| | | | | |
 

Dokumentarinstruktør Nanfu Wang har undersøgt Kinas og USA’s coronakampagner i sin nye film In the same Breath.

Filminstruktør bag ny dokumentar: Kina skjuler antallet af coronadøde

DOKUMENTAR: Hvis vi erklærer os enige i, at Kina reagerede på udbruddet af corona med succes, så er vi medskyldige i landets propaganda og censur, mener den prisbelønnede dokumentarinstruktør Nanfu Wang.

Hun har undersøgt Kinas og USA’s coronakampagner i sin nye film In the same Breath, der netop har haft premiere på filmfestivalen Sundance i USA.

Nanfu Wang, der fik sit internationale gennembrud med filmen "One Child Nation", er født i Kina, men bor nu i USA. Hun var i Kina på besøg hos sine forældre et par hundrede kilometer uden for Wuhan til jul og kinesisk nytår i pandemiens første dage. Og filmen åbner da også med billeder af nytårsaften i Wuhan, en metropol af skyskrabere belagt med farvekoordinerede lys. Her er masser af festglade mennesker, men det er også én stor supersprederbegivenhed, som kun nogle få læger og et officielt benægtende kinesisk styre forstod faren i. 

Inden nytårsfesten havde styrets medier på alle kanaler nemlig meddelt, at "otte mennesker var blevet straffet for at sprede rygter om en ukendt lungebetændelse. Vi kontrollerer informationen - og fra nu af er der ingen virus."

Disse otte mennesker var læger, der i et chatrum havde talt om, at de havde identificeret et farligt coronavirus, og da styret gik så langt, at det også forbød at tage billeder med mobiltelefonen af syge mennesker på gaden, hyrede Nanfu Wang en gruppe kamerafolk til undercover at filme, hvad der foregik inde på hospitalerne i Wuhan, som allerede da var overfyldte med hostende og døende patienter. 

Nanfu Wang starter med at filme samme dag, som styret erklærer, at det er forbudt at tale om virus. Og kort efter interviewer hun i filmen sundhedsarbejdere, som allerede på dette tidlige tidspunkt i pandemien fortæller hende, at målt med deres erfaring er antallet af døde 30.000 samtidigt med, at regeringen oplyser, at 3.335 mennesker var døde af covid-19.

Godt et halvt år senere i oktober 2020 vender Nanfu Wang tilbage til New York, hvor hun oplever sit nye lands regering agere på samme måde som det kinesiske styre. Også her møder hun læger, som er blevet straffet i form af fyresedler, fordi de har kritiseret manglende beredskab, fravær af beskyttelsesudstyr, utilstrækkelig beskyttelse af befolkningen og alt for få sengepladser. Og også her oplever hun at måtte konfronteres med politisk uvidenhed, ligegyldighed, sundhedsmyndigheders forsømmelser, løgnagtige regeringskampagner og undertrykkelse af de data, som kunne vise situationens rette alvor.

"In the same Breath", der skifter mellem USA og Kina i hele 2020, er således én lang parallelisering af de to landes medier samt ikke mindst deres regeringers fortielser og misvisende informationskampagner og politiske valg, som hun mener var investeringer i at kontrollere alt andet end netop coronavirusset. Men samtidigt finder hun også i begge lande masser af læger, sygeplejersker, patienter og pårørende, som risikerer alt, de ejer og har, i forsøg på at få sandheden ud.

I dag går livet videre i Wuhan, men netop dette er også problemet ifølge Wang, som mener, at det kinesiske styres kontrol og censur lever i bedste velgående, hvilket sikrer, at omfanget af styrets dårlige håndtering aldrig rigtigt kommer for en dag. Filmens centrale tema er at undersøge hvordan autoritære styrer reagerer på kriser som for eksempel en pandemi.

To af filmens kameramænd måtte stoppe samarbejdet med Nanfu Wang efter henvendelse fra de kinesiske myndigheder, ligesom også hendes mor har haft besøg af myndighederne på grund af filmen.

"In the same Breath" kommer til Europa i løbet af foråret og vil kunne ses på HBO, som allerede nu har en lille trailer for dokumentaren.