| | | | | |
 

Traume-læge i åbenhjertig bog: Udbrændthed er den største trussel

BØGER: Efter at have arbejdet i en menneskealder som en af Irlands førende akut- og traumelæger, måtte Chris Luke allerede som 59-årig smide håndklædet i ringen og bede om tidlig pension, da han blev ramt af udbrændthed:. Det har han nu skrevet en forbløffende åbenhjertig bog om.

Burnout er en form for "åndelig anæmi", og når denne udgør den største trussel mod sundhedsvæsnet, skyldes det, at udmattelsen af ånden og det medfølgende tab af energi og engagement hos læger er væsentlig mere nedbrydende for sundhedsvæsnet end manglen på senge eller personale. Det skriver den i mange år og indtil 2019 ledende overlæge i akut- og traumemedicin, Chris Luke, i sin nye foruroligende bog "A Life in Trauma", hvori han fortæller om sine 35 års op og nedture på traumeafdelinger i Australien, England, Skotland og sit fædreland, Irland.

Chris Luke har tilsyneladende aldrig været bange for at sige sin mening om, hvordan især det irske sundhedsvæsen kan forbedres. Og det er han heller ikke nu i sin erindringsbog "A Life in Trauma", der adskiller sig fra mange andre autobiografier ved ikke blot at være en glat iscenesat succesfortælling, men i stedet en upoleret rejse fra hans start i livet som børnehjemsbarn over store faglige sejre til at ende som en udbrændt ledende overlæge på kanten af et alkoholproblem i sofaen efter fyraften. Chris Luke lægger ikke skjul på, at også han er fejlbarlig.

Men traumet, der indleder "A Life in Trauma", er ikke af den fysiske slags. I stedet starter Luke sine erindringer med et TV-interview i 2011, hvor han som leder af tre akutafdelinger på tre forskellige hospitaler i den irske by Cork udmattet og fortvivlet raser over, hvordan patienter på bårer så langt øjet rækker, elendig bemanding og for få ressourcer betyder, at han ikke kan give traume- og akutpatienterne tilstrækkelig kvalitet i behandling.

Interviewet bliver den traumatiserende start på enden af en ellers indtil da til stadighed fortsat blomstrende og prisbelønnet karriere. For Lukes timing er katastrofal, han udtrykker sig aggressivt og firkantet på en måde, som gør, at han bliver et let offer for en shitstorm på de sociale medier, som han ikke kan forsvare sig imod, da hans grundlæggende problem ikke kun er et ressourcefattigt sundhedsvæsen, men også personlig udbrændthed og afmagt.

Manden, der indtil det famøse og for mange så provokerende interview, syntes at kunne både flyve og gå på vandet, befinder sig pludselig kæmpende for sin professionelle overlevelse i et frådende oprørt digitalt mediehav. Han overlever med hiv og sving stormen og arbejder trods svingende grader af udbrændthed helt frem til 2019, hvor han ansøger om tidlig pension.

"A Life in Trauma" er nok så meget ment som Chris Lukes egen forklaring på, hvad der gik galt for den ellers så populære, landskendte og både politisk og fagligt erfarne ledende overlæge, som det er en advarsel til kolleger og sundhedsvæsnets ledere om, hvad der kan ramme selv den bedste og mest passionerede læge, når man som han for eksempel er udmattet og udbrændt efter at have behandlet 125.000 akutpatienter, og hvor lyset forenden af tunnelen kommer fra endnu et modkørende og ressourcedrænende tog.

Og bogen er derfor på mange måder et vink med en vognstang til ledere i sundhedsvæsnet, som han mener er nødt til at påtage sig ansvaret for deres rovdrift på udmattede læger og sygeplejersker. Om ikke af anden grund så for at redde sundhedsvæsnet for lægers og sygeplejerskers flugt fra burnout:

”Du har mennesker, der er engagerede, og som føler det som et stærkt kald at være i sundhedsvæsenet. Mennesker som gør det rigtige, men som alligevel ender med konstant at blive forbundet med det forkerte. Det er et misforhold mellem at ville gøre det rigtige og så alligevel ende op med at gøre mindre end det rigtige. Det er denne moralske patologi, der er roden til udbrændthed,” mener Chris Luke, som vurderer, at sundhedsvæsnets stigende problemer med at rekruttere personale primært skyldes udbrændthed og udmattelse.

Et af bogens vigtige budskaber er, at udbrændthed ikke bare er en indre, personlig følelse af sammenbrændthed. Udbrændthed rummer nemlig ifølge Chris Luke i allerhøjeste grad også en ydre manifestation, som medfører, at man reagerer med vrede, negativitet og kynisme:

 ”Man bliver virkelig vanskelig, for vanskeligheder gør folk vanskelige. Man bliver halvdelen af ​​et menneske, halvdelen af en ​​far, halvdelen af ​​en ægtemand – eller mindre end halvdelen af det, som man plejerede at være,” skriver Luke, der om konsekvenserne af sin afmagt i forhold til jobbets uopnåelige krav blandt andet skriver:

”Jeg røg ikke hash, jeg sniffede ikke kokain, og jeg jagtede ikke kvinder, men jeg tilbragte mere og mere af min fritid på sofaen hyggende mig med et glas rødvin. Og jeg blev ramt af frygtelig skuffelse over min karriere i opløsning. Det værste af alt var, at jeg udsatte min familie for stadig hyppigere, tankeløse og uberettigede vredesudbrud.”

Men "A life in Trauma" er dog på ingen måde kun et smerteligt, skuffet defensorat fra en tidligere Tarzan og nu delvist udbrændt stjerne på det britiske sundhedsvæsens himmel. Chris Lukes beretning er også en indsigtsfuld og til tider dramatisk beretning om, hvad der kan drive en perfektionistisk læges kamp for den perfekte behandlingskvalitet i et ikke-perfekt sundhedsvæsen.

Luke dykker således dybt og sjældent personligt beskrevet ned i en professionel kamp, hvor daglige følelser som bekymring, medfølelse, tvivl, fortvivlelse, og frygt, men også glæde over at have betydet en positiv forskel for en patients overlevelse, hele tiden skal jongleres. Samtidigt med, at sårbare patienter venter i overfyldte venteværelser, og at kvaliteten af indsatsen og forskellen mellem patientens fortsatte liv eller hurtige død ofte kan tælles i minutter.

Chris Luke, der angiveligt besidder et særligt talent samt en beundringsværdig passion for akutmedicin, har med sin bog begået en spændende og interessant memoire om i hvor høj grad, at traume- og akutbehandlinger har forandret sig til det bedre de seneste 40 år. Men også om hvordan problemer med for få ressourcer, overbelastning og lange ventetider alligevel fortsat kan bestå på overfyldte akutafdelinger. Ikke kun i Irland, men også i andre lande som i for eksempel Danmark.

Men selv om manglende ressourcer, tid og plads under uhensigtsmæssige strukturer i nogle situationer kan udgøre den afgørende faktor for, hvorvidt traumelægen redder eller mister liv på sin vagt, så kan den enkelte læge alligevel ifølge Chris Luke alligevel sagtens udgøre en positiv forskel både for patienten og sig selv gennem at holde sit fokus på at være til bedst mulig hjælp for den enkelte patient:

"Jeg er helt overbevist om, at det, vi gør i sundhedsvæsenet i form af omsorgen for andre, ikke kun er godt for de andre. Det er også vældigt godt for omsorgstageren. Videnskaben peger lige nu på, at det at være venlig og omsorgsfuld, at gøre det rigtige og opføre sig altruistisk er forbløffende godt for din hjerne, dit mentale velfærd og dit fysiske velvære. Moral er måske meget umoderne, men jeg tror stadig på, at den udgør kernen i alt, hvad vi foretager os,”

Chris Luke vendte tilbage til sin elskede akutafdeling for en periode i pandemiens første halvår i 2020, men underviser ellers i dag medicinstuderende og yngre læger i, hvordan man redder traumepatienters liv. Ikke kun i fortravlede akutafdelinger, men også andre steder som i for eksempel ambulancer på vej til traumeafdelinger.

Chris Luke: "A Life in Trauma: Memoirs of An Emergency Physician" koster 11,75 euro hos Amazon