Kvinders beretninger om illegale aborter er tragedie på tragedie

BØGER: Retten til fri abort fejrer i disse dage 50-års jubilæum. Læge og forfatter Ellen Ryg Olsen har i ny bog samlet 100 meget bevægende breve fra danske kvinder, som blev uønsket gravide i årene mellem 1930 og frem til abortens frigivelse den 1. oktober 1973. Bogen er fortsat vigtig og relevant i 2023.

Da danske kvinder for 50 år siden – som de første i verden – fik ret til frit og lovligt at gå til lægen med ønsket om at få foretaget en abort, skete det efter mange års kampe og psykiske og fysiske lidelser, som er svære at forestille sig i dag ifølge læge Ellen Ryg Olsen:

”Legalisering af aborten gav ikke blot kvinderne ret til egen krop – den fri abort gav kvinderne ret til eget liv,” skriver Ryg Olsen, der har været aktiv i kampen for fri abort det meste af sit liv, og som i anledning af 50-året for legalisering nu udgiver sin bog ´Strikkepinde og Sæbevand´. Heri beskriver 100 kvinder og en enkelt mand, hvordan en uønsket graviditet kunne føles som en livsdom, og hvordan de ofte måtte kæmpe alene, ikke kun med den ulovlige abort, men også med skyld og skam og de ofte svære sociale forhold og fysiske og mentale senfølger, som kunne være konsekvenser af de ulovlige aborter.

At læse brevene, som er fulde af smerte, sorg og fortrædeligheder, fra disse kvinder, hvoraf en del fortsat lever i dag, er en voldsom oplevelse, for de viser, hvor helt utroligt kort tid, det er siden, at uønsket graviditet var en skandale, som alle fra familie, venner, naboer, arbejdspladser, undervisningsinstitutioner, ja selv hospitaler og læger kunne tillade sig helt åbenlyst på bedste dobbeltmoralske vis at fordømme, straffe og moralisere over. Og det uanset om man var en ugift, gift, ung eller en mere moden kvinde, der ikke ønskede at fuldføre sit svangerskab.

Men ikke alene blev kvinderne fordømte, hvis de blev uønsket gravide. De skulle heller ikke ifølge Den almindelige danske Lægeforening have mulighed for seksualundervisning og præventionsmidler, så heller ikke hos den praktiserende læge var der som regel megen hjælp at hente, hvis man gerne ville beskytte sig mod graviditet ifølge en kvindelig brevskriver:

”De fleste af os var så bange for lægerne, at vi ikke turde søge deres hjælp. De havde en evne til at få os til at føle os så syndefulde og umoralske, at det var helt umuligt at spørge dem. Her er i hvert fald et område, hvor fremskridtet er så stort, at det ikke kan beskrives.”

Men værst af alt er brevenes mangfoldige og tragiske beskrivelser af, hvordan de desperate og pressede kvinder gang på gang var nødt til at risikere liv og varige mén, når de var kommet ’ galt af sted’- eller ’ i ulykke’ som det også hed sig.

Men kvinderne blev ikke kun syge af deres egne, illegale sundhedspersoners og diverse kvaksalveres strikkenåle, sæbevandsblandinger og kininpiller på spise- og dagligstueborde. Mellem 50-400 gravide kvinder vurderes at være døde årligt på grund af komplikationer i forbindelse med en illegal abort. 

En kvinde fortæller for eksempel om sin plejesøster:

”Min plejesøster var af god familie – men blev bortadopteret for skammens skyld. Kom på børnehjem og siden til vores familie, fire år gammel. I 1937 blev hun gravid, men ønskede ikke barnet. Forsøgte alt, gjorde selv indgreb. Blev syg på gaden i København og indlagt på Rigshospitalet. Var indlagt i syv uger, lægerne ville ikke forløse hende, hendes dødsattest lød på liggift”.

En anden kvinde fortæller om strikkepinde:

”Jeg har aldrig turdet bruge strikkepind, som nogle gjorde, hvilket jo fik forfærdelige følger. Jeg kender til et tilfælde, hvor en ung mor blev indlagt med blødninger. De standsede det, selv om hun tiggede og bad om at få en udskrabning. “Jeg går lige hjem og prøver igen,” sagde hun. Kort efter kom hun tilbage, og da kunne de ikke redde hende. Hun døde fra flere små børn. Det var en tragedie! (Hun havde brugt strikkepind). Det var mig, der rådede hende.”

Ellen Ryg Olsens indsamling af kvindernes breve kom i stand i begyndelsen af 1990’erne, efter at hun i et interview i 1991 om retten til fri abort i COOP’s månedsmagasin, Samvirke, opfordrede kvinder, som havde været igennem en illegal abort, til at skrive til hende. Der kom over 100 breve, hvoraf en del af dem blev fulgt op med personlige samtaler. 

Forud for vedtagelsen af loven i 1973 var gået mere end 50 års politisk kamp for, at kvinder skulle have ret til selv at bestemme over deres krop, og Ellen Ryg Olsen giver i ´Strikkepinde og sæbevand´ nogle glimrende historiske beskrivelser med særligt fokus på de hvert år tusindvis af uønskede graviditeter og skønsvist 10.000 -15.000 årlige illegale aborter samt de ringe og oftest utilgængelige præventionsmidler op gennem de enkelte årtier fra 30’erne op til abortlovens gennemførelse.

I en tid, hvor der rundt om i verden igen blæser politiske vinde, som kræver, at beslutningen om at fuldføre eller afslutte en graviditet igen skal tages af alle andre end kvinden selv, er ´Strikkepinde og Sæbevand´ en relevant og vigtig dokumentation af. hvor store farer og lidelser kvinder udsættes for, når retten til abort begrænses eller afskaffes.

En af kvinderne udtrykker sig således om de nye modstandere mod abort:

”De ved ikke, hvad de gør mod en masse kvinder i deres land, men på den anden side kan de jo heller ikke vide noget, som ingen tør stå frem og tale om, fordi det er ulovligt og foragteligt!”

Og brevene viser da også, at rigtig mange af disse på sjæl og krop arrede kvinder har lidt resten af livet i skamfuld og traumatiseret stilhed. Selv om de er højt oppe i årene, er Ellen Ryg Andersen for mange af kvindernes vedkommende den første, som de overhovedet fortæller deres livshistorier. De fleste ønskede at være anonyme, fortæller hun:

”Det var, som om de voldsomme erfaringer, som ofte havde været fortrængt, nu kunne komme frem, næsten som en befrielse. Men brevene blev også skrevet i håb om, at historierne kunne bruges til at forhindre, at kommende generationer af kvinder skulle blive udsat for de samme elendigheder, som disse kvinder havde gennemlevet,” fortæller Ellen Ryg Andersen.

Således bliver bogen også en vigtig reminder om, at selv om det, som vi i dag diskuterer, ikke er begrænsninger, men en udvidelse af det 12 uger store vindue for retten til fri abort, så bør vi ikke tage den frie abort for givet. ´Strikkepinde og Sæbevand´ er et veludført lærestykke i, hvorfor vi skal huske at værdsætte den frie abort og kæmpe for den, hvis 1973’s farvel til graviditetsangst, uønskede børn, illegale aborter og fængselsstraffe igen kommer under pres.

´Strikkepinde og Sæbevand´ er udkommet på Skriveforlaget og koster 249 kroner