Kunstfond støtter Aalborg Universitetshospital: Ønsker kunsten helt tæt på patienterne
KULTUR: En ny almennyttig fond, ´Kulturkraft:Nord´, er etableret med det formål at støtte Aalborg Universitetshospital i at inddrage kunst og kultur som en del af sundhedsindsatsen. Kunst og kulturelle tilbud skal medvirke til supplere den læge- og sygeplejefaglige indsats mod sygdom.
Fonden fokuserer på patientnær kunst og kultur, skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Nogle af oplevelserne skal ind på sengestuerne, men opgaven er også at få kunst og kultur indarbejdet i fællesområder som for eksempel indgangspartier og gangarealer.
Advokat Anders Hjulmand er fondens formand, og han ser gode muligheder for at samle støtte til visionen om at gøre hospitalets kunstneriske udtryk til et nyt vartegn.
”Vi har allerede modtaget positive tilkendegivelser fra mulige donorer, der bakker op om formålet. De har også bemærket, at fonden har et højt ambitionsniveau, og at vi tilstræber kunst og kultur af høj standard. Jeg er i den forbindelse meget glad for, at vi har fået tilknyttet Gitte Ørskou som kunstfaglig rådgiver. Med hendes baggrund som museumsleder og store indsigt i moderne kunst har vi en kapacitet, der kan sikre en relevant liste af kunstnere, pege på løsninger af kunst på udvalgte spots og løbende kontakt med kunstnerne,” siger Anders Hjulmand.
Gitte Ørskou er direktør for Moderna Museet i Stockholm og har tidligere været direktør for Kunsten/Utzon Center i Aalborg og var i perioden 2013-17 formand for Statens Kunstfond.
Startkapital fra fond og private selskaber
Bag ´Kulturkraft:Nord´ står Melsen Fonden, OTK HOLDING A/S og Hejlskovbjerg Holding ApS.
Fondens midler består af en grundkapital på 1 million kroner og en disponibel kapital på 1,5 millioner kroner i de første tre år. Derudover forventer bestyrelsen at skaffe midler fra donationer, arv og målrettet fundraising. Der er ikke afsat midler til indkøb af kunst i forbindelse med igangværende hospitalsbyggeri. De nye bygninger åbner efter planen for patienter i første halvdel af 2026.
Hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen er som næstformand i fonden bindeled til hospitalet:
”Hidtil har der været meget fokus på byggeriet af det ny hospital, men vi står nu på tærsklen til at flytte ind i byggeriet, og det er en oplagt mulighed for os til at realisere visionen om, hvordan bygningerne, miljøet og omgivelserne med kunst kan favne det hele menneske. Derudover har vi fra hospitalets side et ønske om, at indsatsen skal danne grundlag for forskning, der undersøger effekten af de oplevelser, den enkelte patient får med kunst og kultur,” siger Lars Dahl Pedersen.
Sådan ser bestyrelsen ud
Bestyrelsen i den nye fond tæller ni medlemmer: Anders Hjulmand (formand), Lars Dahl Pedersen (næstformand), sundheds- og kulturdirektør Bente Graversen, regionsrådsmedlem Malou Skeel, direktør Ole Tolstrup Krogsgaard (OTK Holding), direktør Erik Jacobsen (Hejlskovbjerg Holding), Kurt Ejgil Møller (næstformand i Melsen Fonden), sekretariatschef Jørgen Krogh og overlæge/projektleder Per Thorgaard.