Skip to main content

Terry Pratchetts forfatterskab viser, at ændringer i sprog og ordvalg kan optræde mange år før en demensdiagnose. Et nyt studie har analyseret hans romaner og fundet tegn på sproglig forenkling op til ti år før, han fik konstateret sygdommen.

Nyt studie sporer demens hos fantasyforfatter 10 år inden diagnose

BØGER: Ændringer i sproget kan være et tidligt tegn på begyndende demens, og det kan efterspores længe før, at læger er i stand til at stille diagnosen. Det hævder nyt studie, der har analyseret forfatterskabet hos den britiske fantasyforfatter Terry Pratchett (1948-2015).

Demens forbindes ofte med hukommelsestab og orienteringsproblemer, men sygdommen påvirker også sproget. Ordforråd, sætningsopbygning og variation i sproglige udtryk kan ændre sig gradvist, og ofte går der flere år, før en egentlig diagnose stilles.

Nyt studie publiceret i tidsskriftet Brain Sciences har undersøgt den form for sproglige forandringer ved at analysere 33 romaner skrevet af Terry Pratchett over flere årtier. Forfatteren blev i 2007 diagnosticeret med en sjælden form for demens kaldet posterior cortikal atrofi (PCA), som er en Alzheimers-variant.

Forskerne fokuserede på såkaldt leksikalsk diversitet, altså hvor mange forskellige ord der blev brugt i forhold til det samlede antal ord i teksterne.

Resultatet viste et tydeligt mønster: I de senere romaner faldt variationen i især navneord og tillægsord markant. Samtidig steg det samlede antal ord i bøgerne. Terry Pratchett skrev altså sent i sit liv længere tekster, men med et mere ensartet og enkelt sprog.

Ifølge forskerne peger det på en gradvis sproglig forenkling – et muligt tidligt tegn på kognitiv svækkelse.

Analysen identificerede et tydeligt vendepunkt i sproget og ordforråd cirka ti år før, Terry Pratchett fik stillet sin diagnose. Især faldet i variationen af tillægsord viste sig som et tidligt signal. Det tyder ifølge forskerne bag studiet på, at sproglige ændringer kan opstå længe før, de kliniske symptomer bliver tydelige nok til, at man kan stille en demensdiagnose.

Hvis lignende mønstre kan dokumenteres hos større grupper af mennesker, kan automatiseret analyse af skrift og tale måske i fremtiden bidrage til tidligere intervention og bedre behandlingsmuligheder, fremgår det i studiets konklusion. Forskerne understreger dog samtidig, at der er behov for langt større undersøgelser, før metoden kan bruges bredt.

Terry Pratchett døde i 2015, 66 år gammel. Mange af hans værker, ikke mindst hans populære ’Discworld’-serie, bliver primært læst på engelsk.  Men flere af hans bøger, herunder børne- og ungdomsbøger som ’De små blå mænd’, findes også på dansk. 

  • Oprettet den .