Galskab på kejsertronen – og sjusk på forlaget

BØGER: Poul og Christina Videbech kombinerer psykiatri og klassisk arkæologi i en levende og velformidlet bog om sindssygdom i Romerriget. Resultatet er fascinerende læsning om kejsere og kejserinder på kanten af galskab. Bogen fortjener topkarakter, men FADL's forlag svigter gevaldigt i deres redigering og opsætning, hvilket påvirker det samlede indtryk.

Jeg elsker denne bog – ´Sindets Ild´.

Fra titlen og det utroligt smukke omslag til det fascinerende emne om de gale kejsere, der mishandlede deres folk, udnyttede deres magt og bidrog til Roms imperiale drømme – og sidenhen fald. Og derfor ærgrer det mig virkelig, at jeg ikke kan give ´Sindets Ild´ topkarakter.

Jeg stopper gerne op ved hver en ruin og udhugget sten i Grækenland og Italien, når jeg besøger disse tidligere majestæter inden for politik, filosofi og kunst. Jeg er nok en venlig læser af ´Sindets Ild´, men som journalist kipper jeg også med hatten for de to forfatteres forståelse for sprog og formidling. De løfter med sproglig elegance et emne, som nemt kunne være serveret som en tør kiks.

Begge forfattere har stærke rødder i akademia. Poul Videbech er professor i psykiatri ved Aarhus Universitetshospital, mens datteren Christina Videbech er postdoc i klassisk arkæologi ved Universitetet i Bergen og gæsteforsker ved Aarhus Universitet. 

Deres tværfaglige tilgang til at beskrive den romerske elites mulige sindssyge er en lille genistreg i sig selv. Kapitlerne indledes ofte med små dramatiserede scener – for eksempel når kejseren Caligula håner en mand af eliten, hvis søn han lige har henrettet for de forkerte meninger. Dramatikken er baseret på antikke kilder, men fortalt i et vellykket litterært greb. 

Forfatternes skrivestil er farverig og levende, og med de dramaturgiske virkemidler træder de gale kejseres personligheder tydeligt frem: Nero som storhedsvanvittig, Elagabal som den 14-årige, der udfordrede seksualitets- og kønsnormer, og kejserinder og andre kvinder af den romerske elite, der blev opfattet som magtliderlige og sygeligt promiskuøse af kilderne, hvis de var for pågående og 'agerende'. Det er både relevant i vores nutid – og kulørt stof, som nemt kan læses og tilgås af et bredt publikum.

Det er kun i prioriteringen af stoffet og bogens struktur, hvor man fornemmer, at de to forfattere ikke er velbevandrede i at formidle til en bredere læserskare. Her kunne forlaget FADL have hjulpet dem med at skære til og omstrukturere. 

Hvad laver I, FADL?

Men ak, FADL's forlag har gået til opsætning og redigering af bogens tekst, som var det et fagligt kompendium, der skulle trykkes. Det ligner venstrehåndsarbejde.

Forlaget har tilsyneladende ikke taget stilling til målgruppen - om de vil præsentere ´Sindets Ild´ som en fagbog eller som en bog til en bredere læserskare. Forfatterne skriver selv i indledningen, at bogen er tænkt til en bredt interesseret offentlighed, og med de litterære og dramaturgiske virkemidler fremstår det også som målsætningen for bogen. Men bogens struktur og tekstens layout rammer mildest talt ved siden af skiven.

Forsiden er gribende æstetisk, og bogen er pakket med flotte billeder. Så langt, så godt. Men når man åbner den flotte bog, så fremstår brødtekstens opsætning amatøragtig og tættere på en afhandling end en populærvidenskabelig bog. Skrifttype og -størrelse er svære at aflæse og kalder mere på en læsesal end sofaen. Mellemrubrikkerne varierer i skrifttype, størrelse og farve. Det er formentlig et forsøg på at lave et hierarki blandt mellemrubrikkerne, men det hører ikke til i en populærvidenskabelig bog. Siderne er kompakte, og overgangene mellem kapitlernes dramatiske indledninger og den almindelige formidling fremstår forhastet og forvirrende med en hovedløs tværgående streg som nødløsning. Dertil kommer, at billedteksterne er større end selve hovedteksten. 

Det kan næppe være en professionel grafiker, der har stået for opsætningen til tryk – eller også har grafikeren troet, at der skulle trykkes en bog til universitetsstuderende, hvor der normalt ikke kæles for den visuelle formidling. Resultatet er næsten ubærligt, når denne bog er så godt tænkt og skrevet af forfatterne.

Det er dog ikke kun tekstens opsætning, der er tyder på sjusk fra forlagets side. Hvis det skulle have været en bog til en bredere læserskare, skulle forlagets redaktør have overtalt forfatterne til at stramme op på flere afsnit og nedtonet de to indledende kapitlers omfattende beskrivelse af metode og kilder. Det er en 'kill your darlings'-øvelse, som er svær for forfatterne selv at mestre. Det kræver en erfaren redaktør. Kapitlerne er skam spændende for os, som elsker at nørde kilder og metode, men det vil kede den brede læserskare – og det er faktisk ikke nødvendigt. At kilderne fra antikken er vanskelige at stole på, og at det er svært at diagnosticere psykiske lidelser, særligt på tværs af 2000 år, kunne være sagt langt kortere, uden at læserne havde misset pointen eller afgørende nuancer. Det kræver ikke to kapitler i begyndelsen af bogen, inden den spændende læsning af hovedemnet kan begynde. Den form for struktur hører til i en afhandling.

Kapitlerne burde have været trukket sammen i en skarp indledning, mens det mere nørdede med fordel kunne være placeret til sidst i bogen, så bogens læsere med sult på mere kunne fortsætte ned i forfatternes arbejdsmetode til sidst i bogen. FADL's forlag har derfor enten sovet i timen eller ikke tænkt, at det er deres rolle at gå deres dygtige forfattere på klingen og vise dem, at en skarpere prioritering af stoffet kan løfte bogens helhed og præsentation. 

Trods disse udfordringer læser jeg ´Sindets Ild´ med stor glæde, og jeg håber det bedste for forfatterne, der har fortjent et vågent forlag ved næste udgivelse. 

Poul og Christina Videbech: ´Sindets Ild´. FADL´s Forlag, 350 kroner på Saxo.com