Ambitiøs dokumentar hylder personalets indsats under covid-19 pandemien inden vaccinerne

DOKUMENTAR: Pandemiens første år var vild og voldsom. Personaler arbejdede i døgndrift for at redde liv, og alligevel knækkede mange landes hospitalssystemer, og patienter og sundhedsprofessionelle døde i hidtil uset omfang. En fremragende, britisk film dokumenterer, hvor slemt det var inde bag hospitalernes mure.

Den britiske og tidligere Oscar-belønnede filminstruktør Orlando von Einsiedels  omkring et halvt år gamle dokumentarfilm om sundhedsprofessionelles kamp det første år under pandemien "Convergence: Courage in Crisis" har indtil nu levet en forbavsende hengemt tilværelse imellem streamingtjenesten Netflix’ mange tusindvis af programmer.

Og det er virkelig synd, for den dybt bevægende dokumentar er i den grad værd at se, for selv her 2,5 år efter, at coronavirus lagde byerne øde og fyldte hospitalerne, er det svært at forstå omfanget af de katastrofale tilstande, som de hospitalsansatte var oppe imod på covid-afdelingerne rundt omkring i verden. Og instruktørens hyldestfilm til de sundhedsprofessionelle forekommer i den grad fortjent, for man kan kun føle taknemmelig overfor de mange, som satte deres helbred og liv på spil for deres medmennesker.

”I krisesituationer er der altid nogen, som paralyseres, nogen som løber væk, og andre som træder til og hjælper,” siger den peruanske kvindelige overlæge Rosa Luz López, som var én af verdens mange hospitalsmedarbejdere, der ikke stak af, men som blev og kæmpede for patienter og kolleger under de kaotiske og farlige forhold.

Filmen er blevet til ved, at Orlando von Einsiedel ved pandemiens start bad ti af sine internationale instruktør-kolleger om at give deres egne perspektiver på hvem, der holdt samfundet og de sygdomsramte over vande, og filmen er således en kalejdoskopisk samling af bidrag fra otte forskellige lande i flere verdensdele. Og alligevel fremstår filmen helstøbt og samlet både visuelt og indholdsmæssigt. 

Den første, som vi seere møder, er den kinesiske videoblogger Wenhua Lin, der nat og dag kører gratis taxa for læger og sygeplejersker og udbringer medicin til covid-syge patienter i Wuhan. Alt imens at han taler med sine passagerer om deres arbejde og syge familiemedlemmer. I London arbejder den syriske flygtning og dokumentarproducer Hassan Akkad som portør og rengøringsassistent på universitetshospitalet Whipps Cross Hospital. I São Paulo i Brasilien arbejder Renata Alves som ambulanceassistent med at føre ambulance sikkert frem til de syge på de rigtige adresser i favelaen Paraisópolis, hvor ambulancerne i forvejen sjældent kører ud.

I Delhi i Indien kæmper lægerne en afmægtig kamp for covid-syge og for, at særligt sårbare, men ikke-covidsyge patienter, undgår at blive smittede på hospitalerne. I Miami i Florida arbejder lægen Armen Henderson om natten med covid-syge, og om dagen udfører han frivilligt arbejde blandt hjemløse sorte for at hjælpe dem til ikke at blive smittede. I Teheran i Iran besøger vi et yngre ægtepar, Sara og Mohammad, hvis indsats mod covid består i til fulde at adlyde opfordringerne om blive hjemme og ikke bidrage til smitten, selvom det tydeligvist har en høj følelsesmæssig pris. Ikke mindst da en onkel dør af covid, og de sidder afmægtigt isolerede uden at kunne være til stede for deres ulykkelige familie. Og særligt stærkt står peruanske Rosa Luz López’ kamp for at holde sammen på sit personale og for blandt andet at få en 15-årig dreng i respirator til at overleve.

Men vi er ikke kun på hospitalernes covid-afdelinger, for i FN’s hovedkvarter deltager vi i generalsekretær for FN, Tedros Adhanom Ghebreyesus’ stabsmøder, og på Oxford Universitet i England interviewes professor Sarah Gilbert, der fortæller om sin udvikling af Oxfords Astra-Zeneca-vaccine og sine bekymringer for global ulighed i adgang til vacciner.

Efter således at have introduceret sine medvirkende bevæger filmen sig den næste halvanden time ubesværet rundt på kloden for at hylde varme og hjælpende hænder, og man skal være ualmindelig hårdhjertet for ikke at blive påvirket og fuld af respekt og beundring for filmens helte og heltinder, hvoraf mange kæmpede mod helt umulige odds. For eksempel i Peru, hvor patienterne døde i ét væk indenfor murene i senge og på gange og udenfor på gaden foran den aflåste hoveddør, og hvor en respirator altid var noget, der blev frataget en medpatient, for at man selv måske kunne være så heldig at få.

"Det her er Perus fattigdom,” fastslår overlægen Rosa Luz López, der ikke ønsker at få ros eller blive hyldet, men blot ønsker et bedre sundhedsvæsen for alle.

Og social ulighed er da også et væsentligt aspekt i denne film, som viser hvordan, det i særlig grad er de fattigste, de farvede og immigranterne, der rammes og dør af covid-19 på de forskellige kontinenter. Samtidigt med at det også i helt særlig grad er de samme befolkningsgrupper, der løber de største risici og er tættest på patienterne på for eksempel de britiske hospitaler.  

Da den britiske premierminister Boris Johnson, efter at mange hospitalsansatte var døde af covid under pandemiens første halvår, lovede, at familier til sundhedspersonaler, som måtte dø af covid-19, ville få erstatning, gjaldt ordningen for eksempel ikke hospitalernes portører, rengøringsfolk, sosu-assistenter etc., der ifølge portør Hassan Akkad stort set alle bestod af farvede immigranter, der som ham selv havde løbet risikoen for at blive smittet for at hjælpe deres medmennesker, men som nu blev stemplet som mindreværdige og værdiløse. 

Filmens budskab er, at vi ikke kan klare hverken denne pandemi eller andre, der må følge, hvis vi ikke i højere grad rækker ud mod hinanden. Forbillederne for en fælles humanitær solidaritet har under pandemien ifølge "Convergence: Courage in a Crisis” først og fremmest været det hospitalspersonale, som på forskellig vis var i front. Og netop deres selvopofrende mod og genuine medmenneskelighed bør civilsamfund og regeringer lære af, for bliver vi ikke alle mere solidariske og hjælpsomme overfor hinanden, taber vi den næste krise, hævder filmen.

Og hvis vi trods vaccinerne alligevel ender med at tabe kampen mod corona, kan vi angiveligt takke os selv og vores politikere, hvoraf de fleste valgte at overhøre FN og Tedros Adhanom Ghebreyesus’ advarsler i begyndelsen af januar 2020, alt imens, at virusset spredte sig:

"Der er ingen vacciner mod vildledende nationalisme,” siger Tedros Adhanom Ghebreyesus, der i samme åndedrag kritiserer verdens regeringer for ikke i højere grad at have koordineret deres indsatser.

"Convergence: Courage in a Crisis" er ikke som covid-19 dokumentarer er flest, for den handler meget lidt om alt det, som vi tidligere har hørt så meget om - som for eksempel virussets karakter, politisk strid om lockdowns, smittespredning og uenighed om mundbind og vacciner. Filmen vil det modsatte af splittelse og prøver at vise, hvor meget godt der kan komme ud af, at vi i stedet nærmer os og læner os mod hinanden, altså konvergens. 

Og jo der er mange kontroversielle og triste episoder, men filmen er også positiv og opløftende i sin kasten lys på pandemiens helte og de kæmpe forskelle, som de har gjort for deres patienter og medmennesker.

For selv om filmen rummer megen sygdom, død og uretfærdighed, så nytter det at hjælpe og arbejde sammen, fastslår filmen. Patienter overlevede først og fremmest i kraft af opofrende og omsorgsfuld pleje, portøren og instruktøren Hassan Akkad fik for eksempel ved hjælp af en effektiv mediekampagne hjulpet sine kolleger ved at presse Boris Johnson til at retten til erstatning også gjaldt for det ufaglærte personale, og Armen Henderson formåede at redde mange af Miamis sorte hjemløse fra covid-smitte, tvangsforflytninger, storm og skader efter tilfældig hvid politivold.

Og endelig som rosinen i pølseenden, så lykkedes det rent faktisk at lave en yderst seværdig og vigtig film, som langt de fleste vil kunne have udbytte af at se, og dette er sket ene og alene ved konvergens forstået som filmens mange instruktørers vilje til at hjælpe og samarbejde over grænser.

Convergence: Courage in a Crisis kan ses på Netflix