| | | | | |
 

Alla Shapiro. Foto: University of Nebraska

Ukrainsk læge skriver om sovjets iskolde ligegyldighed efter Tjernobyl-ulykken

 
 
 
 
 

BØGER: Da atomkraftværket Tjernobyl for 36 år siden sprang i luften i Ukraine i det tidligere Sovjetunionen, var onkolog med speciale i børneleukæmi, Alla Shapiro, blandt den lille  håndfuld læger, der først blev hidkaldt til - uden beskyttelse, instrukser og faglig viden - at tage hånd om ofrene. Hendes bog om ulykken er rig på faktuel viden, men også en mponerende personlig udviklingshistorie.

Tidligt om morgenen 26.april 1986 bliver Alla Shapiro vækket af sin far, som fortæller hende, at den amerikanske radiostation Voice of America hævder, at der er sket en atomulykke nær Tjernobyl, som ligger en times kørsel fra hovedstaden Kijev. De russiske medier er tavse, men da hun ankommer på arbejde på Kijev børnehospitals onkologiske afdeling, begynder det at strømme ind med strålesyge børn, og kort efter bliver hun sendt til byerne omkring ulykkesstedet, fremgår det af hendes uhyggeligt aktuelle bog og meget personlige beretning "Doctor on Call". Det er en bog om Sovjetstyrets løgne og Tjernobyls forfærdelige sandheder, efter at én af atomkraftværkets reaktorer var eksploderet:

”Der er tidligere publiceret beretninger, som har påpeget Sovjets manglende forberedelse til at kunne håndtere strålingsulykker. Min går videre end dette og fortæller om de løgne og den overlagte misinformation, som gennemsyrede regeringen fra katastrofens begyndelse, hvor vi akutlæger ikke blot arbejdede i total uvidenhed, men også i modstrid med vores samvittighed blev tvungne til at deltage i bedraget af offentligheden,” skriver Alla Shapiro. Hun var tavst var nødt til at se på, at tusindvis af børn og voksne løb barfodede rundt i kontamineret sand, drak forgiftet vand, spiste strålingsinficeret mad og i det hele taget opholdt sig uden døre i den livsfarlige, radioaktive luft. At advare ville have kostet hende jobbet for altid og en mulig fængselstraf.

Hvor mange menneskeliv og kræft- og hjertesygdomme, som Sovjetmyndighedernes fortielser har kostet, er uvist. Blandt fordi der ikke findes valide data, men også fordi mange strålerelaterede sygdomme - som for eksempel tarmkræft, brystkræft og kræft i skjoldbruskkirtlen - først manifesterer sig op til årtier senere ifølge Shapiro, der også selv i 2011 er blevet behandlet for, hvad hendes læger efter diverse gentests har betegnet som en stråleinduceret tarmkræft.

At læse Alla Shapiros detaljerede og selvoplevede beskrivelser af Sovjetstyrets inhumane forvanskninger af sandheden og iskolde ligegyldighed overfor de menneskelige omkostninger er ikke blot et voldsomt interessant historisk tilbageblik på verdens største atomkraftulykke og håndteringen heraf samt af, hvordan det er at leve i Kijev under sovjetisk dominans.

Bogen er med sin rigdom på faktuel viden, historiske detaljer og personlige anekdoter også en meget vigtig, omend uhyggelig reminder om, at der måske er mere god grund, end vi bryder os om at tænke på, til at tage de nuværende nødråb fra såvel ansatte på Tjernobyl og FN alvorligt, når begge parter i disse dage advarer mod russiske soldaters tilsidesættelser af en lang række af det nu nedlagte kraftværks livsvigtige sikkerhedsregler, som de vurderer kan medføre en katastrofe, som vil kunne være mange gange værre end ulykken i 1986.

Alla Shapiro har efter ulykken viet sit liv til bedre behandling af stråleskader, for efter at det i stigende grad gik op for hende, at det var med fuldt overlæg, at myndighederne holdt hende og hendes kolleger i uvidenhed om, hvordan de skulle beskytte selv og deres patienter, samt at deres primære opgave således ikke var at redde liv, men blot opretholde ro og orden udstyret med Sovjetstyrets løgne, besluttede hun sig for sidst i 80’erne at flygte fra Sovjetunionen for herfra at komme til USA. At hun og familien, der alle var jøder, var uønskede af det sovjetiske styre og blandt andet blev diskriminerede på arbejdsmarkedet, bidrog dog til beslutningen.

Efter endnu engang at have uddannet sig til læge og gennemgået en specialistuddannelse i pædiatrisk hæmatologi/onkologi i USA har Alla Shapiro siden 2003 arbejdet for de amerikanske sundhedsmyndigheder  FDA, hvor hun har forsøgt at udvikle sikre og effektive medicinske behandlinger overfor kemiske, radiologiske og nukleare trusler.

Alla Shapiro er netop gået på pension, men er i dag en af verdens førende eksperter i medicinske modforanstaltninger i forbindelse med udsættelse for stråler, og "Doctor on Call" er en lækkerbisken for fans af HBO’s miniserie "Chernobyl" fra 2019 om, hvad der foregik på ulykkesnatten på kraftværket. I denne bog får man masser af nye facts og detaljer om de sundhedspolitiske aspekter ved katastrofen, som berørte ikke kun Ukraine, Belarus men også en række nordeuropæiske lande, der alle målte forhøjede strålingsværdier.

Men bortset fra Shapiros mange opfordringer til at tage truslerne fra atomkraftværker og terrorister mere alvorligt, så fremsætter hun også skarpe advarsler overfor de bedrag, der underminerer vores evner til at reagere på globale katastrofer samt overfor USA’s manglende beredskab. Blandt andet i forhold til den nuværende covid-19-pandemi.

Shapiro har under covid-19 tydeligvist været helt tæt på det amerikanske pandemiberedskab om hvilket, hun skriver, at USA fra 2019 slet ikke havde styr på sit beredskab, sine kommandogange, kommunikationskanaler og sundhedsressourcer stillet overfor såvel en viral pandemi som overfor andre globale sundhedskatastrofer.

Ifølge hende advarede de amerikanske sundhedsmyndigheder gang på gang mod manglende ressourcer og uhensigtsmæssige procedurer, men ikke desto mindre skar Trump-regeringen og kongressen ned på selv de mest nødvendige bevillinger i 2019 med næsten 50 procent af det forslåede budget, som ville have kunnet rette op på de værste forhold, efter at en simuleret pandemiøvelse året tidligere havde demonstreret, at mindst 500.000 amerikanere ville dø unødigt, hvis landet blev udsat for en influenzapandemi. I dag er mere end en million amerikanere døde af coronavirus.

"Doctor on Call" kan med udbytte læses såvel som en thriller om Sovjetunionens Tjernobyl som en imponerende personlig udviklingshistorie om en kvindelig læge og immigrants stædige kamp for personlig og faglig frihed til at forbedre viden om behandling af stråleskader.  

Alla Shapiro: "Doc­tor on Call: Cher­nobyl Respon­der, Jew­ish Refugee, Radi­a­tion Expert" koster 262 kroner hos Saxo.dk