Dokumentar om kontroversiel psykolog stryger hovedpersonen med hårene

DOKUMENTAR: ’Memory Wars’ er en fascinerende, men ensidig dokumentar om den amerikanske psykolog Elizabeth Loftus, som i årtier har været den, forsvarsadvokater ringer til, hvis de vil så tvivl om et vidnes erindringer. Filmen formår kun at ridse i overfladen af den kontrovers, der omgærder hovedpersonen.

Kan du huske, dengang du blev væk i et indkøbscenter som barn? Du begyndte at græde, men så hjalp en ældre herre dig med at finde dine forældre. Nå, ikke?

Spørger man den amerikanske psykologiprofessor Elizabeth Loftus, der har hovedrollen i dokumentarfilmen ’Memory Wars’, som har premiere på CPH:DOX, er det faktisk ikke så svært at få mennesker til at erindre et sådant minde. Også selvom det aldrig er sket.

I et laboratorieforsøg i midten af 90’erne lykkedes det Loftus og hendes kollega at indplante en falsk erindring om at være blevet væk i et indkøbscenter som barn hos en fjerdedel af deres forsøgspersoner. For Loftus var resultatet banebrydende. Eksperimentet viste for første gang, at det er muligt at skabe et helstøbt minde i folks erindring, fortæller hun i dokumentarfilmen.

Og hvad kan man så bruge den erkendelse til? Det er der delte meninger om, men for Elizabeth Loftus er svaret klart. Hun har i årtier brugt sin forskning til at så tvivl om, hvorvidt man kan stole på vidneforklaringer baseret på erindringer. 

Forsvarets trumfkort

‘Memory Wars’ fortæller historien om Elizabeth Loftus, som har opnået stor anerkendelse for sin forskning. Eksempelvis blev hun i 2002 af tidsskriftet Review of General Psychology udpeget som det 20. århundredes mest indflydelsesrige kvindelige psykolog. Men hun har også mødt hård modstand for den måde, hun har forvaltet sin ekspertrolle på.

I årevis har Loftus været de amerikanske forsvarsadvokaters trumfkort, når der skal sås tvivl om vidneforklaringer. Hun har ageret forsvarets ekspertvidne i sager om alt fra seksuelle overgreb til mord. Vi møder hende i garagen i hjemmet i Los Angeles-forstaden Irvine, hvor hun har opmagasineret sagsmapperne. Hun roder i skufferne: Michael Jackson, bombemanden fra Oklahoma, Kevin Spacey, Harvey Weinstein. Personager, som mange ville holde sig fra, men ikke Loftus. 

I over 300 sager har hun forklaret juryer om hukommelsens fejlbarlighed, om hvor nemt det er at indplante falske erindringer. Det har gjort hende til en kontroversiel figur i den amerikanske befolkning, men også blandt fagfæller. 

’Main character energy’

’Memory Wars’ er en velproduceret film om et interessant menneske. Det er umuligt ikke at lade sig fascinere af Elizabeth Loftus og hendes imponerende karriere, og hun ved det godt selv. 

”Well behaved women rarely make history,” står der på døren til hendes kontor på University of California – Irvine. Inden for er væggene plastret til med diplomer og indrammede magasinudklip. På reolen et billede af hende i selskab med Bill Clinton. 

Hun oser af ’main character energy’, og det er jo passende, når hun er castet som hovedrollen i en dokumentarfilm. Filmens instruktør, tyske Hendrik Löbbert, er da også tydeligt glad for sin hovedperson, og langt hen ad vejen forholder han og filmen sig ukritisk til hende. Man venter længe på de kritiske spørgsmål. Der kommer dog et i filmens sidste tredjedel.

Elizabeth Loftus har netop kritiseret medierne for unuanceret og sensationspræget dækning af retssager, hvilket ifølge hende giver borgerne et forvrænget billede af fakta. 

”Tror du, at du over årene selv har udviklet en bias i perspektivet på disse historier?” spørger instruktøren.

Elizabeth Loftus tænker sig kortvarigt om og svarer så – uden helt at svare på spørgsmålet. Hun håber, siger hun, at hendes ekspertudsagn får jurymedlemmerne til at tænke grundigere over erindringsaspektet; at de kan rydde misforståelser af vejen; at de får juryen til at tage stilling baseret på ordentlig videnskab frem for fejlbehæftede intuitioner.

”Og hvis det skaber en bias i retning af at betvivle erindringerne frem for at stole ukritisk på dem – uanset hvor usandsynlige de er – så synes jeg, det er en god ting,” siger hun.

Ubesvarede spørgsmål

Mere kritisk bliver dokumentaren ikke over for Elizabeth Loftus, og det er en skam, for hun er ikke typen, der lader sig kue. Som seer brænder man inde med en række spørgsmål:

Har Loftus en interesse i, at forsvaret vinder de sager, hun vidner i, fordi det kan være med til at legitimere hendes egen forskning? Skaber det en uheldig incitamentsstruktur? 

Er det hensigtsmæssigt, at Loftus belønnes med tusindvis af dollars for at vidne for forsvaret (i Weinstein-sagen fik hun ifølge en artikel i New Yorker 10.000 dollars for at vidne)?

Kan man bruge små og meget kontrollerede laboratorieforsøg – i Loftus’ ’lost in the mall’ eksperiment var der kun 24 deltagere – til at sige noget meningsfyldt og håndfast om, hvordan hukommelse og erindring fungerer i den virkelig verden?

Hvor solid er i det hele taget den evidens, som Loftus bygger sin overbevisning på? Psykologien har I årevis befundet sig i en replikationskrise, og man har måttet forkaste meget af det, man troede, man vidste om den menneskelige psyke. 

Disse og mange andre oplagte spørgsmål stiller ’Memory Wars’ desværre ikke. Det bliver en lidt overfladisk og ensidig repræsentation af den kontrovers, som filmens titel antyder. Til gengæld ansporer filmen til, at man som seer selv hopper ned i kaninhullet.

Memory Wars kan ses:

20. marts 2025, torsdag kl. 16:30 - 18:35, Dagmar Teatret, København

23. marts 2025, søndag kl. 14:30 - 16:45, Park Bio, København
(Talk: #MeToo, værdien af vidnesbyrd og upartiske juridiske undersøgelser)

26. marts 2025, onsdag kl. 21:00 - 22:35, Dagmar Teatret, København