Skip to main content

Storladen koncert for orgel og strygerorkester vil hjælpe og hylde kronisk syge

MUSIK: Musikkens Hus i Aalborg har 6. maj urpremiere på The Gratitude Concert, som er et nyt klassisk værk af den danske komponist Martin Byrial, der har skabt en musikalsk bearbejdning af livshistorier fra pårørende og patienter med kronisk sygdomme.

Martin Byrials partner, komponisten og produceren Tonje T. S. Norheim blev for otte år siden alvorligt syg, og parret har siden befundet sig i en omfattende kamp for hendes overlevelse og tilbagevenden til livet. 

Byrial selv er bedst kendt som komponist, pianist og forsanger i det symfoniske rockorkester Liserstille, der var en stor del af gennembruddet for den såkaldte post-rock i Skandinavien i det tidlige årtusinde. Siden rettede han fokus mod den klassiske musik, for at arbejde med universelle fortællinger i deres største format som koncert og filmkomponist.

Og Byrial, der hele livet har arbejdet med at omsætte fortællinger fra mennesker til musik, har inspireret af sin partner, den svært ME-syge Tonje T. S. Norheim, i 2022 indsamlet livshistorier fra pårørende og patienter med kroniske sygdomme som for eksempel ME, Parkinsons, autisme, menières, otosclerose, borrelia og tuberøs sclerose.

Og de indsamlede beretninger er ifølge Martin Byrial fortællinger om stor lidelse, men også om endnu større mod:

”At være kronisk syg er ikke bare at ligge på sofaen i ro og mag og se Netflix,” fastslår Byrial, der har behandlet patienternes vidnesbyrd gennem myter og universelle symboler og herefter LIVE på youtube.com/@martinbyrial omdannet dem til de musikalske motiver, der nu står som kernen i koncerten.

Ifølge Martin Byrial publikum kan man som publikum forvente programmatisk og melodiøs musik med kraftige, brusende temaer og store følelser, skrevet midt i og inspireret af det dramatiske, nordjyske landskab:

”Koncerten rejser gennem livsviljen, vreden, afmagten og modet, for at finde håbet og måske endda taknemmeligheden,” forklarer Byrial, der med sit værk har forsøgt at ophøje fortællinger fra tusinder af mennesker og familier, som han mener hver dag kæmper mod ufattelige odds i deres forsøg på at vende vrede og afmagt ved kronisk sygdom til håb.

For at overleve med kronisk sygdom kræver ifølge Martin Byrial håb og taknemmelighed, og er derfor afhængige af at kunne transformere negative følelser til positive:

”De følelser må dannes organisk, altså indefra, og alle pårørende og patienter med ME og andre stigmatiserede sygdomme er afhængige af den transformation for ikke at forsvinde i stormen,” erklærer Byrial, der også håber, at koncerten kan være med til generelt at udbrede kendskabet til ME.

Verdenspremieren bliver ifølge en pressemeddelelse fra Musikhuset en aften hvor alle, der har kronisk sygdom inde på livet, kan opleve en koncert til deres ære. Men er ligeledes et arrangement for dem, som vil vise deres opbakning til de mennesker i vores samfund, som Martin Byrial mener ikke selv har en stemme og alt for ofte er uden hjælp fra det danske sundhedsvæsen.

Et system, der med Martins egne ord ”ikke tager ansvar for sin egen begrænsning”:

”Det er sønderknusende at opdage, hvor alene mennesker med kronisk sygdom og deres pårørende står, og derfor er det også vigtigt for mig at sige tak til dem, som har hjulpet min partner med behandlinger og logistikken omkring dem. Der er så mange med multisystemisk sygdom, som selv er nødt til at skaffe og arrangere den hjælp,” udtaler Martin Byrial i forbindelse med urpremieren.

The Gratitude Concert bliver desuden omdrejningspunkt for en aften med optakt og taler fra repræsentanter fra kultur, politik, region, patientorganisationer, kirke og sundhedsvæsen finder sted i Musikkens Hus i Aalborg lørdag den 6. maj 2023 kl.18.00 i Koncertsalen i Musikkens Hus i Aalborg.

I alt varer eventet cirka tre timer inklusive en pause.

Koncerten er gjort mulig i et samarbejde med

Region Nordjyllands Kultur- og sundhedspulje,

KulturKANten og KulturKraft.

Det 40 mand store strygeorkester og orgel dirigeres af Henrik Vagn Christensen.

En standardbillet koster 200 kr. og købes her: https://musikkenshus.dk