sine anbefalinger til patienter, og man kan således undre sig over, at hun kun blev frataget retten til at udøve lægegerning i to år.

Men at Milena Penkowa givetvis er uden for pædagogisk rækkevide er én ting, som det nok ikke er mange forundt at kunne ændre på. Men hvordan dk4 selv i selv de vildeste og vådeste drømme om flere kunder i butikken, har kunnet få ideen om at gøre hende til sundhedsvejleder er ubegribeligt. Alene det faktum, at Penkowa har gjort sig til talsmand for, at C-vitamin kan redde én fra covid-19 sygdom burde have gjort, at stationen fandt hende diskvalifieret, for som hun skrev i februar 2020 på sin Facebook:

'Hvorfor løbe en risiko, hvis smitte kan reduceres signifikant og uden nævneværdige bivirkninger ved hjælp af et vitamin?' Da verden i 2003 stod overfor et nyt coronavirus (SARS coronavirus) kunne forskere hurtigt påvise, at også dette nye coronavirus kan bremses med C-vitamin,” skriver hun i opslaget, der i kondenseret form viser nøjagtigt, hvad det er, at dk4 har sluppet løs i æteren, da de med Milena Penkowa satte ræven til at vogte gæs.

Selv forsvarer dk4 sine besynderlige dispositioner med blandt andet en såre kryptisk henvisning til ytringsfriheden samt, at der i programomtalerne står, at disse ikke er en erstatning for kontakt med egen læge, og at programmet udelukkende omhandler alternativ behandling. Men samtidigt oplyser man også, at man er gået ’i tænkeboks’ med hensyn til at beholde Penkowa. En tænkeboks der dog ikke er mere alvorligt ment end, at de hidtil sendte podcasts fortsat er at finde på dk4’s hjemmeside. 

Så med al respekt for, at kost har stor betydning for udvikling af sygdomme, hvilket jo ikke engang er særligt alternativt i sig selv i forhold til en række sygdomme, så får dk4 0 stjerner for sin opportunistiske, tåbelige og uansvarlige beslutning, mens Milena Penkowa lige kan snige sig op på en enkelt lille, bitte stjerne, da der trods alt også lejlighedsvist sniger sig oplysninger ind i programmerne, som ikke er helt ude i skoven – for eksempel, at junk food er noget skidt for hjernen, og at god søvn er vigtig i forhold til udvikling af demens.