
Laura Ringo har skrevet en roman om kærlighed, optikerarbejde og kræftsygdom. ’Efter kort tids sygdom’ bygger på egne oplevelser og tager et klart standpunkt i debatten om screening for tarmkræft.
Pårørende-roman vil have folk til at sende deres lort med posten
BØGER: Laura Ringos ’Efter kort tids sygdom’ er et tydeligt debatindlæg om screening for tarmkræft. Men romanen er læseværdig også for sine skildringer af parforhold og optikerbranchen.
Lolland-Falster er i sundhedsdebatten ofte blevet synonym med lægemangel, multisygdom, for meget brun sovs og for mange hjemmerullede cigaretter.
Også derfor er der noget forfriskende over Laura Ringos seneste roman, ’Efter kort tids sygdom’.
Her møder vi Nelly og Troels, der bor på Falster, men som hverken er overvægtige, storrygere eller diabetikere. Hun arbejder som optikerassistent, han er pædagogmedhjælper for nogle voksne med sindslidelser. De er beskrevet som næsten aggressivt gennemsnitlige – lidt i stil med karaktererne hos den irske succesforfatter Sally Rooney. Uden at de bliver udleveret som værende kedelige på nogen måde. Det eneste usædvanlige ved parret er en vis aldersforskel: Nelly er omkring de 30, Troels er lidt over 50. Efter noget mavebesvær bliver han pludselig diagnosticeret med tarmkræft.
’Efter kort tids sygdom’ er skrevet fra partneren Nellys perspektiv. Det er en roman om at være pårørende. At håndtere en træls chef, nye kolleger i optiker-butikken og venindemiddage, mens ens husbond efter operation med lynets hast er blevet 20 år ældre og ikke længere kan holde på maden. Troels er en mand af den type, der ønsker at holde sin diagnose skjult for kolleger og venner. Det viser sig kun muligt et stykke hen ad vejen.
Baseret på virkelige hændelser
Beskrivelserne af ventetid, prøvesvar og indlæggelse på hospitalet virker voldsomt naturtro. Her er skarpe signalementer af dårlig lægekommunikation, når en overlæge inddrager Apple-grundlæggeren Steve Jobs, mens han overleverer en dårlig nyhed. Der er også den indsigt, mange patienter heldigvis ofte møder: Hvor søde langt de fleste generelt er i det danske sundhedsvæsen.
Laura Ringos hovedperson har et godt blik for, at også medarbejderne i sundhedsvæsenet er mennesker, der hver dag går på arbejde og bruger nogle standardlinjer over for patienterne, på samme måde, som hun selv gør det over for sine kunder i optikerbutikken. Laura Ringo skriver med stor fortrolighed om både livet som optiker-assistent og som pårørende til en kræftpatient med gode grunde. Hendes omtrent 10. bog er baseret på egne oplevelser og kun tilført et tyndt lag fernis af fiktion. Laura Ringos egen kæreste i det virkelige liv har også gennemlevet et lignende sygdomsforløb, og hun har arbejdet ”on and off” i optikerbranchen i 10 år, sandsynligvis fordi det sjældent giver nok at skrive ungdoms- og voksenromaner.
Et klart budskab
’Efter kort tids sygdom’ er et tydeligt debatindlæg, der støtter op om screening for tarmkræft. Alle personer i alderen 50-74 år bliver tilbudt at deltage i screening for tarmkræft hvert andet år, men kun omkring halvdelen benytter muligheden for at sende en afføringsprøve til hospitalet. Deltagelsen i tarmkræftscreening er også faldende, har Sundhedspolitisk Tidsskrift beskrevet tidligere i år.
”Jeg vil have folk til at sende deres lort med posten,” skriver forfatteren i et efterord. Et så tydeligt sigte med et stykke fiktion kan godt gøre et værk lidt ensidigt og, ja, overtydeligt. Men Laura Ringos roman bliver heldigvis aldrig som at læse en pamflet fra Kræftens Bekæmpelse. Det er også en tilpas krøllet kærlighedshistorie, der skildrer et parforhold med de små private koder og referencer, der opstår under mange års samliv.
”Jeg vil underholde, og jeg vil levere et klogt og reflekteret alternativ til streamingtjenesterne. Jeg vil udgive en god bog, som kan konkurrere med alle de tilbud, der er på HBO eller Netflix,” har Laura Ringo udtalt tidligere i et interview med DR.
Jeg synes faktisk, hun lykkes godt med denne klare målsætning.
Man glider gennem bogen i samme fart, som man glubskt hopper fra afsnit til afsnit i en medrivende Netflix-serie. Laura Ringo drysser en række breve ud over romanforløbet: Her henvender Nelly sig på mere inderlig vis til bogens øvrige karakterer. Grebet ligner lidt indslagene med læserbreve i Stine Pilgaards hit-roman ’Meter i Sekundet’, men de fungerer ikke helt så godt her. Laura Ringo har ikke helt samme humor eller overlegne sprog som Stine Pilgaard. Mindre kan også gøre det. Hun har til gengæld flair for at skabe realistiske, grundnormale karakterer, og man mærker som læser, hvordan sygdomsforløbet udvikler hendes forståelse for, hvordan det er at være tæt på mennesker og patienter – hvad enten det er på en hospitalsgang eller i en optiker-butik, som også diagnosticerer for store folkeøjensygdomme.
Laura Ringo oplyser i en efterskrift, at hun agter at søge ind på sygeplejestudiet. Sådan kan alvorlig sygdom rokke ved patienter og pårørendes levebane. Også på en positiv måde. Skulle forfatteren en dag udskifte optikerbutikken med et hospital, vil jeg glæde mig til at læse en roman om dén udvikling også.
’Efter kort tids sygdom’ udkommer 29. april på alpha forlag og koster 269,95 kroner
- Oprettet den .