| | | | | |
 


Tidligere overlæge slår til igen med charmerende og vittig krimi

 
 
 
 
 

BØGER: En død læge, en kronisk syg teenager, post traumatisk stress, misbrug af smertemedicin og strømmende blod er blot nogle af de elementer fra den medicinske verden, som kirurg og forfatter Steffen Jacobsen sætter i spil i hæsblæsende krimi om liv, død og drab i Holbæk.

Steffen Jacobsen har i sin nye bog "Proxy" skiftet sit tidligere gode gamle makkerpar Michael Sander og Lene Jensen ud med et nyt par, nemlig de to politiefterforskere, krigsveteranen og æstetikeren fra Charlottenlund, Jacob Nordsted, og hans nye unge kollega i Ecco-sko, Tanya Nielsen fra Vestegnen.

Det umage par mødes første gang over liget af en ældre kvindelig bogholder og terapeut, som er blevet fundet knivdræbt af en afrikansk ritualkniv i sit hjem. Samtidig bliver den lokale praktiserende læge og familiefar ligeledes fundet lige i nærheden myrdet ved kvælning i sin bil.

Makkerparret får hurtigt fornemmelse af, at de to mord hænger sammen og at det eneste, som de to myrdede har til fælles, er en 17-årig syg pige og populær blogger, Emma, og hendes mor, sygeplejersken Marie, som forgæves har forsøgt at få en diagnose til sin datter, siden Marie var helt lille. Og så går det ellers løs herfra i den lille provinsby med mere vold, blod og død, som de to modsætninger Jacob og Tanya alt sammen får til opgave at opklare, uanset om de vil samarbejde eller ej.

Krigsveteranen, aristokratiske og mere end gnavne Jacob Nordsted har i begyndelsen ikke den ringeste interesse i at få en ny kollega på slæb. Men den unge, ambitiøse Tanya, der har lært mere end sit fadervor gennem sin opvækst på Vestegnen, bider sig fast som en burre både i opklaringen af sagen og i hans mørkeblå cashmere jakke. Og han må da også omend nødtvungent ret hurtigt indse, at han ikke blot har undervurderet hendes efterforskningsevner, men at han faktisk også har brug for hende. Ikke kun på det personlige og menneskelige plan, men også nok så meget på det professionelle, for jo mere håbløs og svær sagen ser ud, jo mere klør hun på og skaffer resultater. En ny kvindelig krimi-heltinde er født.

Tempoet i Proxy er højt, plottet stringent som manuskriptet til en spillefilm, og Steffen Jacobsen holder dampen oppe til sidste side uden kedsommelige udfald i spændingskurven. Forfatteren trækker tydeligvist på sine tidligere faglige erfaringer og viden om medicin. Uanset om det gælder bogens underliggende tema, kroppens anatomi, sygdomme, drab, torturagtige overgreb eller psyko-patologiske profiler af bogens bad guys og girls. En sexet sygeplejerske, en død læge, en død psykoterapeut, en kronisk syg, men udiagnosticeret teenager, post traumatisk stress, Münchausen By Proxy Syndromet, psykopati, misbrug af smertemedicin og strømmende blod er blot nogle af de spektakulære elementer fra Steffen Jacobsens tidligere erhverv, som indgår i denne let og hurtigt læste bog.

Men Nordsted og Nielsen er enormt godt selskab. De er begge to super dygtige, seje, sjove, modige og mere end almindeligt rappe i replikken, på en måde som sikrer deres dialoger en høj charme- og humorfaktor. De læsere, som tidligere har læst Steffen Jacobsens bog, "Hvis De lige vil sidde helt stille, frue, dr. Jacobsen er ny på afdelingen", - en bidende, sarkastisk kritik af forholdene for læger og patienter i det danske hospitalsvæsen - vil med fryd kunne genkende den ætsende Jacobsenske humor, som her er lagt over i makkerparrets replikker, når de har svært ved at forliges. For eksempel når hun crasher hans elskede Jaguar, eller han bliver for flabet og patroniserende.

At den spirende romance mellem den hemmelighedsfulde, kortluntede og lækkert påklædte Jacob Nordsted og den yngre, kønne og vakse Tanya Nielsen er en kendt kliche i krimigenren, gør ikke noget, for den fungerer. Og man hepper på dem i håbet om, at de også kan finde på andet at foretage sig sammen end at fange bestialske mordere og forbrydere. Hvorvidt de to stædige, selvstændige, humoristiske og rapkæftede efterforskere så også kan dette, skal ikke afsløres her, da det er en af en af de motorer, som er med til at skabe fremdrift i denne bog, som Jacobsens mange fans givetvis vil nyde at sluge gysende og smilende ud i én køre på en mørk og regnfuld efterårsdag. Også selv om de er vant til mere samfundskritiske og mindre relationsorienterede krimier fra forfatterens hånd.

 

  • Proxy
  • Steffen Jacobsen
  • Forlag: Lindhardt og Ringhof
  • Pris: 190 kr.