Forfatteren Meg Mason hyldes alle steder for sine beskrivelser af svær depression.

Bestseller om depression er skarp, sort og forbløffende sjov

 
 
 
 
 

BØGER: Romanen Sorrow and Bliss går lige nu sin sejrsgang i Australien, New Zealand, USA og Europa, og forfatteren Meg Mason hyldes alle steder for sine beskrivelser af svær depression.

Godt 20 år efter, at Martha første gang blev ramt af sin første depression og efter stribevis af møder med utallige læger, endeløse medicinske behandlinger og forliste jobs og parforhold, ved den 40-årige hovedperson Martha i den britisk-autraslek roman "Sorrow and Bliss" faktisk stadig ikke, hvad der er galt med hende. Hvorfor kan det tage hende dage at komme ud af den seng, hvorfra hun med sin skarpe humor piner og sårer sine nærmeste med sjove, men grusomme og fornærmende bemærkninger?

Det eneste, der står klart fra bogens start, er, at Martha, som engang arbejde på Vogue, som plejede at bo i en pied-à-terre in Paris og senere i Oxford med sin mand Patrick, der elskede hende over alt på jorden, nu er tvunget til at flytte hjem til sin fordrukne mor og sin kendte, men endnu upublicerede poet af en far, hvorfra hun måske kan forsøge at finde en ny begyndelse på sit liv.

Alt i alt en banal start på en roman, som således til forveksling umiddelbart kan ligne mange andre romaner fra hylderne med fly-litteratur. Men selv om "Sorrow og Bliss" lægger ud med de velkendte klicheer fra især de britiske læs-let-romancer i form af for eksempel en heltinde, som vræler over endnu hverken at have præsteret karriere eller familieliv, og som derfor nødtvunget må flytte tilbage til sin dysfunktionelle familie, så er "Sorrow og Bliss" ikke endnu et plagiat af britiske Bridget Jones Dagbog om en charmerende, men forkælet, selvoptaget jammerkommode, hvis største mission i livet er at forføre sin chef. "Sorrow og Bliss" er ude i helt andet ærinde og bruger fiktionen til at fortælle sit dybt seriøse budskab om livet med depression.

For Martha elsker sin mand Patrick, men hvorfor kan hun så ikke vise det? Hvorfor er hun så utilfreds? Og hvorfor er hun så ofte så ubehagelig og utålmodig overfor den mand, som ellers vil gøre alt for hende? Er hun bare besværlig, har hun blot sværere ved livet end de fleste, eller er der noget mere alvorlig galt, måske noget gennem alle årene overset, noget endnu ikke forstået, som burde have en diagnose, er blandt de spørgsmål, som hun er nødt til at stille sig selv hjemme i forældrenes børnekammer, hvorfra hun fortæller om sit brudte ægteskab med Patrick, og hvorfra jagten på svar tager sit udgangspunkt:

"En observatør af mit ægteskab ville tro, at jeg ikke har gjort mig umage for at være en god eller bedre kone... de kunne ikke vide, at jeg i det meste af mit voksne liv og hele mit ægteskab har forsøgt at blive det modsatte af mig selv," siger Martha kort efter, at Patrick er forsvundet.

Så ja, der er noget diagnosekrævende galt. Hendes anfald af lammende depression æder hende op og efterlader hende i perioder selvmorderisk, og hun bruger al sin energi på at bekæmpe depressionerne og trangen til ikke at eksistere. Når hun ikke tager livet af sig, er det dels af hensyn til sin far og sin søster, men også fordi hun ikke vil give op, ikke vil overgive sig til kategorien selvmorder. Men alt i mens at hun har kæmpet for at overleve, har depressionerne suget blodet ud af hendes ægteskab, relationer og faglige ambitioner, som er blevet reduceret til en for hende selv helt og aldeles ligegyldig madblog.

Det er en hård opdagelsesrejse ind i eget sind, som Martha kommer på, men uanset hvor mærkeligt det kan lyde i forbindelse med depression, så er den også vittig, varm, vedkommende og ualmindeligt velskrevet om de nogle gange svære størrelser: Kærlighed, familie og venskaber, igennem hvis prismer depressioner som oftest leves og forstås. 

"Sorrow og Bliss" er nok tankevækkende og barsk læsning om psykisk sygdom, men romanen er på ingen måde trist og tung læsning. Dertil er Meg Mason for hurtig, skarp og skæv i sine mangefacceterede analyser af depressionernes væsen, som på hjerteskærende vis efterlader brændte marker overalt, hvor de har hærget. "Sorrow og Bliss" er en eminent vellykket sort og sjov roman om psykisk sygdom og en ligeså fremragende ægteskabsroman skrevet af en ualmindelig talentfuld forfatter.

Meg Mason: "Sorrow and Bliss" koster 189,95 kroner på Saxo.dk.
Romanen udkommer på dansk med titlen "Lavtryk og Højtryk" på forlaget C og K 31.januar 2022.

  • Oprettet den .