Boris Johnson blev allerede i april 2020 alvorligt syg af COVID-19 . Han spilles totalt imponerende af Kenneth Branagh.

Blændende velspillet dramaserie om den britiske regerings håndtering af COVID-19

 
 
 
 
 

TV: This England er på mange måder en enestående troværdig serie. Alt hvad der bliver sagt i regeringskontorerne i serien er oprindeligt blevet ytret af virkelighedens aktører.

Den britiske TV-serie ´This England´ viser det nulpunkt i nyere britisk historie, som blev resultatet af de mange fejl, som landets regering med den nu afgåede premierminister Boris Johnson i spidsen begik stillet overfor en tsunami af coronavirus under pandemiens første bølge.

´This England´, som er en seks timer lang TV-hybrid mellem fiktion og virkelighed, bevæger sig mestendels mellem Downing Street nummer 10’s private stuer og regeringskontorerne, hvor daværende premierminister Boris Johnson og hans folk i alt for lang tid havde blikket stift rettet mod COVID-19 i først Kina og så Italien uden at opfatte, at virusset allerede var i færd med at sænke deres egne indbyggere, hospitaler og plejehjem.

Manuskriptforfatteren, den politiske journalist og instruktør Michael Winterbottom, der selv dækkede pandemiens start fra blandt andet Downing Street, vil hjælpe os til at forstå, hvordan pandemiens begyndelse kunne gå så helt galt for England trods masser af dygtige læger og landets netop udnævnte leder. En premierminister, som kan sin latin og græsk, som elsker Shakespeare og romerrigets historier om blodige magtovertagelser, men som også havde et rodet privatliv spændt ud mellem på den ene side sin tidligere kone og voksne børn og på den anden sin på det tidspunkt nye, gravide kæreste Carrie Symond.

I det første program er Boris Johnson, der spilles af totalt imponerende Kenneth Branagh, netop tiltrådt i april 2019, og vi møder ham og Carrie Symond, der nyder magtens sødme og trods det nye embede begge stadig har masser af tid til at hengive sig til luksuriøse udskejelser med vindblæste frisurer og dyre solbriller. Samtidigt med at de ikke kan overkomme at renlighedstræne eller bare lufte deres lille hund. Rygterne fra Kina om en potentiel farlig virus er ikke en del af disse priviligeredes verdensbillede og det overklasseliv, som de nyder, som man kun kan gøre, når man synes, at lige netop én selv har fortjent at have det sådan.

Men i program to går det for alvor løs, og alle de velplacerede set-ups og disses konsekvenser fra program et, får nu lov at blive udfoldet for alvor i dette andet program, hvor man som seer føler, at man har fået lov at være fluen på væggen i magtens kulisser på det helt rigtige tidspunkt.

For virusset har nemlig nu spredt sig til Italien, hvor de første mennesker er begyndt at dø i Lombardiet. Meningsmålinger og fokusgrupper blandt vælgerne begynder her i de første dage af marts 2020 at vise, at Johnson-regeringen er nødt til at forholde sig til corona-virusset, hvis man ikke vil risikere at miste vælgernes tillid og dermed regeringsmagten.

Gode råd er dyre, og vi følger nu Johnson og hans tvivlrådige, men især også helt indbyrdes uenige stab, hvoraf nogle fuldt ud forstår coronavirussets potentiale til at dræbe mange hundredtusinde briter, andre er i, hvad der minder om benægtelse, og andre igen forstår truslen, men er parate til at lade virusset løbe uhindret gennem befolkningen for at skade økonomien mindst muligt.

Men det skorter ikke på advarsler fra de bekymrede forskere, tidligere Nobelpris-modtagere og videnskabsfolk til Boris Johnson, der ikke kun prioriterer økonomien højt, men som heller ikke synes at kunne tage forskernes viden om pandemien rigtigt ind. Som en anden teenager med en ubehandlet ADHD tumler han ukontrolleret rundt og giver hånd og omfavner alt, hvad der bevæger sig, skønt han lige er blevet instrueret i at bede befolkningen om at holde to meters afstand.

En mental bremseklods, som Johnson deler med sine politiske medarbejdere og sin gravide kæreste, der alle går på restauranter og værtshuse uden at skænke smitten en tanke. Virus er for abstrakt, rammer i øvrigt kun de andre og skader alene de svage, som allerede er en belastning for sundhedsvæsnet, er devisen helt ind i regeringskontorerne, hvor både de intellektuelle og de emotionelle forudsætninger for at håndtere en alvorlig krise for menneskeheden er forbløffende ringe. At Boris Johnson bliver alvorligt syg af COVID-19 allerede i april 2020 bør ikke undre nogen.

´This England´, som er en egenproduktion fra Viaplay, men som vises af TV3 – to programmer ad gangen – er på mange måder en enestående troværdig serie. Alt hvad der bliver sagt i regeringskontorerne er oprindeligt blevet ytret af virkelighedens aktører. Og blandt andet er det er helt særlig oplevelse at genhøre nogle af deres mange helt forkerte påstande, som de blev fremsat i de korrekte sammenhænge. Påstande der altid nød fremme hos Johnsons magtfokuserede, arrogante rådgiver Dominic Cummings, overbevisende spillet af Simon Paisley Day, men som ikke desto mindre var så forkerte, at de vil stå tilbage i historien. For eksempel at børn ikke smitter, at det kun er gamle mennesker med andre lidelser, som bliver syge, eller at corona ikke smitter via dråber.

Alle detaljer fremstår som researchede i bund, og selv om serien er en fiktionsserie, så har man som seer en klar fornemmelse af, at alle dialoger bygger på regeringens nedskrevne mødereferater, notater, rapporter og andre skriftlige materialer. En virkelighedsoplevelse som understreges af anvendelsen af mange gamle TV- og nyheds-klip og rekonstruktioner. Samt ved at visse sekvenser – som for eksempel alle de nu afdøde COVID-patienter og helt ubeskyttede sundhedsprofessionelle – er holdt i klart fiktive skitseagtige, anonymiserede og næsten dialogløse postkort fra helvede, da disse afdøde i sagens natur ikke har kunnet bevidne og dokumentere deres sygdomsforløb og arbejdsforhold på de kriseramte hospitaler.

En anden styrke ved disse ofte ligefrem smertelige gensyn med den tidlige pandemis martrede patienter og svigtede sundhedspersonaler er, at regeringen og dens mange rådgivere trods de fejl og mangler, som det senere er dokumenteret, at de rent faktisk begik, alligevel fremstår som de fler-dimensionelle mennesker, som de formentligt også er i virkelighedens verden. Serien er ikke ude på at fordømme, men på at vise frem ud fra en tankegang om, at de fleste har gjort det så godt, som de nu engang kunne. Selv Boris Johnson er skildret som i udgangspunktet nærmest sympatisk trods hans politiske kynisme og løgne. God, gammeldags britisk fair-play er fremherskende i denne fiktionens verden, hvor ingen af de involverede kan tage til genmæle. Et fair play princip, som ikke blot øger interessen for de medvirkendes udsagn og handlinger, men som også modvirker for mange forstyrrende negative holdninger båret af bagklogskabens klare lys.

´This England´ er super godt, underholdende og informerende proces-TV. Og nordirske Branagh er fuld af silicone i hele ansigtet ikke til at skelne fra Boris Johnson, og hans fremstilling af den detroniserede premierministers komplekse karakters svingen mellem kynisme, overmod og noget der minder om dårlig samvittighed er enestående.

Hvert eneste talte ord er præcist udvalgt og relevant for at forstå det, som er seriens overordnede mission, nemlig at vise os seere det skæbnesvangre sammenstød mellem dygtige videnskabsfolk og eksperter på den ene side og på den anden side de langt hen af vejen overbebyrdede politikere, hvis tonedøvhed og andre hensyn betød, at landets ledere i alt for lang tid trods bedre viden valgte at undervurdere pandemien med det kyniske resultat, at England med sine flere end 200.000 døde COVID-19-patienter blev et af de lande, der har mistet flest borgere per indbygger.

´This England´ sendes på TV3, der lørdag 15. oktober klokken 17.35 sender program 5 og 6.