Skip to main content

Begejstret sundhedsordfører trak familien med til otte timers teaterforestilling

KULTUR-TEMPERATUR: Erfaring fra de skrå brædder giver fordele, også når man skal udfylde rollen som sundhedsordfører for Liberal Alliance.

Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?

”I foråret havde jeg den vildeste oplevelse på Aalborg Teater. Trilogi-forestillingen ’Henvendelse Anita’ var så vild en oplevelse, at jeg tog familien med op for at se den igen – den varede fra 14 til 22. Det er et socialrealistisk teaterstykke og meget af det var genkendeligt og lignende noget, jeg selv er vokset op i. En smuk og meget ægte forestilling.”

Hvilken bog/film/musik kan du anbefale til familie og venner? 

”Det er en typisk vietnamfilmen ’The Deer Hunter’. Den er oldgammel, fra før jeg blev født. Det var min mors yndlingsfilm, og jeg har adopteret den. Den er pissegod, og i øvrigt også meget lang. Men der er også noget nostalgi forbundet med at se den. Det gør, at jeg føler noget nærhed med min mor. Og så er den med en masse stjerner i deres yngre udgaver: Robert De Niro, Meryl Streep og Christopher Walken.”

Hvilken bog/film/podcast vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for dit fag?

’Snart er vi alle patienter’ af John Brandt Brodersen og Alexandra Brandt Ryborg Jønsson. Den har nogle vinkler, der sætter tingene i perspektiv. Vi har en opfattelse af, at vi er gode og dygtige til sundhed i Danmark. Det er vi også, men vi er også for gode. Med et presset sundhedssystem er vi nødt til at kigge på overdiagnosticering og overbehandling.” 

Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?

”Jeg har spillet teater, siden jeg var 12 år, hvor jeg var med i en revy i min barndoms landsby Stevnstrup uden for Randers. Derefter stod den på skoledrama i de store klasser og på gymnasiet, og jeg har været på et teaterhold i min ungdom, så jeg troede faktisk også, jeg skulle være skuespiller på et tidspunkt, skæbnen ville det dog anderledes. Men det politiske liv på Christiansborg er også lidt som et teaterstykke. Man ved typisk, hvad de andre vil sige. Nogle gange tager tingene en uforudsigelig drejning, så man må improvisere lidt – og det er præcis det samme som på teateret. Men selv om jeg har noget erfaring med rampelyset fra mit liv på scenen, kan jeg stadig godt blive nervøs.”

Om Louise Brown, 43

  • Folketingsmedlem for Liberal Alliance siden 2022
  • Epidemi- og sundhedsordfører siden 2022, sidder også med i kulturudvalget
  • Uddannet markedsføringsøkonom i Randers, HD i Organisation og Ledelse fra Aarhus Universitet, tidligere selvstændig erhvervscoach og mentaltræner