
Fra ’The Tender Revolution’.
Roskilde Festival viser dokumentar om manglende omsorg
FILM: Dokumentarfilmen ’The Tender Revolution’ følger mennesker, der kæmper for omsorg i et presset system. Roskilde Festival blænder i år op for filmen, der også blev vist på CPH:DOX i 2025. Festivalens biograf er tilbage efter 13 års fravær.
’The Tender Revolution’ bliver vist søndag den 28. juni i Roskilde Festivals biograf Cinema, som i 2026 genopstår efter 13 år uden et sådant filmtilbud på festivalpladsen.
I dokumentaren følger vi blandt andre Arnold, der passer sin søn uden støtte. Han er en af flere portrætterede mennesker, der må navigere i en verden, hvor omsorg ikke bliver tilgodeset tilstrækkeligt.
Vi møder også peruvianske Amanda, som er bosat i Tyskland. Hun oplever, hvordan manglen på omsorg også har en slags parallel i den eskalerende klimakrise. Filmens skaber, Annelie Boros, undersøger også, om et mere omsorgsfuldt samfund kunne have ændret hendes egen nære vens tragiske skæbne.
Biograf baseret på bredt samarbejde
I Cinema kan festivalgæster under festivalens opvarmningsperiode fra den 27. juni til den 30. juni opleve både nye spillefilm som Oscar-vinderen ’Sinners’, dokumentarer som ’The Tender Revolution’ og særlige nattevisninger. Programmet til Cinema er tilrettelagt af Roskilde Festival og Roskilde Festival Højskole, det sker i samarbejde med CPH:DOX, Europa-Parlamentet, The Why Foundation, RoskildeBio.nu og Den Danske Filmskole.
Dokumentarfilmen ’The Tender Revolution’ rummer masser af empati og forandringstørst, men fokus bliver flere steder lidt uskarpt, skrev dette medies anmelder i 2025, da filmen blev vist på CPH: DOX.
