Forskere vil styrke livskvalitet hos mennesker med demens gennem kreativitet

KULTUR: Et øjebliks sang midt i frokostforberedelserne. En picnic i haven, der spontant forvandler sig til en rejse til Harzen. En kurv med farverige genstande, der skaber kontakt og fællesskab blandt beboere. Sådan kan hverdagskreativitet tage form i demensplejen, når personalet tør give slip på planen og følge det, der opstår i øjeblikket.

Horsens Kommune samarbejder med Aarhus Universitet og VIVE om at styrke fokus på hverdagskreativitet i demensplejen. Målet er at øge trivslen hos både borgere, pårørende og personale.

Ofte fremstilles demens som en samfundsøkonomisk udfordring eller byrde og som et fortvivlende livsvilkår; det koges ned til et tab af kognitive evner og menneskelig værdighed. Men det udfordrer forskningsleder og filosof Rasmus Dyring fra Aarhus Universitets Institut for Kultur og Samfund i forsknings- og udviklingsprojektet ´Mulighedernes vinduer: Hverdagskreativitet som grundvilkår og ressource i livet med demens´.

Han forsøger i samarbejde med Horsens Kommunes demensområde og VIVE at dreje linsen, så der er et større fokus på at understøtte hverdagslivets naturligt opstående kreative potentialer; de situationer, som spontant opstår mellem mennesker med demens, deres pårørende og personalet. Rasmus Dyring sætter scenen for arbejdet med følgende beskrivelse:

”Hverdagskreativitet er et menneskeligt vilkår. Vi er åbne væsener og kan tilpasse os vores omgivelser, ligesom vi kan få omgivelserne til at tilpasse sig os. I den fleksibilitet ligger der en kreativitet og en meningsskabelse. Og netop det er vi interesserede i at se på: Hvordan ser hverdagskreativiteten ud i et liv med demens ud fra den overordnede betragtning, at det her menneskelige grundvilkår stadig er til stede hos mennesker med demens.”

En spontan åbning

Rasmus Dyring understreger, at livet med demens altid er en kollektiv størrelse, hvor der indgår en lang række personer. Derfor går man i den antropologiske del af projektet også ud og foretager feltarbejde på en af kommunens demensenheder, men også hos borgere med en demensdiagnose, der bor hjemme med en eller flere pårørende, samt i forbindelse med nogle af kommunens tilbud til demensramte og deres pårørende. Feltarbejdet skal afdække, hvordan kreativitet udfolder sig mellem mennesker med demens, pårørende og personalet på demensområdet.

”Der kommer en spontan åbning, og så er der nogen, der tager den åbning op og gør noget med den. Kreativ problemløsning kendetegner mennesket – og det gør det også, hvis man lever eller arbejder med demens. Man kan som ansat på demensområdet ikke regne med, at i dag bliver ligesom i går. Hele virkeligheden er hele tiden oppe til forhandling og oppe i luften. Og arbejder man i demensområdet, så vil man ofte være meget god til at improvisere og navigere i det set-up, selvom det ikke betyder, at man nødvendigvis har et sprog for det.”

Forskerne vil være med til at bidrage til at hæve personalets tavse viden og evne til at improvisere op til i højere grad at blive italesat som en central, faglig kompetence, som man kan bruge i hverdagen, blandt andet ved at hjælpe med at udvikle nogle handlingsanvisende koncepter, som omsorgsgivere kan bruge til at orientere sig i hverdagens praksis.

”Helt konkret betyder det, at man får en slags håndbog med de her koncepter, som man ved et medarbejdermøde kan tage frem og bruge som refleksionsredskaber i forhold til at afprøve nye ideer, og som lederne kan bruge til at understøtte og anerkende en mere kreativ tilgang til demensomsorgen,” siger Rasmus Dyring.

Sang, picnic og dimsekurv

De mere generelle og overordnede begreber er derfor også omsat til noget, som Rasmus Dyring kalder for ’positivt situationsarbejde.’

”Ofte er udøvelsen af kreativitet noget, der på en institution er programsat. Personalet kan for eksempel afsætte en time til at synge her og en time til at danse dér. Men i det positive situationsarbejde forsøger personalet på en demensenhed at skabe situationer, der faciliterer et mere spontant hverdagsliv, hvor det i højere grad er beboernes eget engagement, der driver og giver retning til aktiviteterne. Vel at mærke, hvis det er godt for dem selv og deres omgivelser.”

Rasmus Dyring giver en række konkrete eksempler:

”Det kan komme til udtryk, når en borger på en enhed pludselig bryder ud i sang, og medarbejderen, der ellers er ved at gøre klar til frokost, griber muligheden og stemmer i. Så inviteres to andre borgere ind, og inden længe danser alle fire. Hverdagskreativiteten viser sig også i en situation, som når et lille selskab på picnic i demensenhedens have ud af det blå bliver enige om, at de er i Harzen, og personalet forfølger ideen og bidrager til at skabe en ekstra betydningsdimension i udflugten. Sammen handler de involverede i et spontant opstået, flygtigt mulighedsvindue.”

Et andet meget konkret eksempel er den ’dimsekurv’, som en medarbejder på et demensplejehjem i Horsens har opfundet. En tidligere vasketøjskurv på hjul, som hun har sat på gangen med farvestrålende ting i.

”Kurven havde i udgangspunktet det formål, at en beboer, som havde tendens til at flytte rundt på ting og møbler på plejehjemmet og derved skabte en del konflikter, nu har en anden mulighed for at interagere med omverdenen. Beboeren tager ofte kurven og skubber rundt på den i stedet for på møblerne. Når kurven på denne måde ’rejser rundt’ på hele demensenheden, får andre beboere også glæde af den, og nogle gange ender dimserne fra kurven på et bord og kan skabe udgangspunktet for en meningsfuld seance mellem beboerne, som sidder omkring det bord,” siger Rasmus Dyring og tilføjer:

”Nogle vil se det, som ligger på bordene, som rod. Men i det øjeblik, hvor man ændrer sit perspektiv og flytter sig fra den institutionelle logik, hvor der skal se pænt og ryddeligt ud, og i stedet ser tingene som ’prompter’, der ligger og kalder på et meningsfuldt engagement med omverdenen, så ser alt anderledes ud. Det betyder også, at personalet ikke hele tiden behøver at bruge tid på at rydde op. Med denne ’reframing’ af situationen åbnes der for nye meningsfulde måder at interagere på for både beboere og personale.”

Nye vinduer kan åbne sig

Hvor den ene del af situationsarbejdet handler om aktivt at arbejde med framingen af situationer, så handler en anden del af situationsarbejdet om at være responsiv over for de initiativer, der kommer fra beboerne. Initiativer, som indimellem kan være vanskelige at sætte sig ind i. Rasmus Dyring giver også et eksempel på, hvor personalet responderer på de indfald, der kommer fra beboerne.

”I et tidligere feltarbejde mødte jeg sammen med min kollega Lone Grøn fra VIVE en kvindelig beboer på et demensplejehjem. Kvinden havde en tøjkat, som for hende ikke bare var en tøjkat, men et levende væsen, som hun var meget knyttet til og kaldte for ’den lille.’ Nogle ville måske sige ’ok, hun lever i sine egne vrangforestillinger’. Man kunne også vælge at tage den etiske fordring, hun oplevede i mødet med ’den lille’, seriøst og gå ind i situationen med kvinden og ’den lille’. For i det rum kan der åbne sig nogle nye mulighedsvinduer for et meningsfuldt engagement beboere og personale imellem.”

I projektet har man lagt sig tæt op ad den personcentrerede omsorg og dermed en omsorgsfilosofi, der allerede er vidt udbredt nationalt og internationalt, samt et sprog, der bruges i praksis i forvejen, fortæller Rasmus Dyring.

”Situationsarbejdet er tænkt som et kritisk supplement til, og er på mange måder en forudsætning for, det ’positive personarbejde’, der konkret udmønter den personcentrerede omsorg.”