Ny svensk TV-serie om hospitaler, moderskab og venskab er jævla bra

TV: Serien Limbo om tre mødre viser hvor næsten endnu mere iskoldt, det kan opleves at være pårørende, når hospitalspersonale aflirer alle de rigtige paroler om inddragelse og varme hænder – men uden at leve op til ånden i dem.

Det er ikke særligt overraskende, at svenskerne kan lave godt TV. De fleste husker for eksempel krimiserierne ´Broen´ og ´Wallander´. Men i den nye helt anderledes, men også fremragende serie fra Viaplay, ´Limbo´, handler det ikke mere om grusomme forbrydelser, bestialske mord og forpinte politiopdagere i et land fuldt af Volvoer, drugs, neuroser og junkfood.

Denne gang er vi i stedet hos den Stockholmske bedre middelklasse, hvor vi møder de tre veninder Ebba, My og Gloria – spillet af tre af Sveriges mest førende og talentfulde skuespillere, nemlig henholdsvis Rakel Wärmländer, Sofia Helin og Louise Peterhoff – hvor de drikker fredagsvin hjemme i storkøkkenet hos Ebba omgivet af børn og Ebbas mand.

Stemningen er høj og venskabelig, man fornemmer de tre veninders nærhed, men også at der måske er lidt anstrengt stemning mellem Ebba og hendes ellers på den svenske måde veldresserede mand, som med tilsyneladende store smil servicerer Ebba og veninderne med den ene hånd samtidigt med, at han holder snor i parrets to børn med den anden.

Da alle skilles tidligt på aftenen, hvor veninderne tager hjem og deres tre respektive teenagedrenge tager i byen for at få pizza, ånder alt fred og ingen fare. Men meget tidligt næste morgen begynder venindernes telefoner at bimle. Det er politiet, som vender op og ned på deres liv, som herefter vil være forandret for altid.

Politiet fortæller nemlig, at de straks skal tage på hospitalet, hvor deres sønner er blevet indbragte på traumeafdelingen efter en voldsom soloulykke. Og det vil nok være en god ide, om de skynder sig, for det er en alvorlig ulykke.

På hospitalet genser vi ikke kun veninderne, men også de to andre drenges fædre, og vi forstår nu, at to af veninderne er fraskilte. Men om drengene er informationerne til forældrene små, for ikke at sige så godt som fraværende. Bortset fra at de mere og mere skrækslagne forældre får at vide, at nogle af deres børn er i færd med at blive opereret, og andre er på intensivafdelingen. Hvem der er hvor, og hvad der er sket, kan de til gengæld ikke få at vide.

Som aftenen og natten skrider frem og forældrenes forskellige individuelle reaktionsmønstre, styrker og svagheder som mennesker, forældre og venner afdækkes, stiger også deres angst, raseri og afmagt overfor hospitalets personaler, som enten ikke har tid, lyst, rummelighed, vilje til eller mulighed for at tage sig af de pårørendes traumatiserende angst.

I stedet holdes forældrene på afstand med hvinende falske beskeder om, at information vil ske lige om lidt og en masse sirup-agtig parolesnak fra det såkaldte patientnære sundhedsvæsen, som skal signalere forståelse, inddragelse og omsorg. Helt absurd er en scene, hvor to forældre trygler om informationer, som sygeplejersken endnu engang ubegrundet afviser for så i samme åndedrag med saccharin-sødme at sige: "Men vi er lige herude bagved, hvis I har brug for noget." Joh tak, noget information. Men, nej i stedet afleveres parolerne fra det patientnære sundhedsvæsen så korrekt, men også så iskoldt og tomt for omsorg, at hårene rejser sig.

Flere af drengenes forældre er i øvrigt læger, som synes, at de hermed har en større ret til at få besked, men dette gør ingen forskel på informationsniveauet, for vi er i Sverige, hvor man ikke gør forskel, forstår vi. Og da forældrene endelig får de første beskeder om ulykken via massemedierne på deres mobiler og her forstår, at der nok er tale om spritkørsel, bliver det starten på konflikter også mellem veninderne.

Personalernes, primært sygeplejerskernes, misbrug af paroler og normer for adfærd, der oprindeligt er tænkt som kvalitetsløft og hjælp til patienter og pårørende, udgør et ualmindeligt provokerende og gruopvækkende bagtæppe i de indtil nu første to udsendte episoder af i alt seks. Mange i forældrenes sted ville nok foretrække nogle gode gammeldags uforskammede afvisninger begrundet i mangel på tid fremfor her, hvor de gang på gang bankes ned i skidtet af jernnæver skjult af fløjl og silke.

Men udover at seriens problematisering af hospitalets miserable håndtering af forældre i deres livs nok største krise er uforglemmelig, så er det ulykkens konsekvenser set i lyset af moderskabet, som er seriens hovedtema. Det er således ikke kun moderskabet der kommer under pres af ulykken, det samme gør deres venskaber.

For da personalet endelig begynder at tale med forældrene, viser det sig blandt andet, at chaufføren, som var den eneste af drengene, der var gammel nok til at have kørekort, måske ikke blot var påvirket af alkohol og derfor mistede kontrollen over bilen, han er også er den mindst skadede, mens en anden af drengene, Ebbas søn, har pådraget sig adskillige store hjerneskader.

Den sympatiske neurokirurg, der var den person, som havde virkelig travlt natten igennem, tager sig tid til at tale og konkluderer, at Ebbas søn trods en lang og kompliceret operation fortsat er alvorligt hjerneskadet og derfor vil komme til at svæve mellem liv og død i en periode. Og hvis han overlever, vil man først senere vide, om han herefter fortsat vil kunne tale, se og høre. Alle er på usikker grund og deraf seriens titel, nemlig den limbo, som veninderne herefter befinder sig i, mens også de svæver i uvished. Hver for sig, sammen med drengenes fædre og ikke mindst med hinanden.

´Limbo´, som i øvrigt er baseret på erfaringer fra skuespillerinden Rakel Wärmländers eget liv, tegner til at blive en rigtig kvalitetsserie, hvor ulykke og deraf opstået alvorlig sygdom ikke kun tryktester sundhedspersonalets professionelle kommunikation, men også venskaber, forældreskaber og ægteskaber. For alle har de problemer under de renskurede og lækre facader, som ulykken forstørrer eller formindsker. Og stillet overfor den ultimative test klarer nogle trykket bedre end andre – også forældrene imellem og uafhængigt af, om de er skilte eller ej. Og ligesom katastrofen ændrer venskaber, kommer den også til at ændre ægte- og forældreskaber.

Trioen, Rakel Wärmländer, Sofia Helin og Louise Peterhoff spiller instrueret af Sofia Adrian Jupither genialt godt og troværdigt. Det er både forfærdeligt og imponerende at se de fire kvinder køre med klatten. Men de har også fået et ualmindeligt godt manus skrevet af Emma Broström, som ikke mindst i svensk feministisk sammenhæng her leverer et avanceret nuanceret syn på kvinder og relationer kvinder imellem og mellem kvinder og mænd.

Tiden, hvor man i Sverige risikerede at blive slået ned med et bat, hvis man ymtede sig alt for ukorrekt eller kontroversielt, synes her ved at blive afløst af realisme og en kæmpe nysgerrighed på vores alles i virkeligheden levede liv. Uanset om vi er gifte, fraskilte, mænd, kvinder, børn, enlige, i klassiske parforhold eller i homoseksuelle ægteskaber. Liv, hvor noget er skønt, noget er forfærdeligt, noget har få lag, noget har mange lag, og andet er en blanding af det hele. Og liv, hvor der en gang imellem sker der ting som for eksempel ulykker og sygdom, der på et splitsekund smider hele molevitten op i luften, hvorefter vi får til opgave indenfor kortere eller længere tid – som i ´Limbo´–  værsgo har at sætte stumperne sammen igen på nye måder.

Hvor udfordrende og grim den opgave kan være, når død og ulykker stikker deres grimme hoveder frem, vises her indtil videre uden skønmalerier, men i forstående solidaritet med sine hovedpersoner. Og ´Limbo´ er relevant for alle forældre, gifte som skilte. Men sådan set også for alle andre, der måtte have nære veninder og venner.

Limbo er produceret af Viaplay, som også viser serien, som sendes hver søndag aften de kommende fire søndage. De første to programmer kan streames nu.