Skip to main content

Janne Aagaard med sin bog, der handler om mosteren Gudrun.

Gudrun og det hvide snit er hårrejsende kvinde- og Danmarkshistorie

 
 
 
 
 

BØGER: Janne Aagaard jagter både sandheden om, hvorfor hendes moster Gudrun fik det hvide snit, og om hvorfor Danmark var verdensførende inden for dette brutale indgreb, der især gik ud over kvinderne. Bogen kan varmt anbefales til alle, der interesserer sig for dansk kvinde-, medicin- og psykiatrihistorie.

Journalist og forfatter Janne Aagaard husker besøgende hos moster Gudrun i barndommen. Den tykke ældre dame sad på plejehjemmet med pjuskede øjenbryn, et venligt, lidt mandhaftigt smil, rødlakerede negle og tykke strømpebukser for at skjule en benprotese, hun fik efter en trafikulykke.

Der var noget både skræmmende og mystisk over mosteren, der umiskendeligt var anderledes, og som efter en påkørsel og en ulykkelig kærlighedshistorie blev indlagt i psykiatrien. Janne Aagaard beskriver, hvordan hun ofte er vendt tilbage til Gudrun i tankerne, for hvad skete der egentlig? Hvad fejlede Gudrun, hvorfor fik netop hun en lobotomi, populært kaldet ’det hvide snit’, og hvad gjorde operationen ved Gudruns personlighed efterfølgende?

Alt destrueret

Det begynder lidt nedslående, for næsten samtlige dokumenter om Gudruns indlæggelse og sygdomsforløb er destruet. Åbenbart er der på et tidspunkt indført en regel, som gør, at kun patientjournaler fra patienter med fødselsdag d. 1 i måneden er gemt. Det virker absurd, men er åbenbart realiteterne, og således nedslået famler Janne Aagaard i et vacuum af information om mosteren på trods af, at Gudrun var i statens varetægt det meste af sit liv.

Janne Aagaard er journalist og mange-årig krimireporter, og hun komponerer bogens fortælling som en gåde i flere spor, der skal afdækkes.

Vi følger Janne og morens roadtrip i Gudruns fodspor, samtidig med at Janne Aagaard, der til daglig bor i Portugal, forsøger at forstå den portugisiske læge Egas Moniz, der under Salazars diktatur opfandt lobotomien som kirurgisk indgreb mod psykisk sygdom. En opdagelse, han i 1951 blev hædret for ved at modtage Nobelprisen i fysik/medicin. I et tredje spor afdækker Janne Aagaard dansk kvinde- og medicinhistorie, for det viser sig, at vi netop i Danmark var usædvanligt begejstrede for lobotomien – også i langt højere grad end i Portugal, hvor der fra begyndelsen var stærk kritik af metoden.

Danmark som "verdensmester" i det hvide snit

Den danske forkærlighed for både eugenik og lobotomi dokumenteres grundigt, som fortællingen skrider frem. 4.471 danskere fik i årene 1939-1983 udført en lobotomi, og antallet af indgreb toppede i 1954 med hele 293 operationer. Det gør Danmark til det land, hvor suverænt flest blev opererede pr. indbygger, tæt fulgt af Sverige, som havde nogenlunde samme antal operationer, dog med en noget større befolkning.

Måske skyldes hyppigheden, at Danmark adskilte sig fra andre lande ved, at en lobotomi kun krævede et mundtligt samtykke fra enten patienten selv eller en pårørende. I i 1956 argumenterede en flok overlæger endda for, at kravet om samtykke helt burde bortfalde, idet de mente, at risikoen ved indgrebet var ubetydelig – det til trods for, at 5-10 procent døde under eller kort efter operationen.

Fordelen, set fra et behandlingsmæssigt synspunkt, var, at patienterne efter operationen fremstod roligere, tilfredse, og at de skabte færre problemer for personalet. Så blev det set som mindre væsentligt, at bivirkningerne ved indgrebet talte epilepsi, demens, snøvlende tale, forringet mimik, vanskeligheder ved at kontrollere afføring og urin, og at personerne efter indgrebet – der jo i realiteten var en lægeinduceret hjerneskade – blev oplevet som initiativløse og følelsesflade.

Selvforståelse

´Gudrun og det hvide snit´ er en familiekrønike, og mellem linjerne sitrer spørgsmålet usagt, om det kunne være sket for Janne Aagaard selv, hvis hun havde levet i en anden tid, og ligesom Gudrun havde været ramt af en række uheldige omstændigheder.

To ud af tre af de lobotomiserede i Danmark var kvinder, og Janne Aaaggard har lige som Gudrun temperament, en vrede bobler i blodet, og psykisk sygdom løber i familien – og endnu nærmere, end hun troede, opdager hun i løbet af bogens research. Tanken er isnende.

Hvor er undskyldningen til ofrene for lobotomi?

Det maner til ydmyghed at blive mindet om de grusomheder, vi mennesker kan udføre ud fra ”de bedste hensigter”, og Janne Aagaard skal have tak for endnu engang at hive denne skamplet på dansk psykiatrihistorie frem i lyset.

I en tid, hvor der bliver givet undskyldninger og erstatninger til andre grupper, der har lidt under statens varetægt, er det tankevækkende, hvorfor de mange, der blev udsat for det hvide snit mod deres vilje eller under falske forudsætninger, ikke bliver nævnt. I Norge havde de debatten tilbage i 1996, og det blev erkendt, at lobotomien i mange tilfælde blev brugt i psykiatrien som metode til at kontrollere besværlige patienter. Det førte til, at Helsedirektoratet tilbød en økonomiske kompensation til patienter, der havde fået udført det hvide snit.

Veloplagt familiekrønike

Med Gudrun og det hvide snit har Janne Aagaard begået en veloplagt og velskrevet familiekrønike, som varmt kan anbefales til alle, der interesserer sig for dansk kvinde-, medicin- og psykiatrihistorie. Det er dog en skam for bogen og læserne, at hovedparten af dokumenterne om Gudruns liv i statens varetægt er blevet destrueret, og Janne Aagaard må da også selv konstatere, at kvinden, der som barn vækkede hendes store nysgerrighed, og hvis skæbne har hjemsøgt hende livet igennem, langt hen ad vejen stadig står som et mysterium.

Janne Aagaard: ´Gudrun og det hvide snit´, udgivet af Gyldendal, 272 sider, pris 249,95 kr.

  • Oprettet den .