Ny bog har et skarpt øje for empatis betydning i sundhedsvæsenet

BØGER: En ny bog, der guider sundhedsprofessionelle i, hvordan de bedst kan bruge deres empatiske kompetencer i samspil med patienter, demonstrerer stor indsigt i empatiens styrker og faldgruber.

Begrebet empati er i de senere år i stigende grad blevet opfattet som et kerneelement i kommunikation mellem sundhedsprofessionelle og patienter, eftersom empati kan være med til at skabe tillidsfulde samarbejdsrelationer og herved fremme patientens positive oplevelse af den hjælp, der tilbydes.

Men hvad er professionel empati, og hvordan bruger sundhedsprofessionelle aktivt og reflekteret empati i deres dagligdags praksis, spørger cand.psych. Ingeborg Bonnevie  i sin nye bog ´Empati i den sundhedsprofessionelle relation´, hvori hun udfolder og konkretiserer det ellers nogle gange ret så svævende begreb, som sundhedsvæsnets ledelser forlanger, som dets ansætte ikke sjældent påkalder sig at besidde, men som patienter ikke desto mindre gang på gang betegner som mangelfuldt eller ikke eksisterende.

”I enhver profession, der har at gøre med menneskers sundhed og trivsel, står mødet og relationen helt centralt. Her har den sundhedsprofessionelles menneskelige og relationelle kvaliteter den største betydning i forhold til at kunne være empatisk til stede med opmærksomhed på personens (patientens, red.) oplevelse af sine helbredsmæssige problemer og sin situation,” skriver Ingeborg Bonnevie. Hun forklarer blandt andet, hvad hun ser som et behov for læring og bevidsthedsgørelse omkring sundhedspersoners praktisering af empati i professionel sammenhæng, således:

”Empati er en enestående evne, der for så vidt er ganske ligetil, men den kan også være ustabil og svær at få hold på. Empati kan opleves fuldt i samspillet med et andet menneske, men kan også svækkes eller forsvinde for så på et tidspunkt at dukke op igen uden forståelig årsag.”

Empati i den sundhedsprofessionelle relation, der henvender sig til studerende på de sundhedsprofessionelle grund – og videreuddannelser samt læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter og social- og sundhedsassistenter, består af seks velfortalte kapitler.

I kapitel 1 gives en let tilgængelig indføring i empatis teoretiske begrebsapparat, i kapitel 2 belyses empatibegrebet i praksis for således at vise, hvordan teorien kan udfolde sig i en samtale. I kapitel 3 uddybes en central kompetence til at opnå empati nemlig at lytte’, samt de færdigheder, der er forbundne hermed. I kapitel 4 fokuserer Bonnevie på følelsesmæssige faktorer hos den sundhedsprofessionelle, som kan forhindre empati i at opstå. I kapitel 5 vender forfatteren et kritisk blik mod sundhedsvæsenet og de faktorer der som for eksempel tidspres kan hindre og/ eller svække den sundhedsprofessionelles empatiske kompetencer. Kapitel 6 sætter fokus på, hvordan empatiske kompetencer kan udvikles og trænes løbende over tid i forhold til de daglige behandlings- og plejesituationer.

Hvert kapitel afsluttes herudover med refleksionsspørgsmål og forholdsvis simple øvelser i rollerne som henholdsvis sundhedsprofessionel og patient. Bogen slutter endelig med en øvelsesvejledning, som kan anvendes til at træne egne empatiske kompetencer.

Professionel empati skal ifølge Bonnevie forstås som en videnskabelig teknik og en forfinet, delvist disciplineret og specialiseret praksis:

”Professionel empati bliver sat i kontrast til den empati, der udfolder sig i hverdagen, hvor indlevelsen i et andet menneske og en umiddelbar formodet forståelse opstår spontant, uden at der tænkes særligt over det. Det betyder ikke, at empatibegrebet ændrer sig afhængigt af, om det udfolder sig i hverdagen eller i en professionel sammenhæng. Det betyder derimod, at den sundhedsprofessionelle kender teorierne for empati, kan anvende dem og er trænet i at bruge dem. På den måde og med det formål er professionel empati en specialiseret form for empati,” skriver Bonnevie, der meget interessant i en tid, der kalder på empati, påpeger, at empati dog hverken kan ’planlægges, forestilles eller tvinges frem’.

”Når væremåden er uægte, vil empati være fraværende. Empati er karakteriseret ved at være spontan, uforstillet og umiddelbar, begyndende med indlevelsen,” fastslår hun.

Men selv om de fleste sundhedsprofessionelle ifølge Bonnevie har empatien indbygget i den måde, de danner relationer, eftersom de har lyst til at være i en hjælpeposition og derfor har valgt faget, så er empatien et truet dyr i et overbebyrdet sundhedsvæsen:

”Den empatiske kontakt til personen (patienten, red.) kan imidlertid svækkes eller helt forsvinde, når den sundhedsprofessionelle er under indflydelse af effektivitetspres og tidspres i de forskellige arbejdssituationer i et stadigt mere komplekst sundhedsvæsen,” skriver Bonnevie, der også mener, at brugen af standarder, arbejdsdeling og tværfagligt samarbejde kan udgøre potentielle benspænd for professionel empati.

Bonnevie berører også de strukturelle forhindringer, der kan stille sig i vejen for sundhedspersonalers empatiske forståelser og dialoger med deres patienter. Og man mærker, at hun som tidligere sygeplejersker har været tæt på patienter, samt at hun i en årrække har undervist sundhedspersoner i empati og kunsten at være lydhør overfor ikke kun patienters ønsker, men samtidigt også overfor sundhedspersonalers egne reaktionsmønstre og behov.

For empatien kan ifølge forfatteren også gå over gevind og skade begge parter. For eksempel hvis sundhedspersonen forveksler professionel empati og personlig sympati og således bliver overinvolveret, fordi egne følelser og identifikation kommer til at dominere relationen. Alt sammen noget der kan udføre til emotionel overbelastning og udbrændthed, hvis sundhedspersonen enten ikke magter eller ikke har lært at bemestre den professionelle empatis nødvendige kognitive refleksioner ifølge Bonnevie.

Ingeborg Bonnevie er rigtig god til at sætte ord på de mange følelser og processer, der kan ligge bag sundhedspersoners -ofte ubevidste og uerkendte - ikke-empatiske adfærd. Og hendes råd til, hvordan man som sundhedsperson selv kan arbejde med empatis styrker og faldgrupper, så den mere simple empati bliver til en professionelle empati, forekommer bevidsthedsgørende og muligvis også operative et godt stykke hen af vejen.

Det er ingen tvivl om, at Ingeborg Bonnevie brænder for flere empatiske møder mellem patienter og sundhedspersoner, og at hun har et skarpt og akademisk velfunderet øje for empatiens mange styrker i mødet mellem sundhedspersonaler og patienter. Men det ville dog have klædt bogen gevaldigt, hvis hun havde udfoldet en endnu større grad af interesse og nysgerrighed overfor, hvorvidt forringede rammevilkår, den udbredte stress, det stigende tidspres, de stadigt flere patienter og den deraf voksende mistrivsel og udbrændthed blandt sundhedspersonaler betyder, at kravene om øget empati måske dybest set er urealistiske så længe, at tid er en endnu større mangelvare i det danske sundhedsvæsen.

Ingeborg Bonnevie: ´Empati i den sundhedsprofessionelle relation´ er udkommet på Gads forlag og koster 269,95 kroner