Skip to main content

Camilla Hersom strikker, synger i kor og deler læseoplevelser i bogklubben – senest med Virginia Woolf på repertoiret.

At dele læseoplevelser er inspirerende og giver perspektiv

KULTUR-TEMPERATUR: Camilla Hersom tiltræder snart som direktør hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. Derhjemme forsøger hun at få sin familie til at læse formidlingsværket ’Tarme med charme’. Hun er også glad for sin bogklub, hvor de lige nu læser en præcis 100 år gammel klassiker.

Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?

”Den allerseneste gode kulturoplevelse har været udstillingen af Viggo Johansens værker på Den Hirschsprungske Samling. Hans malerier har ikke fyldt så meget i min bevidsthed indtil nu, i hvert fald ikke sammenlignet med de andre skagensmalere. Jeg har også for nyligt set Marie Mørkebergs vildt flotte og farvestrålende portræt af kvindelige politikere i Samtaleværelset på Christiansborg. Det er lidt længere tid siden, at jeg var til koncert med The Minds of 99. Det var fabelagtigt, også selvom de ikke spillede min yndlingssang, ’Sikke en Sang’.” 

Hvilken bog/film/musik kan du anbefale til familie og venner?

”En af mine favoritbøger er ’100 Års Ensomhed' af Gabriel García Márquez. Den er fantastisk. Jeg er med i en bogklub sammen med nogle andre damer, vi læser lige nu ’Mrs. Dalloway’ af Virginia Woolf, bogen har 100-års jubilæum i år, men fremstår stadig helt frisk og aktuel. Det er en bog, som jeg kommer til at anbefale i fremtiden. Vi skiftes til at vælge bøger i bogklubben, at dele læseoplevelser på den måde er både inspirerende og perspektiverende - det kan jeg klart anbefale.”

Hvilken bog/film/podcast vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for sundhedsområdet?

”Øverst på listen står professor, overlæge Morten Sodemanns ’Sårbar? Det kan du selv være’. Om ulighed i sundhed og hvordan vi møder sårbare mennesker i sundhedsvæsenet. Den bør alle, der arbejder med sundhed, kende. Senest har jeg læst Pernille Darlings ’Det neurodivergente menneske’ som er rigtig interessant, også for mit kommende arbejde som direktør hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. Derhjemme forsøger jeg at få min familie til at læse ’Tarme med Charme’, som beskriver de overraskende sammenhænge mellem vores tarmbakterier og sundhed og trivsel. Endelig er der også den nye film ’Det Andet Offer’. Den kan anbefales for et virkeligt godt perspektiv på, at både patienter og personale bliver berørt, når der sker fejl i sundhedsvæsenet – og fejl sker, hvor mennesker arbejder i pressede situationer.” 

Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske? 

”Jeg er glad for, at du siger ’forsøgt’…. Jeg er ikke kunstner. Men jeg forsøger at blive bedre til at strikke, og jeg synger i kor. Det kan også være som et lille kunstværk, når man lykkes med sine surdejsboller.” 

 

Camilla Hersom, 53 år

  • Kommende direktør, Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade
  • Tidligere vicedirektør i Danske Regioner
  • Tidligere formand for Danske Patienter 
  • Folketingsmedlem, gruppeformand samt finans-, sundheds- psykiatriordfører for Radikale Venstre fra 2011 til 2015
  • Tidligere formand for Forbrugerrådet TÆNK
  • Cand.scient.pol. fra Københavns Universitet, 1999