Rigets kultursite går online
ONLINE: Rigshospitalets faste tilbud om adspredelse og underholdning for patienter og familier sendes nu online for at støtte op om den svære situation mange er i, når de er syge og indlagte og ikke kan få besøg af andre end én pårørende - eller når man er i karantæne derhjemme.
Mange af de sædvanlige tilbud om adspredelse og underholdning på sengestuen og i fællesarealer kan ikke foregå, som de plejer pga. situationen med coronavirus. Men nu er der godt nyt til de indlagte, deres familier og andre interesserede. Mange af Rigshospitalets kulturelle aktiviteter for indlagte og deres pårørende, samlet under betegnelsen KulturPåRiget, kan nemlig nu opleves og tilgås online både på hospitalet og fra stuerne derhjemme. Se med på rigshospitalet.dk/onlineunderholdning
Adspredelse og pause fra sygdommen er essentielt
Og netop det at få adspredelse og underholdning i en svær tid er vigtigt, ikke mindst for børn og unge og deres pårørende, fortæller Charlotte Blix, der er sygeplejerske og leder af Rigshospitalets BørneUngeProgram, som sammen med Patientbiblioteket og Kirken på Rigshospitalet står bag de mange aktiviteter og tilbud i KulturPåRiget:
- Sygdom, behandling og indlæggelse er forbundet med bekymring og usikkerhed, og her kan musik, leg, historiefortælling og kreative aktiviteter i det hele taget gøre en stor forskel for de indlagte og deres familier. fortæller hun og fortsætter:
"Den situation familierne befinder sig i lige nu er endnu mere belastende end ellers– både for de indlagte og de derhjemme, som har tilknytning til hospitalet. Så hvis der er noget tidspunkt, der er brug for vores underholdningstilbud, mener vi det er nu," understreger Charlotte Blix.
Hun glæder sig over, at de mange frivillige og professionelle kunstnere, der til dagligt optræder og underholder Rigshospitalets patienter og pårørende, bakker op om strategien med at gå online. – Det er vi meget taknemmelige for, fordi vi ved, at familierne har brug for det og holder meget af de kulturelle indslag som afbrydelse i en hverdag med sygdom og behandling, forklarer Charlotte Blix.
Også for voksne
Voksne har også i den grad brug for adspredelse og luft fra fokus på sygdom og behandling, forklarer Bodil Svansø fra Rigshospitalets Patientbibliotek, der sammen med BørneUngeProgrammet står for mange af de kulturelle tilbud til både voksne og børn.
"Det er altid hårdt at være indlagt på hospitalet. I denne tid er det endnu sværere, fordi man måske ikke kan få besøg af sine kære. At læse eller lytte til en spændende bog eller se en sjov film kan være en måde at blive underholdt eller adspredt på. Man kan tænke på noget andet – og måske ovenikøbet more sig eller en knibe en tåre sammen," siger Bodil Svansø.
Se det hele hjemme fra (patient-)stuen og deltag online
Patienter og pårørende og andre interesserede kan se og deltage underholdningen for Rigshospitalets patienter og indlagte familier på dette link https://www.rigshospitalet.dk/onlineunderholdning
Plakater med alle tilbuddene vil blive hængt op i afdelingerne og delt ud til familierne, så de kan få glæde af alle de mange gode tilbud, fortæller Charlotte Blix og Bodil Svansø.