DR-dokumentar viser i al sin gru hvor syg man kan blive af covid-19

DOKUMENTAR: Første afsnit af DR´s TV-serie Epidemien giver et totalt skræmmende indblik i patienters og sygehuspersonales næsten umenneskelige kamp mod covid-19s lumske og ødelæggende angreb på patienter og plejepersonale.

Program et "Epidemien – Bent kæmper for sit liv" udspiller sig blandt andet i pandemiens første måneder på Roskilde Sygehus, hvor sundhedspersonale med få og mere eller mindre utilstrækkelige værnemidler i foråret pludselig overvældes af coronasyge og behandlingskrævende patienter, som plejepersonalet endnu dårligt ved, hvad de skal stille op overfor - bortset fra at give de i nogle tilfælde livreddende iltbehandlinger. 

Programmet, som er det første i en serie på fire programmer lavet af DR Dokumentar om det første år i Danmark under pandemiens åg, følger to patienter: Bent Hatting, der er hårdt ramt af covid-19, og som også lider af lungesygdommen KOL, og den en del yngre og ellers tidligere raske Hanne Lorenzen, der ligesom Bent Hatting også må gennem et langt sygdomsforløb på intensiv og i respirator. Hverken de selv, deres familie eller hospitalet ved, om de vil overleve, for covid-19 sygdommen er mere lumsk og uberegnelig end, hvad læger og sygeplejersker tidligere har oplevet. Og som én af medvirkende sygeplejersker forklarer:

”Noget af det, som overrasker os, er hvor dårlige rent faktisk patienterne er. Vi ved jo godt, at de har påvirkede lunger. Men hvor vores lungepatienter normalt har brug for tre-fire-fem liter ilt i døgnet, skal de her patienter have 80 liter ilt. Og det er voldsomt. Det er fuldstændigt vanvittigt at sige, at ’patienten ligger med 80 liter ilt’. Det er ikke noget, som vi kender, det er ikke noget, vores læger kender til, så vi ved ikke, hvad det er, vi bevæger os ud i. Det eneste, som vi kan gøre. er at gøre alt, hvad vi kan. Normalt har vi et dødsfald hver 14. dage eller en gang om måneden. Nu er det flere om dagen, ja nogen gange to-tre dødsfald bare på en enkelt vagt. Det ubehagelige er, at man tror, de er i bedring, men så pludseligt får de det værre, og så dør de. De er raske og rørige den ene dag, men har måske brug for en smule ilt, for så næste dag at dø. Det synes jeg er svært at se.”

Hvad der også er svært og decideret rystende at se på i programmet, er de mange sundhedspersonaler, som styrter rundt mellem patienterne enten uden eller med kun delvise værnemidler. At Danmark har sendt sit frontpersonale så længe og så ubeskyttet i krig mod corona er en skamplet på sundhedsvæsnets politiske og faglige ledelse.

En skamplet som både Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen i programmet dog smyger sig uden om at tage ansvar for:

”Jamen, sådan var det jo, der var, hvad der var,” lyder det iskoldt fra Thomas Senderovitz, der netop har opsagt sit job som direktør for Lægemiddelstyrelsen. 

En forklaring, som da heller ikke på nogen måde bliver købt af forsker i katastrofer, Kristian Lauta, Københavns Universitet:

”Først lige før påske gik det op for myndighederne, at man ikke havde beskyttelsesmidler. Det er bare et lille eksempel på noget, hvor man kunne have forstået og forberedt sig langt før og således have organiseret sig billigere, bedre og mere elegant ud af,” lyder kritikken.

Men at det kan være livsfarligt at arbejde med coronapatienter er sundhedspersonalet i programmet udmærket klar over – om ikke på grund af andet så fordi, at de oplever, hvordan de selv og kolleger bliver alvorligt syge:

”Vi får en sundhedsperson ind, som er smittet på arbejde på grund af mangel på værnemidler. Hun fortæller, hvordan de ikke havde værnemidler, hvordan de måtte dele de få, der var, og hvordan de forsøgte at spritte masker af, når de delte. Det er helt katastrofalt efter min mening.”

Men det var ikke kun i forhold til beskyttelsesudstyr, at Danmark tydeligvist sov i timen, det samme gjaldt ifølge programmets medvirkende også udbredelsen af tests, smitteopsporing, sundhedsmyndighedernes generelle forståelse af risikoen for corona, smitteudbredelse og hele risikoen for og ved en pandemi:

”Man må undre sig over, at myndighederne tog det på den måde. Danmark var ikke særlig godt forberedt på den her situation, og det mærker man på sygehusene, hvor man bliver sat under et gevaldigt pres allerede i marts,” siger Kristian Lauta. 

Heller ikke professor,Lone Simonsen er imponeret:

”Det er interessant, hvorfor vi er så sent ude med test. Vi var ikke klare, og vi var i gang med at bygge en båd, mens vi sejlede den, for der var ikke den opmærksomhed på, at vi måske havde den 100 års-begivenhed, som vi har nu.”

Hvordan det går Bent Hatting og Hanne Lorenzen bør ikke røbes her. Men hvad, der for alvor står tilbage, er, at dette program ikke blot sætter myndighedernes svigt af sine sundhedsansatte i et trist og oprørende relief, men også hvor kynisk, brutal og fattig den tilbagevendende diskurs om, at ’det jo kun er de gamle’, som dør af covid-19, vitterlig er. Rundt om og bagved ved de syge står sundhedspersonale, som hver dag risikerer deres liv på i forsøg på at redde deres patienter samt angste - eller hvis sygdommen vinder - også dybt sørgende familier, som har svært ved at fatte, hvad der har ramt efter ikke at have haft adgang til den syge og uden mulighed for at sige rigtigt farvel. Og at man kan have masser af livskvalitet og afgørende betydning for sine nærmeste trods en underliggende sygdom, er 90-årige Bent Hatting et strålende eksempel på.

Hvor svært det er at gå i krig for sine patienter på de gældende præmisser udtrykker en sygeplejerske således:

”I starten var jeg ikke i tvivl om, at det var det hele værd, at være midt i orkanens øje, selvom det betød at være i risiko for at dø, men nu kan jeg være i tvivl”.

Dokumentarseriens første to afsnit kan ses her på DR-1-Online.

De følgende programmer sendes de kommende tre mandage samme sted.