Jens Lundgren tager bladet fra munden i mediekritisk podcastserie
PODCAST: Sundhedseksperters stemmer i den offentlige sundhedsdebat filtreres af medierne, men nu tager forsker og professor i infektionsmedicin, Jens Lundgren bladet fra munden i sin egen filterløse podcastserie.
Da Rigshospitalets professor i infektionssygdomme, Jens Lundgren, i maj 2021 lod meddele, at nu trak han sig fra offentligheden, skete det efter 14 måneders arbejde i døgndrift med at rådgive regeringen og oplyse befolkningen om coronavirus. Men efter de 14 måneder og vaccinernes fremkomst ledte medierne kun efter holdninger, mente Lundgren, som derfor erklærede sin ekspertrolle i det offentlige rum for ovre.
Men nu vil Lundgren igen gøre os klogere på sygdom og sundhed, og denne gang ved hjælp af sin egen podcastserie ´Doctor- en sundhedspodcast ved Jens Lundgren´, hvori han lover hver fredag at tale ’uden filter og direkte’ om de sundhedsnyheder, han finder mest interessante i den forgangne uge.
Er nyheden oversolgt? Skaber den mere forvirring end klarhed i befolkningen? Er det overhovedet en nyhed? Og under alle omstændigheder – hvilke perspektiver har nyheden for folks helbred er nogle af de spørgsmål, som Jens Lundgren forsøger at besvare på egne og alles vegne, når han som i de indtil videre to frigivne podcasts kaster sin opmærksomhed på stort og småt. Emner som kan strække sig fra Dronning Margrethes ryg til problemerne på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, AUH, hvor 300 patienter ikke blev behandlet i tide for deres tarmkræft.
”Du får ikke kun et nyhedsoverblik, men også en analyse – gerne kritisk - af nyhedens indhold med sundhedsfaglige eksperter som afsendere,” forklarer Jens Lundgren i sin introduktion til serien, hvis første program lægger ud med netop en kritisk analyse af mediernes dækning af kræftsagen fra Aarhus og de flere brud på patientrettigheder og mange dødeligt syge patienter, der har følt sig ført bag lyset.
Lundgrens take på sagen er samme uges uddeling af Cavlingprisen til de tre journalister, der oprindeligt afdækkede patienternes ventetider. En pris, som han yderst elskværdigt ønsker tillykke med, for herefter på god og spændende vis blandt andet at forklare, hvorfor der pludselig var flere patienter end ressourcer, og hvorfor der ikke var tale om, at patienter blev snydt for livreddende behandlinger, men for eksperimentelle behandlinger, hvis resultater i sagens natur derfor var ukendte. Troværdige nuanceringer og fordelinger af sol og vind mellem hospital og journalister, som man gerne ville have hørt meget mere om, og som alene gør podcasten værd at høre.
Næste indslag er en ny videnskabelig undersøgelse af medicinsk kombinationsbehandling med to præparater mod blodprop i hjernen. Og her påtager Lundgren sig den ofte utaknemmelige, men nok så vigtige opgave at forsøge at forklare forskellen på absolutte og relative tal i forhold til behandlingseffektivitet og bivirkningsprofiler. Vigtige forskelle, som kun få patienter er tilstrækkeligt informerede om, men som ikke desto mindre kan være afgørende for behandlingsvalg.
Lundgren har udover en ugentlig lægevits også hver gang et emne, som han udvælger mellem forslag fra lytterne. I den første udsendelse spørger lytteren om, hvorfor vedkommende har haft influenza tre gange på ganske kort tid. Et spørgsmål som giver Lundgren et fint afsæt for at tale ikke kun om influenza, men også denne vinters mange infektions- og luftvejssygdomme som for eksempel COVID-19, kold lungebetændelse, vacciner og antibiotikabehandling. God og aktuel folkeoplysning afgivet i stille og roligt tempo, hvor alle kan være med.
Alle kan være med
Lundgren gør i det hele taget rigtig meget for, at også de forudsætningsløse lyttere kan være med. Sundhedsvæsnets nogle gange helt mystiske forkortelser er bandlyste, og det samme er indforstået snak. Og selv taler han med et – ikke mindst for professorer – bemærkelsesværdigt lavt lixtal, som også er yderst befordrende for forståelsen.
Og dette ikke kun, når han foredrager om Dronning Margrete og den operation for spinalstenose, som hun har gennemgået, og som han ganske rimeligt undrer sig lidt over, at medierne situationen taget i betragtning ikke har gjort mere ud af at forklare.
Men også når han som i program to grundigt beretter om et nyt, stort dansk vaccinationsstudie fra Rigshospitalet, der viser, at den danske vaccinationsalder for de første børnevacciner er velvalgt – samt at vaccinerne i forsøget i øvrigt viser, at de ikke påfører børnene flere skadevirkninger end saltvandsindsprøjtninger. Eller når han herefter tager fat på sin personlige gennemgang af ugens videnskabelige artikel, som i program 2 handler om risikoen for blodpropper i hjernen på grund af forkammerflimmer.
Ja, selv et umiddelbart kedeligt og for nogle derfor direkte skræmmende emne som Sundhedsstrukturkommissionens kommende arbejde med at gentænke organiseringen af fremtidens sundhedsvæsen får han gjort forståeligt og vedkommende.
Måske skal gæsterne blive væk?
Jens Lundgren bebuder i sin introduktion, at der også vil kunne forekomme gæster i de kommende programmer, men spørgsmålet er, om han ikke skal fortsætte, som han er begyndt, således at det fortsat vil være ham, der alene tegner og forklarer, hvordan verden ser ud fra hans stol uden komplicerende og forstyrrende input fra andre, som lytteren så først skal lære at kende og forstå.
´Doctor- en sundhedspodcast ved Jens Lundgren´ forekommer lovende og tegner alt i alt til at blive en relevant, lødig, vel informerende og i ordets bedste forstand folkelig podcastserie, som rigtig mange vil kunne have interesse i at følge, for man får faktisk meget nyt og brugbart at vide om, hvad der også kan ligge bag ugens medieoverskrifter.
Hertil kommer, at Jens Lundgren er et ikke kun indsigtsfuldt, men også behageligt selskab, som man kan nyde helt gratis, hvis man da ikke imødekommer hans opfordringer til eventuelt at bidrage til serien ved at indbetale et mindre beløb efter hver udsendelse.
´Doctor- en sundhedspodcast´ ved Jens Lundgren kan høres her