| | | | | |
 

Lotte Mørk er udover at være præst på Rigshospitalet også forfatter, underviser og debattør, og de nye meget vellykkede programmer hviler på hendes mange års erfaringer og utallige møder med mennesker på kanten af livet.

Fire nye medrivende TV-programmer om hjertesorg er ikke for sarte sjæle

 
 
 
 
 

TV: En ny miniserie med hospitalspræsten Lotte Mørk som sjælesørger er en relevant, vedkommende og bevægende skildring af eksistentielle overvejelser, som på et tidspunkt vil være ikke blot aktuelle, men også svære for de fleste af os.

Hvad gør alvorlig sygdom ved os mennesker? Hvordan påvirker frygt og lidelse os? Og er der overhovedet plads til håbet og måske troen midt i trusler på livet, dødsangst og livskrise? Det er nogle af de spørgsmål, som Rigshospitalets hospitalspræst Lotte Mørk forsøger at belyse i en række bevægende programmer på DRTV, som går helt derind, hvor udsigterne er sorte, og det gør rigtigt, rigtigt ondt helt ind i hjertet både på de medvirkende og os seere.

Sjælesorg er den sidste pille i medicinskabet, når alt det, som hospitalsvæsnet kan tilbyde, svigter, mener Lotte Mørk, der i fire programmer "Tro, Håb & Kriser", samtaler med dødeligt syge patienter og enkelte læger, der har deres patienters kriser tæt inde på livet, men som også selv kan have behov for at tale om for eksempel de svære valg, som de nogle gange må være med til at træffe på deres patienters vegne.

Lotte Mørk er udover at være præst på Rigshospitalet og tidligere præst på Bispebjerg Hospital også forfatter, underviser og debattør, og de nye meget vellykkede programmer hviler på hendes mange års erfaringer og utallige møder med mennesker på kanten af livet. Og uanset om man måtte synes, at hun som person er for meget eller for lidt i sin måde at verbalisere tilværelsen på, så forekommer hun i sin delvise grænseløshed at være en dygtig og brugbar sjælesørger for seriens meget forskellige medvirkende.

I det første program "Tro, Håb & Kriser: Hvad skal jeg snakke med en præst om?" møder seerne meget menneskelige Morten Ziebell, der er neurokirurgisk overlæge på Rigshospitalet, og som spørger Lotte Mørk om, hvordan man bedst taler med sine patienter om dødelig sygdom. Herudover medvirker 20-årige Amalie, der for to år siden fik nye lunger. Hun lever med den konstante risiko for, at de nye lunger afstødes.

 

Amalie

 

De fleste af Morten Ziebells patienter er alvorligt truede på livet, og hans faglige hverdag er fuld af alvorlige samtaler med patienter. Ét af hans dilemmaer er, hvor lang tid han skal blive ved med at behandle. Om han gør nogle patienter en bjørnetjeneste ved at gøre alt for at holde dem i live længst muligt, og om ikke nogle af dem ville foretrække at komme herfra noget før, hvis man tog flere af de meget svære samtaler og i øvrigt lyttede bedre til dem.

”Men det kan være meget berigende at tage disse samtaler, og mennesker vil ofte meget, meget gerne tale om disse ting,” mener Morten Ziebell, der er optaget af balancen mellem ikke at tage håbet fra patienterne, men heller ikke give dem falske håb.

”Hvilket håb er det da, man fratager?”, spørger Lotte Mørk og fortsætter: ”Det er vigtigt, at håbet ikke kun handler om overlevelse, men at håbet også handler om andre vigtige ting i livet i den, tid der er tilbage.”

Unge Amalie var første gang til Sjælesorg for fire år siden som 16-årig hos Lotte Mørk, ansporet af sin sygeplejerske, da hun dengang var indlagt og ventende på sine nye lunger. Amalie gjorde det dengang nødtvunget, for som hun siger i programmet:

”Hvad skal man tale med en præst om?”

Amalie var meget syg i flere år, inden hun fik sine nye lunger, og fik på et tidspunkt af sin sygeplejerske udleveret et hæfte "Den sidste vilje", hvori hun skulle udfylde, hvordan hun ønskede sin begravelse. De nye lunger håbes at kunne holde fire-fem år, inden de forventes at blive afstødt. Amalie har nu haft sine nye lunger i to år, hvilket betyder, at hun får brug for nye transplantationer allerede om måske to eller tre år:

”Det er jo ikke særlig lang tid, og det er det, folk ikke forstår,” forklarer Amalie, der føler, hun lever med døden meget tæt på sig.

Men døden kan ifølge Lotte Mørk bruges konstruktivt:

”Vi skal bruge døden til to ting, vi skal bruge døden til at leve mere intenst. Vi skal være opmærksomme på og tale sammen om hvem og hvad, der betyder noget. Og så skal vi rykke sammen i magtesløsheden, for der er så meget fælleskab i magtesløsheden, for det er den, vi alle sammen har,” siger Mørk, der opfatter det som sit job at forstyrre den sundhedsfaglige konsensustænkning.

I program 2 "Tro, Håb & Kriser: Du kan godt tåle at være en lille smule ødelagt" taler Lotte Mørk med to kvinder, den 25-årige Ea som lever i en konstant risiko for at få en dødelig infektion, efter hun har været ramt af alvorlige sygdomme næsten halvdelen af sit liv. Og midaldrende Henriette, der lever med 11 diagnoser, og som har brug for at tale med Lotte Mørk om lysten til livet i en krop, der snart ikke kan mere. 

”I mit liv er det en realitet, at jeg kan dø når som helst,” fortæller Ea, som ville ønske, at det var nemmere at tale med sine omgivelser om døden.

 For Henriette er lidelserne uendelige, og hun mangler steder at læsse af i forhold til sine mange smerter:

”Jeg synes, at livet er en kamp.”

Og Lotte Mørk samtaler veloplagt og kontant med begge kvinder om deres magtesløshed overfor de dybt uretfærdige vilkår og forfærdelige lidelser, som livet har budt dem.

I det tredje program "Tro, Håb & Kriser: Jeg har planlagt min egen begravelse" taler overlæge på Rigshospitalets Afdeling for Nyresygdomme, Ylian Liem, med Lotte Mørk om, hvor svært det er at finde ud af, hvornår man som læge ved, at man gør det godt nok. Og velformulerede, skønne Ea er endnu engang tilbage i stolen hos Lotte Mørk:

”Jeg elsker livet og alt det, jeg har lært af min sygdom,” erklærer Ea, der alligevel fortæller detaljeret om sine ønsker for sin begravelse.

Ylian Liem slås med sig selv om i hvor høj grad, at hun altid træffer de bedste valg på sine patienters vegne, og hvordan hun skal tilgive sig selv, hvis hun begår fejl. Og Lotte Mørk samtaler dybt og eksistentielt med dem begge om at møde magtesløsheden, når tingene er umulige at fikse og ordne, og når selvhjælpsbøgernes hurtige trin for trin-råd er uanvendelige.

I seriens fjerde program "Tro, Håb & Kriser: Jeg er vred på Gud" fortæller Valdemar og Signe om deres vrede efter to hårde kræftbehandlingsforløb. Valdemar, som Mørk besøger i hjemmet, har levet isoleret i snart syv år efter en knoglemarvstransplantation og er vred på Gud, mens Signe er vred på sine læger, som hun følte ikke så hende og således ikke respekterede hendes præferencer i et ellers langstrakt sygdomsforløb. Begge har de behov for at tale om vreden, den meningsløshed og afmagt, der kan følge alvorlig sygdom og om at komme ud på den anden side.

 

Valdemar

 

Men at tale om at komme ud på den anden side og bare finde sig selv igen er ifølge Lotte Mørk meningsløst, for man vil være fysisk og mentalt ændret for altid af alvorlig sygdom. Livet kan blive godt igen, men ikke det samme, fastslår hun overfor såvel den vrede, men livsivrige Valdemar og den traumatiserede og måske i virkeligheden deprimerede Signe, der har så svært ved at finde sig selv igen efter, hvad hun opfatter som lægernes negligering og mishandling af hende.  

Det er de færreste af de deltagende patienter, som er troende, men alligevel synes de alle at få en eller anden grad af hjælp og lindring hos Lotte Mørk, hvis venlige, men også meget konkrete og direkte facon fungerer godt i forhold til at få mennesker til at åbne for selv de inderste rum i de enkeltes personlige skattekammer. Hun er, som hun selv siger, ikke nogen ynder af at tale om vejret, og programmets deltagere leverer da også de eksistentielle godbidder, som hun fremprovokerer og konstant fisker så dygtigt efter.  

Programserien er ikke for tøsedrenge, og de medvirkendes historier kan i kraft af de meget alvorlige sygdomshistorier føles overvældende og måske ligefrem decideret skræmmende.

Men eftersom de medvirkende er utroligt sympatiske, fortrinlige berettere, og eftersom både patienter og læger er mere end almindeligt dygtigt castede til programmer som disse, der ellers nemt kunne have placeret sig selv i Dagens-Glade-Krøbling-kategorien, så er det alligevel ikke ubehageligt men i stedet berigende og tankevækkende at være med som fluen på væggen under Lotte Mørks konsultationer.

Lotte Mørks samtaler, der er iscenesat til at handle om ærlighed, mod og åbenhed i forhold til livets udfordringer for på den måde at finde frem til glæden – også selv om det er glæde på trods, står uimodsagte. Og programmerne kommer således også til at fungere som et yderst effektivt PR-fremstød for Folkekirken som leverandør af sjælesorg, hvor præster i stigende grad påtager sig rollen som sjælesørgere overfor sorg- og kriseramte mennesker i konkurrence med læger og ikke mindst de psykologer, som Mørk da også afsender nogle indirekte giftpile imod, når hun kritiserer dem, som ’mener, at det gør godt bare at tale, og tale og tale’ om de vanskelige ting.

Men gejstligt sjælefiskeri eller ej, så er programmerne relevante, vedkommende og bevægende skildringer af eksistentielle overvejelser, som på et tidspunkt vil være ikke blot aktuelle, men også svære for de fleste af os.

Tro, Håb & Kriser kan ses på DRTV