Ny norsk roman om det værste, der kan ske, er verdensklasse

 
 
 
 
 

BØGER: Den mange gange prisbelønnede forfatter Carl Frode Tillers nye roman ´Flugt´ om et forældrepars tab af deres 12-årige søn kommer helt sikkert til at høre til på listen over bedste udenlandske litteratur udgivet i 2023. Den er dybt bevægende, genialt komponeret og fuldstændig uforglemmeligt skrevet.

Det er juleaften, den 12-årige Johannes er året inden død i en trafikulykke, og ved hans gravsted står hans forældre, hvis ægteskab er opløst efter sønnens død. Men nu mødes forældrene for sammen at sætte lys på Johannes´ gravsted. Bagefter skal de, Elisabet og Sakarias, ødelagte af sorg, skyld og skam hver til sit for være alene denne første juleaften uden sønnen.

Men i stedet tilbringer de sammen aftenen og natten i Elisabets hjem, hvorfra Carl Frode Tiller indleder sin nye bjergtagende roman ´Flugt´, om forældrekærlighed, voksenkærlighed, karrierer, kommunikationsbrist, kønsidentitet, død, sorg, skyldfølelser – og hvad der monstro er mellem himmel og jord.

Da Johannes levede, var kommunikationen i den lille familie allerede brudt sammen. Elisabeths karriere som koncertpianist førte hende konstant ud af hjemmet og til udlandet. Sakarias begravede sig i arbejde og var i øvrigt i det store hele ene om at passe Johannes, der i ensomhed sloges ikke kun med sine forældres krav om at være en social og rigtig dreng, men især ikke mindst også med sin ikke-kontrolable trang til morens makeup, pigetøj, røde hårspænder og vrikkende gang. Kun sin demente mormor og sin elskede hund Bonzo, som Sakarias og Elisabet i misforstået forældreomsorg tager fra ham, tør han betro sig til:

”Jeg stoppede op og trak trøjeærmet ned over hånden og tørrede først det ene øje, så det andet, og så gik jeg videre, jeg begyndte at gå hjemad, men jeg ville ikke hjem, i hvert fald ikke nu hvor Bonzo var væk, jeg ville ikke se på hans seng, dynebetrækket med hundehårene på og den bugtede inderside af papkassen hvor jeg havde skrevet »best friends forever«, jeg magtede det ikke, jeg savnede ham sådan, søde, gode Bonzo, Bonzo som holdt så meget af mig uanset hvad der skete, ham der var ligeglad med om jeg var sådan eller sådan, ham der elskede mig uanset hvad jeg sagde og gjorde, han var præcis som folk sagde at Gud var, Gud var også ligeglad med om man var sådan eller sådan, han elskede alle uanset hvad, helt uden betingelser, Gud er kærlighed, kunne jeg huske at vi engang sang i kirken, og det var sandt, både Gud og Bonzo var kærlighed, og nu var Bonzo væk, Gud var væk, gode Gud og søde, gode Bonzo, jeg ville ikke hjem når han ikke var der, ikke endnu, så jeg vendte om og gik den anden vej i stedet.”

Men nu hvor ikke kun Bonzo, men også Johannes er væk og familien opløst, vokser problemerne blot yderligere for ægteparret. Elisabets skyldfølelser over ikke at have været mere tilstede drukner hun fra tidlig til silde i alkohol, og Sakarias arbejder som aldrig før. Da ægteparret mødes på kirkegården, er de hver især sorgbetyngede på flugt fra sig selv og hinandens fælles fortid uden at kunne nå hinanden:

”Jeg tænker bare at hvis jeg havde været mere hjemme, så havde jeg bedre kunnet se hvad det var han kæmpede med, sagde hun.

Jeg så på hende og trak på skulderne.
Hvad taler du om? sagde jeg.
 Hun lukkede øjnene og rystede på hovedet, ventede lidt, og så skubbede hun stolen bagud og rejste sig.
 Elisabet. Du må ikke gå nu! sagde jeg.
 Jeg bliver nødt til at gå ind og lægge mig lidt igen, sagde hun. Beklager.
 Hun gik ind i soveværelset og lukkede døren efter sig. Jeg skulle til at følge efter hende, men jeg gjorde det ikke, jeg sad bare helt stille og så på mine hænder, jeg var træt og ked af det, men også irriteret, hun sad ligesom og anklagede sig selv for at have svigtet Johannes, men egentlig var det jo mig hun anklagede, hun påstod at Johannes havde det svært, og at jeg ikke havde gjort noget ved det, at jeg ikke engang havde lagt mærke til det, hvis hun derimod havde været hjemme, ville alt have været anderledes, sagde hun, som om jeg som far var ude af stand til at hjælpe mit barn, som om der skulle en mor til,” tænker Sakarias.

Men ´Flugt´ beskæftiger sig alligevel mindre med selve den grusomme sorg, som må følge et tab af sit barn og i stedet mere, hvad der førte frem til sorgen, hvordan disse samme ting kan manifestere sig i den efterfølgende sorg, og hvad der kan lindre denne.

Og bogen løfter sig således fra at handle om den let forståelige sorg over et mistet barn til samtidigt også at være en skildring af det moderne menneskes mellemmenneskelige konflikter, manglende kommunikation og nærvær og den deraf følgende mere eksistentielle smerte og sorg – uanset alder og køn.

Hvorfor og hvordan det gik til, at Johannes døde, og hvad det endelige resultat er af det tidligere ægtepars mange snakke på denne juleaften, får vi først at vide sidst i bogen. Derfor skal der ikke røbes mere om romanens handling, som fortælles af både Johannes, Sakaris og Elisabet, der på skift overtager hinandens beretninger, sågar replikker og hele og halve sætninger på en måde, som først forvirrer, men som så bliver ligeså organisk, sproglig musikalsk og inciterende at læse, som den musik af Bach, som Elisabet er berømt for at spille, og som Johannes så godt kunne lide.

´Flugt´ er en læseoplevelse af de mere sjældne, og Tiller, der udover at være forfatter også er historier og musiker, har et øje for slugterne mellem, hvad vi siger, og hvad vi tænker og føler, som er formidabelt og troværdigt.   

Så troværdigt, at man ubesværet følger ham, selv når han bevæger sig ud over den strikt realistiske tekst og finder forløsninger i det metafysiske og i opløste grænser mellem det levende og det døde.

Er de døde nu også helt døde, eller kan vi på et eller andet plan stadigvæk godt kommunikere med dem? lyder et af de grundspørgsmål, som Tiller stiller sig selv og læseren. Blandt andet her i form af Elisabets tanker, efter at hun har forsøgt at tale med præsten om, at Johannes efter sin død har vist sig for hende som pige:

"Hvorfor er det så umuligt at acceptere at vi kan nå hinanden, at der findes måder at kommunikere på? sagde jeg til ham, men enten undervurderede han mig fordi jeg var beruset, eller også var han dummere end jeg troede. Han svarede i hvert fald med banal psykologi. Han sagde at han ikke tvivlede på at jeg havde oplevet det jeg sagde jeg havde oplevet, men at det sandsynligvis var sorgen der havde talt, at det handlede om at jeg så det jeg havde brug for at se. Det er nok din hjerne der fremmaner det du savner, det er ikke usædvanligt, sagde han, og så lagde jeg på med det samme, jeg sagde ikke engang farvel, jeg brød mig ikke om at blive talt til som om jeg var et barn, det brød jeg mig forresten heller ikke om da jeg var barn.

Jeg kom til at tænke på Foucault. På kontrol og magt. På at videnskaben havde disciplineret os. Ikke engang præsterne her i landet er religiøse længere, tænkte jeg, tilmed vores præster har lukket af for alt hvad vi ikke kan forklare med videnskabelige begreber og teorier, de tror de er religiøse, men det er de ikke, de er fuldstændig blinde for alt det de ikke forstår, når det kommer til stykket, er de skrækslagne for al metafysik, de har reduceret sig selv til moderne livsstilscoaches, og når de står der på prædikestolen, er det som at høre nogen læse op fra en banal selvhjælpsbog, tænkte jeg mens jeg gik ned ad den smalle sti der slyngede sig gennem den gamle kirkegård ned mod den nye del. ”

´Flugt´ bekræfter på smukkeste vis romanens berettigelse også i det 21. århundrede, og det er en fryd at opleve, hvor vedkommende, indsigtsgivende og elegant det kan gøres. Og skal man kun læse en roman i år, er ´Flugt´ et godt bud.

Carl Frode Tiller: ´Flugt", er udkommet på forlaget Gutkind og koster 214,95 kroner

 

Om Carl Frode Tiller

  • Carl Frode Tiller har tidligere blandt andet modtaget Tarjei Vesaa prisen, Brageprisen, Sultprisen, Kritikerprisen og EU’s litteraturpris og har været indstillet til Nordisk Råds litteraturpris tre gange.
  • Carl Frode Tiller debuterede i 2001. ´Flugt´ er hans 11. bogudgivelse
  • Hans bøger er oversat til mere end 20 sprog
  • Oprettet den .