Podcastserie om unormale mennesker er informativ og sympatisk

 
 
 
 
 

PODCAST: Fem fine og sympatiske podcasts om unormale mennesker udforsker, hvad vi opfatter som normalt, hvad vi modsat stempler som unormalt, og hvorfor vi har det så svært med det anderledes.

Handicap og normalitet er op gennem historien blevet defineret forskelligt afhængigt af tidsånd og økonomi. Og i podcastserien ´Unormale Mennesker´ giver journalist Sonja Furu, der er vokset op med en søster, hvis handicap hun selv var flov over som barn, igennem velfungerende interviews og egne kommentarer en række bud på menneskets trang til at udstøde det unormale og de konsekvenser, dette kan have.

Sonja Fur udgav i juni måned i år bogen ´Unormale mennesker´, hvori hun tager læseren med på en bevidstgørende rejse ind i egne fordomme, som hun bruger som afsæt til samtaler med handicappede mennesker om deres forringede muligheder for samme ret til uddannelse, arbejde, børn, familieliv og et socialt liv uden for hjemmets beskyttende mure, blot fordi de ikke er perfekte.

Den nye podcastserie er udgivet af forlaget Strandberg Publishing og støttet af Bevica Fonden, der siden 1872 har arbejdet for, at mennesker med bevægelseshandicap har størst mulig selvstændighed og uafhængighed og således har 150 års jubilæum i år.

I seriens første ud af i alt fem programmer mødes Sonja Furu i et radiostudie med den unge kvinde Tilde Kristensen, som har cerebral parese og sidder i kørestol. Sammen med Tilde er hendes professionelle hjælper, Stine Flensburg Hansen. Tilde Kristensen er ked af, at folk ofte agerer akavede i hendes nærvær:

”Nogle undgår øjenkontakt, andre hjælper med ting, jeg ikke har brug for hjælp til. Mange, som jeg ikke kender, reagerer akavet, når de møder mig, for de ved ikke, om de skal vinke eller give hånd,” forklarer Tilde, der sammen med sin hjælper oplevede en helt ny og mere normal tilværelse, da hun for nyligt var på Egmont Højskolen i byen Hou, som er en folkehøjskole med et særligt ansvar over for mennesker med handicap, og hvor halvdelen af eleverne har en eller anden form for psykisk eller fysisk handicap:

”På Egmont bliver man talt til, som om man var ligesom alle mulige andre mennesker. Mange af de ting, som gør det svært at være handicappet, var væk, og jeg var et normalt ungt menneske med normale problemer,” forklarer Tilde, som tydeligvis mest af alt længes efter en normalitet, hvor omgivelserne ikke behandler hende med distance og som lille og skrøbelig:

”I stedet skal man bare snakke med mig og tilgå mig, som om jeg ikke har handicap. Være sammen med mig på lige fod. Som de ville være med andre mennesker, og så skal jeg nok selv sige til, hvis der er noget, jeg ikke kan,” beder Tilde.

Men om Tilde kan få opfyldt sit ønske om altid at blive mødt som normal også af mennesker, der ikke kender hende, forekommer desværre tvivlsomt, for efter samtalen i studiet kontakter Sonja Furu hjerneforsker Peter Lund Madsen. Han fortæller, at når vi bliver akavede og nervøse, når vi for eksempel møder et menneske i kørestol, så er det fordi vores hjerne, hvis største job overhovedet er at få sociale situationer til at fungere, kører på ubevidste rutiner og bliver forvirret over det ukendte, som den ikke med det samme kan aflæse.

At det kan være svært for de normale at håndtere det unormale, også selv om det er ens nærmeste, der er i kategorien unormal, bekræfter filminstruktør Jesper Dalgaard, der har instrueret dokumentaren ´Kandis for livet´. Han fortæller begavet og meget bevægende i seriens episode to om sin skam over, hvordan han selv svigtede sin storebror, da denne som barn blev hjerneskadet efter en ulykke. Siden har Jesper Dalgaard været optaget af mennesker og miljøer, som er stemplet unormale, og derfor ikke får meget taletid i den offentlige debat.

”Jeg vil gerne diskutere værdisættelse. Efter hjerneskaden mistede min bror sine venner, han blev kasseret. Hans største ønske var at få et arbejde, at have en bror, en ven, en kæreste, så det med ikke at være ønsket efter ulykken i alle disse år har selvfølgelig formet mig. Kan vi værdisætte ting anderledes, kan vi finde værdi de steder i samfundet, hvor vi ikke mener, der er værdi, er det, der interesserer mig.”

Herefter i tredje afsnit taler Furu med professor i historie ved Aalborg Universitet Poul Duedahl, som har skrevet en lang række bøger om, hvordan vores forståelser af normalitet har ændret sig gennem historien. Duedahl, der er vokset op på en en såkaldt ´åndssvageanstalt´ i byen Breininge, hvor hans mor arbejdede. Duedahl, der demonstrerer en stor og fascinerende indsigt i, hvor forfærdeligt vi som samfund ofte har behandlet de unormale, fortæller blandt om, hvordan den danske stat forsøgte at skjule det anderledes og derfor sendte homoseksuelle mænd til Livø i 1950´erne og fra 1920’erne op til midt i 60’erne seksuelt udfarende kvinder til Sprogø.

Når der i dag er en større general åbenhed om, at man kan være, hvem man er, skyldes det ifølge Poul Duedahl, at vi er et rigt samfund. Men denne åbenhed kan ikke tages for givet, advarer han:

”Det kan ændre sig, for historien viser, at åbenhed går op og ned. Den følger de økonomiske konjunkturer, og afvigerkategorierne ændrer sig. Afvigere i dag er nogen, der koster samfundet penge,” siger Duedahl, der ikke tror på et samfund uden afvigere:

”Vi dømmer jo hele tiden folk på, om de ligner, hvilket er det, som vi kalder normalitet, eller om de afviger. Jeg tror ikke, at man kan skabe et samfund uden afvigere. For du forstår jo kun dig selv ved at spejle dig i andre, så vi har brug for afvigere for at forstå os selv.”

I fjerde afsnit, som endnu ikke er publiceret, fortæller forfatter Anna Juul om at leve med en psykisk sygdom i et sundhedsvæsen, som stempler sine patienter, og i femte og sidste afsnit vil Sonja Furu tale med videnskabsjournalist Lone Frank om en række studier, som Lone Frank har beskrevet under overskriften: »De normale er de unormale.«

Sonja Furu har endnu engang begået et meget fint og sympatisk arbejde med at kaste lys på forholdene for unormale mennesker, og podcastserien skriver sig således dygtigt og engageret ind i en debat om normalitet og menneskesyn, som er påkrævet.

Sonja Furu har påtaget sig en nobel opgave ved at omsætte sin skam og dårlige samvittighed over at have været flov over sin søster til sin bog og denne meget informative podcastserie. Ikke mindst i lyset af, at rapporter gang på gang gennem de seneste år har dokumenteret, at mennesker med handicaps er ringere stillet end resten af landets borgere i forhold til økonomi, arbejde, isolation, diskrimination, adgang til uddannelse og sundhed samt i forhold til tilgængeligheden til vores byer og bygninger, det sociale liv og oplevelser i al almindelighed.

Unormale mennesker kan høres herunder: