Når mad bliver medicin – men hvor er evidensen?

BØGER: Læge Ulrik Hjerpsted serverer personlig erfaring og funktionel medicin i letfordøjelige bidder. Men mellem de grønne tallerkener og inflammationsfrie idealer udviskes grænsen mellem dokumenteret viden og anekdotisk overbevisning.

I ´Når mad helbreder´ inviterer læge Ulrik Hjerpsted læseren med ind i sit eget maskinrum: en rejse fra ungdomsår med maveproblemer og ledsmerter til rollen som fortaler for funktionel medicin og individuel kostoptimering. Bogen er skrevet i en mild, tilgængelig tone og rummer både konkrete råd, personlige anekdoter og 44 opskrifter. Men undervejs bliver det vanskeligt at skelne mellem det, der er underbygget af solid forskning, og det, der hviler på selveksperimentering, hypoteser og erfaringer fra en klinik, som samtidig er forfatterens egen.

Bogens indledning er både sympatisk og menneskelig. Hjerpsted fortæller levende om egne helbredsproblemer og den frustration, han oplevede som patient i et sundhedssystem, der ikke kunne give svar. Det er let at identificere sig med hans søgen efter årsager og løsninger. Men når den personlige fortælling glider over i generelle anbefalinger, sker det ofte uden tydelig markering af, hvornår der er tale om individuel erfaring, kliniske observationer, dyreforsøg eller evidensbaseret viden.

Særligt i afsnittene om kost og kosttilskud bliver denne gråzone tydelig. Når Hjerpsted eksempelvis skriver, at ubehag og lav energi efter en kostomlægning “faktisk er et godt tegn på, at kroppen renser ud”, henviser han til den såkaldte ’die-off’-reaktion eller Jarisch-Herxheimer-reaktionen, der anvendes i forbindelse med infektioner, men endnu ikke er etableret i forhold til kostændringer hos raske mennesker.

Lignende skråsikkerhed findes i afsnittet om gluten:  

“Gluten er verdens mindste lektin, og dens fornemmeste opgave er at ødelægge tarmens tight junctions, som så giver utæt tarm og symptomer på inflammation.” 

Det er en markant påstand, der blandes med et mærkværdigt sprog – ’dens fornemmeste opgave’. Gluten er endnu ikke etableret som problematisk for raske mennesker, og hypotesen om ’utæt tarm’ formidles, som var det etableret viden.

Også afsnittet om kaffe rummer eksempler på overdrivelse forklædt som oplysning:   

“Når vi drikker kaffe, kan vi derfor få mykotoksiner med, som kan udløse reaktioner hos personer med skimmeloverfølsomhed.” 

Bekymringen fremstår reel, men proportioneringen mangler. Mykotoksiner i kaffe er velregulerede i EU med meget lave grænseværdier. Alligevel kan den ukritiske læser efterlades med indtrykket af, at daglig kaffeindtagelse er en mulig kilde til udbredte helbredsproblemer.

På den praktiske side leverer bogen dog et positivt bidrag: Opskriftsdelen er overraskende tilgængelig og velformidlet. Den del er udviklet af kokken Simon Foskjær. Med variationer over grønt og lyst kød – og plads til både tatar og æggesalat – adskiller bogen sig fra mange andre kostbøger i genren, hvor kompleksiteten ofte er høj og ingredienslisterne lange. I ´Når mad helbreder´ er tilgangen pragmatisk: ingen behov for specialbutikker, og med lidt flair for madlavning kan man komme langt. Hjerpsted formidler maden enkelt og appetitligt, og selv det antiinflammatoriske får en jordnær smag. 

Der er ingen tvivl om, at bogen rammer en tendens. Mange oplever, at livsstil, kost og miljø har betydning for deres helbred. Funktionel medicin appellerer til mennesker, der føler sig oversete i et standardiseret sundhedssystem. Den nysgerrighed og det eksperimenterende blik på krop og kost er værdifuldt. Men netop derfor bør man som læge og formidler være ekstra omhyggelig med at skelne mellem og deklarere det, vi ved, og det, vi tror – og det, vi eksperimenterer med.

Når mad helbreder er hverken videnskabelig litteratur eller klassisk selvhjælpsbog. Den placerer sig i grænselandet mellem personlig fortælling og klinisk erfaring – og det gør den både inspirerende, men ikke ligefrem almendannende. 

Ulrik Hjerpsted: ´Når mad helbreder, er udkommet på forlaget Grønningen 1, 240 kroner på Saxo