| | | | | |
 


Vibeke Manniche: Er der en shitstorm, går jeg ind i den!

MEDIER: Kendislæge Vibeke Manniche ser sin private blog som en platform, der giver hende mulighed for i realtid at sætte en dagsorden – eller kommentere på en eksisterende.

Hun mener, at læger er forpligtet ved lægeløftet til at blande sig og give sin mening til kende, hvis de oplever noget, som har betydning for folkesundheden. Men alt for mange læger forsømmer sig imod den del af lægeløftet, mener hun.

Læge, ph.d. og debattør Vibeke Manniche er ikke ubekendt med mediernes søgelys. Hun er kendt for at give sine meninger til kende og ser det som sin pligt at ytre sig, når hun oplever noget, der stikker til hendes faglighed og personlige stolthed. Og i en tid, hvor behovet for umiddelbar kontakt for længst har erstattet brevkasserne og de trykte mediers træghed, er en privat blog ifølge Vibeke Manniche det rette sted at gøre opmærksom på sine synspunkter.

»Jeg er meget optaget af den aktualitet, bloggen tilbyder. Jeg husker, da jeg for år tilbage blev opmærksom på problemet med vuggedød. Fra jeg skrev om de studier, der viste, at det kostede liv at lægge børn til at sove på maven, til Sundhedsstyrelsen ændrede anbefalingerne, gik der trekvart år – der var mange børn, der døde på den konto! Forløbet havde været et andet i dag, hvor internettet gør, at vi kan få budskaber ud og rykke langt hurtigere,« siger hun.  

For Vibeke Manniche er bloggen ligeledes et forsvarsværn imod kritik udefra – en platform, hvorfra hun kan forsvare sine synspunkter i verserende debatter eller tage til genmæle, hvis hun føler sig misforstået.

»Inden jeg fik bloggen, var det forholdsvis få topstyrede steder, hvor jeg havde mulighed for at forsvare mine synspunkter. Jeg måtte regelmæssigt finde mig i at blive skudt motiver i skoene og blive taget til indtægt for holdninger, jeg ikke kunne kende mig selv i. Og så bliver én fjer hurtigt til fem høns. I dag kan jeg frit formulere og uddybe min version af det, der foregår, og sige til læserne: Det er sådan her, jeg ser det. Det har stoppet mange stormvejr,« siger Vibeke Manniche.

Andre bør følge trop

På bloggen skriver Vibeke Manniche om et bredt udvalg af emner – flest med relation til sundhedsvæsenet. I nogle af de nyeste indlæg gør hun sig til talskvinde for at sætte børns søvn på dagsordenen og for en lov om samtykke til sex. Hun mener, at hun som læge er forpligtet ved lægeløftet til at blande sig og give sin mening til kende, når hun oplever noget, der strider mod hendes moral og etik – og som i hendes optik har betydning for folkesundheden. Også selvom hendes synspunkter ikke altid er populære! Alt for mange læger forsømmer sig imod den del af lægeløftet, vurderer Vibeke Manniche.

»Mit motto er: Er der en shitstorm, så går jeg ind i den. Livet har lært mig, at jeg ikke skal flyve lavt. Hvis jeg mener, at det er vigtigt at starte en debat om et kontroversielt emne, så gør jeg det. Jeg har set alt for mange kollegaer, som har været ude i stormvejr, og som ikke har stået op for sig selv – og så ender de med at virke utroværdige og ’skyldige’, fordi deres forsvar udebliver. Nogen har ligefrem mistet autorisationen eller fået den indskrænket, fordi de undlod at forsvare sig og give deres version af sandheden.«

At stå på mål for holdninger er ifølge Vibeke Manniche også at ytre sig åbent om betænkelige observationer i arbejdslivet. Hun eksemplificerer sin pointe ved at referere til dengang hun foretog lægeundersøgelser af elever på niende klassetrin. Her blev hun opmærksom på, at piger, der tog P-piller, stoppede med at vokse. Pigernes vægtkurver stagnerede umiddelbart efter, at de begyndte at tage pillerne. 

»Jeg følte mig forpligtet til at råbe højt. Jeg havde set i omegnen af 3000 skolebørn, og mønsteret gentog sig. Det ville ikke have været forsvarligt, hvis jeg havde holdt den viden for mig selv. Mine observationer blev desuden understøttet af forskning bl.a. fra Rigshospitalet,« siger Vibeke Manniche.

Sundhedspolitisk Tidsskrift: Er det forsvarligt at råbe op om egne observationer, inden de er videnskabeligt bekræftet i større studier? 

Vibeke Manniche:» Selvfølgelig bralrer jeg ikke bare ud med udokumenterede påstande. Så vidt det er muligt underbygger jeg mine indlæg med referencer til videnskabelige studier. Især min ph.d har støttet min akademiske tilgang til debatter. Men jeg mener, at det er vigtigt at påpege de ting, der stikker i øjnene, og som vi som feltarbejdere møder – og som potentielt kan ende med at skade patienterne.«

Carl Holst og troværdighed

Vibeke Manniches blog er ikke tilknyttet et medie, hvorfor hun selv er ansvarlig for at udøve censur på sine indlæg, inden de publiceres. Hun arbejder, fortæller hun, efter et princip om, at hun ikke bringer indlæg om emner, der er omgærdet af tavshedspligt, og så undlader hun at skrive om folk ved navns nævnelse, hvis ikke deres navne allerede er fremme andre steder i pressen – og dermed allerede har offentlighedens interesse. 

Hvordan hænger det sammen med, at du tilbage i 2015 blev beskyldt for at bryde din tavshedspligt ved at afsløre detaljer om V-politikeren Carl Holsts reaktioner ved en trafikulykke?

»Allerede før jeg skrev indlægget, vidste mange, at det var mig, Carl Holst refererede til, når han med – i mine øjne – disrespekt og manglende ydmyghed udtalte sig om en læge, der havde hjulpet ham i forbindelse med trafikulykken. Jeg følte, at hans måde at tale om mig ramte hele lægestanden: For hvilken læge har lyst til at stoppe op på vej til f.eks. bryllup og hjælpe et menneske i akut nød for så senere at få hån for det – og så endda fra en mand i en magtposition i forhold til lægestanden. Jeg synes, at jeg skyldte mine kolleger at skrive det indlæg.«

Kan det ikke tænkes at skade din faglighed, når du på den måde tilkendegiver personlige holdninger?

»Det er ikke min erfaring. Jeg har skrevet mere end 30 bøger – herunder ’Alt om barnet’ –, hvilket har slået min troværdighed fast hos familier og især mødre landet over. Jeg synes ikke, at det skader, at mine læsere ved, hvor jeg står, når det kommer til sundheds-, børne- og kvindepolitik. Jeg har desværre en gruppe mandlige stalkere, som benytter enhver lejlighed til at få mig ned med nakken.«

De senere år har Vibeke Manniche oplevet, at den gruppe, hun refererer til som ’sine mandlige stalkere’, er begyndt at fylde mere i debatten på bloggen. Det er, ifølge Vibeke Manniche, mænd (inklusiv enkelte mandlige læger), der kommenterer på hendes indlæg i en perfid og grænseoverskridende tone. Samtidig oplever hun, at flere af hendes faste læsere er overgået til at kommentere på hendes blogindlæg i private beskeder, så deres kommentarer ikke står frem til offentlig skue.

»Desværre bliver flere og flere berøringsangste i forhold til at give deres mening til kende. Debatkulturen på Internettet er grov, og jeg tror, at mange frygter at blive udsat for chikane og lagt for had. Det er en trist udvikling. Jeg har tilpas mange hår på ryggen til, at de svinske kommentarer ikke slår mig ud. Men der er da debatfora, som selv jeg holder mig fra på grund af tonen, f.eks. lægegruppen på Facebook,« siger Vibeke Manniche.

Et link til Vibeke Manniches blog findes her.