| | | | | |
 


Medicinsk dramaserie er eventyr for voksne

 
 
 
 
 

TV: Hvidkitlede læger med høj puls i dramatiske situationer har hittet på de globale TV-kanaler og streamingtjenester i årevis. I det sidste skud på stammen af succesrige hospitalsdramaer, New Amsterdam, er hovedpersonen ikke kun læge, men også en oprørsk hospitalsdirektør med budgetansvar. 

En super idealistisk, sympatisk og indigneret hospitalsdirektør, Max Goodwin, spillet fortrinligt af Ryan Eggold, har endnu ikke sat sig i direktørstolen, før han fortæller sine kommende medarbejdere, at han er kommet for hurtigst muligt at vende deres hospital, New Amsterdam, på hovedet under parolen ’Sæt patienterne først’.

Som sin første handling få minutter efter fyrer Goodwin hele hospitalets kardiologiske afdeling, som han mener udskriver for høje regninger til patienterne og i øvrigt leverer dårlige behandlingsresultater. Og han forlanger, at hospitalets ledende onkolog, som er en berømt TV-kræftlæge, der samler mange donationer ind på grund af sin optræden, bliver på matriklen og koncentrerer sig om sine patienter – ellers kan hun gå også.

Dr. Goodwin accepterer ikke et nej og gør tingene på sin egen måde for at sikre, at alle patienter uanset indkomst får den samme og bedst mulige pleje. Nye forhold, som de ansatte på New Amsterdam lige skal vænne sig til. Men snart er lægerne gladere end før, for Max Goodwin bliver på alle måder en usædvanlig leder af New Amsterdam, som er modelleret efter New Yorks ældste og prestigerige not-for profit hospital., New York Citys Bellevue hospital, hvor mange scener også er indspillet.  

Fra tidlig til silde spørger han, når han iført sin hvide lægekittel spotter et problem, en bureaukratisk forhindring eller en ulykkelig patient: Hvordan kan jeg hjælpe?

Som det tilhører genren er New Amsterdam spækket med følelser og dramaer både mellem hospitalets ansatte og i forhold til patienternes sygehistorier. Nogle scener er direkte rørende, mens andre måske kan være lige lovligt sentimentale, men det er alligevel scener, som mange nemt kan identificere sig med, eftersom episodernes dramaer og konflikter så godt som altid grundlæggende handler om gode, dårlige eller komplicerede håndteringer af relationer mennesker imellem fremfor diagnoser. Relationer mellem kolleger, venner, familiemedlemmer, mænd og kvinder, unge og gamle og chefer og medarbejdere. Hvis genren relations-TV fandtes, ville New Amsterdam først og fremmest skulle rubriceres her.

Men udover relationer og ledelse handler New Amsterdam også om amerikanske samfundsforhold i dag. Og her bliver fingrene ikke lagt imellem. Det amerikanske samfund og dermed ikke mindst det amerikanske sundhedsvæsen er lige nu i dyb krise i form af arbejdsløse og lavtlønnede og eksploderende medicinpriser, udbrændte læger, for få ansatte og indviklede bureaukratiske og patientfjendtlige forsikringsregler, og serien går i sine tre sæsoner i flæsket på disse udfordringer.

Så det er ikke småting, som dr. Goodwin forsøger at rette op på sammen med sine medarbejdere gennem deres i stigende grad fælles kulturrevolution, der ikke sjældent også rækker udenfor hospitalets mure, for social ulighed kan ikke altid løses i sundhedsvæsnet:

Fattige patienters ringe eller slet ikke eksisterende adgang til god behandling, forsikringsselskabers forsøg på at snyde patienter for behandlinger, pensionister og fattiges manglende mulighed for at betale for livsvigtige mediciner, diskriminering af sorte og kvinder indenfor egne rækker og udenfor i samfundet, fup-mediciner mod covid-19, opioidkrisen, det amerikanske sundhedsvæsens diskriminerende behandling af homoseksuelle under AIDS-epidemien i 1980’erne og sundhedspersoners travlhed.

Det er ikke altid, at gode Goodwin vinder sine kampe mod ulighed og uretfærdighed i forhold til hospitalets direktion, den politiske virkelighed og dens magtfulde institutioner og personer. Men ofte gør han, for han er ambitiøs og giver sjældent fortabt, og på den måde kommer New Amsterdam i sin konsekvente kritik af det amerikanske samfund og hospitalsvæsen til at fungere som en slags yderst kritisk, men alligevel også konstruktiv, moderne socialreportage, selv om serien er fiktion.

Tingene både burde og kunne snildt være meget bedre, hvis nogen fra virkelighedens verden blot havde vilje til forandring lyder programmernes undertekst, som er én lang kritik af det amerikanske hospitalsvæsens finansieringsmåder, som betyder, at læger ikke har tid til deres patienter, og at patienter ikke bliver behandlede for selv dødelige, men behandlingsmulige sygdomme.

Men spørgsmålet er så alligevel, om den energiske, selvopofrende, Goodwin og New Amsterdam måske alligevel kommer til at bide sig selv i halen, når den på mange måder reducerer komplekse problemstillinger i et nedbrudt sundhedsvæsen til noget, som vil kunne løses, hvis blot læger og især hospitalsdirektører havde hjerterne på rette sted.

”Lad os lave ballade. Lad os være læger igen, ”siger Goodwin til hospitalets læger og antyder hermed, at læger i dag netop ikke opfører sig som sådan. Men hvis det var så simpelt, at gode intentioner kan få sundhedsvæsnets udfordringer til at fordufte op i den blå luft, såfremt at nogen blot adresserer dem, så var forandringerne nok indtruffet for længst. At styrke mødet mellem patienter og læger kræver givetvis mere end en engageret direktør med sympatiske slogans og en god vilje.

 New Amsterdam anerkender således ofte ikke hospitalers kompleksitet til fordel for hurtig problemløsning og risikerer måske derved at puste til seernes bekymringer for, om sundhedsvæsnet og dets læger tager dem tilstrækkeligt alvorligt. En uheldig bivirkning ved en tv-serie, som ellers helt tydeligt ønsker at medvirke til både diagnosticering og helbredelse af USA’s syge sundhedsvæsen.

Medicinske dramaserier er i høj grad et spørgsmål om smag og behag. For nogle er det den perfekte eskapisme, for andre kan lænestolen og TV-skærmen være en tryg måde at få et nysgerrigt kig ind i en ellers skræmmende verden, og andre igen afskyr at blive konfronteret med højspændte dramaer i forbindelse med sygdom, død og ulykker.

Men tilhører man de to første grupper, som jo gladeligt genser gamle, populære medicinske serier som for eksempel Chicago Hope, ER og Grey’s Anatomy for syvende gang, så må New Amsterdam være guf i kraft af en hovedperson, som er betydeligt mere human og personligt nuanceret end den slags seriers hovedfigurer ellers har for vane at være. At serien også er flot produceret og har mange sympatiske og interessante bipersoner vil bestemt heller ikke skade begejstringen.

Men uanset hvor sejt Max Goodwin kæmper sine kampe, så er han ikke nogen supermand. Han er aldrig hjemme, cancerpatient i aktiv behandling og enlig far. Og alligevel bruger han alle sine kræfter på at fare rundt i hospitalets  hjørner og kroge samtlige for at hjælpe patienterne og de personaler, om hvem han ved, at han er nødt til at skaffe dem de rigtige arbejdsforhold og ressourcer, hvis han vil nå sine mål.

Så selv om der ikke er megen romantik over kollapsede sundhedsvæsner, social ulighed og Max Goodwins enorme slid, så er New Amsterdam alligevel en rigtig feel-good serie, hvor de gode som oftest ender med at le, de onde med at græde, og hvor Max Goodwin og hans dygtige og barmhjertige medarbejdere næsten altid finder en god løsning på uretfærdighederne.  På den måde er serien næsten eventyr for voksne.

New Amsterdam vises lige nu på Viaplay, som er i færd med at sende 3. sæson.