Jesper Romme Fischer debuterer med ´Dødens København´ med imponerende sans for historiske detaljer og en sikker hånd, der balancerer mellem det groteske og det poetiske.
Er man død, når lægen siger det? Historisk roman om skindød er både klam og knaldgod
BØGER: Historiker Jesper Romme Fischers roman om døden i København i perioden 1860-1890 er både makaber og menneskelig – og trækker læseren ned i mørket med poetisk realisme.
Forestil dig at vågne op i en kiste. Tre meter under jorden. Det er ikke begyndelsen på en gyserfilm, men den helt reelle frygt, der prægede både almindelige københavnere og kulturpersonligheder som H.C. Andersen og Adam Oehlenschläger i 1800-tallet.
Netop den frygt bliver omdrejningspunktet i ´Dødens København´, som udkom 19. juni. Romanen er fiktion, men kulisserne er autentiske, befolket af historiske personer, der bidrager til en stemning af realistisk uhygge og ægte fascination.
Hovedpersonen Emil flygter til København efter en personlig tragedie, og her får han ansættelse ved det nyopførte Charlottenborg Lighus og Kapel – i folkemunde kendt som Schous lighus eller De Dødes Palads. Lighuset tilbyder en morbid, men praktisk service: De velhavende borgere kan betale for at få afdøde opbevaret i op til 20 dage for at sikre, at den døde ikke er skindød og bliver levende begravet.
På lighuset trækkes Emil dybere ind i en verden, hvor videnskaben udfordrer religionens århundredgamle monopol på sandheden om døden. Stadslægen Peter Anton Schleisner eksperimenterer metodisk og næsten rituelt for at fastslå, hvornår et menneske reelt er dødt:
”Så tager du stearinlyset. Tændt, selvfølgelig. Flammen fører du hen til storetåen. Den højre. Hvis der kommer en brandvabel, så er den døde ikke død, men kun skindød. Hvis tåen bliver brændt, sort, som et stykke træ, og hvis det begynder at ryge, og det lugter tydeligt af brændt kød, så flytter du stearinlyset til den venstre tå. [...] Så flytter du stearinlyset til højre tommelfinger og til sidst venstre tommelfinger. Det kan ikke være så svært at forstå. Kun de fire steder.”
Scener som disse er uhyggeligt virkningsfulde og giver historiker Jesper Romme Fischers roman sin helt særlige styrke. Fischers København er nemlig ikke romantisk eller pittoresk – den er stinkende, fattig og livsfarlig. Det er en by i forvandling, hvor dybe klasseskel afspejles brutalt i hverdagen. De fattigste københavnere sover stående i lurvede lejligheder, bundet fast med læderremme – som Emil selv oplever – og romanen rummer detaljerede beskrivelser af disse tragiske, men realistiske scener.
Romanens største styrke er dens levende miljøskildringer. Schous lighus fremstår især klart og detaljerigt, næsten som en karakter i sig selv. Men også Assistens Kirkegård, Københavns gader og slumområder beskrives med en detaljegrad, som både fascinerer og frastøder.
Fischer bruger autentiske historiske begivenheder som afsæt for sin fiktion. Blandt andet fortællingen om Birgitte Bodenhoff, hvis grav på Assistens Kirkegård i 1960’erne blev åbnet af hendes slægtning, politikeren Viggo Starcke, på baggrund af en familiehistorie om, at hun muligvis var blevet levende begravet. Selvom historien aldrig blev bekræftet, formår Fischer at bruge det morbide rygte på dramatisk vis i romanens plot. Også den virkelige stadslæge Schleisners teorier om skindød, samt hofbedemand Schous urealiserede drøm om et stort, tysk-inspireret lighus, indgår i fortællingen og giver den en solid, historisk forankring.
Men romanen er ikke uden svagheder. Efter en stærk, velkomponeret første halvdel taber historien noget tempo i midterdelen, hvor nogle passager føles gentagende og unødvendigt dvælende. Romanen lider også under redigeringsfejl, eksempelvis når samme sætning gentages tre gange inden for få linjer meget tidligt i bogen. Det trækker ned i læseoplevelsen.
Er ´Dødens København´ en krimi? Ikke i klassisk forstand, selvom der er en tydelig spændingskurve og en personlig tragedie, der driver handlingen frem. Snarere er det en psykologisk spændingsroman med eksistentiel dybde, der stiller spørgsmål om grænserne mellem liv og død, skyld og moral. Det er en roman, der tør udfordre læserens forståelse af livets forgængelighed og dødens (måske) definitive karakter.
Jesper Romme Fischer debuterer med ´Dødens København´ med imponerende sans for historiske detaljer og en sikker hånd, der balancerer mellem det groteske og det poetiske. Resultatet er ikke kun en historisk roman, men også en mørk refleksion over menneskets frygt og fascination af døden. Den bliver siddende i kroppen længe efter, at sidste side er vendt.
Jesper Romme Fischer: ´Dødens København´, Skriveforlaget, udkom 19. juni, 180 kroner
- Oprettet den .