| | | | | |
 


Ny bog burde være pligtlæsning for sundhedspolitikere

 
 
 
 
 

BØGER: At mange af os ikke forstår problemerne med social ulighed og indsatsen over for den, fremgår med lysende og tankevækkende klarhed, når man har læst professor Signild Vallgårdas nye og lillebitte, men så meget desto vigtigere bog om ulighed i sundhed.

Politikerne vil have afskaffet social ulighed i sundhed, men gør ikke meget for det, og den største forhindring for en radikal indsats for at reducere den sociale ulighed i danskernes sundhed er manglen på politisk interesse, fastslår professor Vallgårda fra Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, i sin intelligente og veldokumenterede bog "Hvordan mindsker vi uligheden i sundhed".

Og at tro, at usundhed alene handler om personlig livsstil og adfærd er for eksempel en simplificering af de helt grove, som ikke fører til megen indsigt, fastslår professoren, som har imponerende godt fat i de mange sammensatte sandheder, der kan gemme sig bag statistiske undersøgelsers forførende og tilsyneladende let opfattelige konklusioner om emnet.

Ifølge Signild Vallgårda får man blandt andet sjældent svar på det, man ikke spørger om, og det kan resultere i misvisende forståelser af virkeligheden:

”I Danmark er det almindeligt at fokusere på forskellene i menneskers adfærd eller livsstil, når man skal forklare forskelle i sygelighed og dødelighed. Her adskiller Danmark sig fra England, Sverige og ikke mindst Norge, hvor politikere og forskere ikke kun ser på livsstil, men ofte inddrager mange flere forhold som opvækstvilkår, fysisk og psykisk arbejdsmiljø, sociale netværk, fysiske omgivelser og økonomisk stress,” skriver Vallgårda og fortsætter:

”Man kan sige, at Søren Pind og mange andre danske politikere – og forskere – ser usundhed gennem en KRAM-linse. De ser kun på de fire faktorer: Kost, rygning, alkohol og fysisk inaktivitet. Men de forklaringer er alt for begrænsede. KRAM-linsen indebærer for det første, at man ser de fire adfærdsformer som de vigtigste årsager, og at det derfor er ændringer i individernes adfærd, som er vejen frem mod bedre sundhed. Et eksempel: For at bistå kommunerne i prioriteringen af indsatser for forebyggelse og sundheds-fremme udarbejder Sundhedsstyrelsen, de enkelte regioner og Statens Institut for Folkesundhed såkaldte sundhedsprofiler. I sundhedsprofilerne kortlægger myndighederne omfanget af risikofaktorer og sundhedsproblemer i den enkelte kommune. Man undersøger KRAM-faktorerne og forekomsten af overvægt. Man spørger også om søvn og seksualvaner, samlivsstatus, og om folk er uønsket alene. Men man spørger f.eks. ikke om deres arbejdsforhold.”

Ifølge Vallgårda er begrebet livsstilssygdomme udtryk for samme oversimplificerede og begrænsende tænkning:

”Det ligger i ordet, at det er adfærden, som er sygdommenes årsag. Betegnelsen er problematisk, fordi den usynliggør, at adfærden hverken er en nødvendig eller tilstrækkelig årsag til, at sygdomme opstår. Adfærden er ikke en nødvendig årsag, for man kan få lungekræft og KOL uden at have røget, og man kan få diabetes, selv om man er slank og fysisk aktiv. Adfærden er heller ikke en tilstrækkelig årsag, da mange rygere ikke får lungekræft, og mange, der spiser uhensigtsmæssigt, bevæger sig lidt og vejer meget, ikke får diabetes eller hjerte-karsygdomme. Det skyldes, at alle sygdomme, med undtagelse af meget få betingede tilfælde, har flere samvirkende årsager. Genetik, opvækstvilkår, forurening, fysisk og psykisk arbejdsmiljø, sundhedsskadelige produkter, sociale relationer og økonomisk stress er risikofaktorer, som ikke rummes i begrebet livsstil,” skriver hun og påpeger, at netop disse sundhedspåvirkende faktorer helt eller delvis ligger uden for den enkeltes rækkevidde at påvirke, hvorfor det er urimeligt at pålægge den enkelte det fulde ansvar for egen sundhed.

Ifølge Vallgårda kan den enkelte nemlig kun i et vist omfang tage vare på sin egen og sine nærmestes sundhed, mens kun de færreste har muligheder for at ændre de sociale mønstre og vilkår væsentligt, hvorfor hun mener, at der således er gode argumenter for at sige, at det først og fremmest må være en kollektiv opgave at mindske uligheden, altså et politisk ansvar, som politikerne må dele med arbejdsmarkedets parter og industrien:

”De kan bidrage til at skabe sunde omgivelser uden partikelforurening og støj, de kan forbyde sundhedsskadelige produkter, og de kan bidrage til gode arbejdsforhold. De kan også gøre noget for, at samfundet bliver mere inkluderende med henblik på at mindske marginalisering, reducere ensomhed og styrke sociale netværk. De kan gøre noget for at forbedre forholdene i daginstitutioner og skoler, så alle børn får en bedre opvækst. De kan gøre noget ved segregationen på boligmarkedet, som forplanter sig til daginstitutioner og skoler. Arbejdsmarkedet kan gøres mere åbent for mennesker med nedsat funktionsevne, så følgerne af sygdom ikke bliver så alvorlige for de kortuddannede. Dermed er ikke sagt, at det er let at reducere uligheden, kun at det er muligt, og at man antagelig kan nå langt, hvis man vil. ”

Men det er ikke kun faktaresistente, uengagerede politikere, som revses i professorens gennemgang af fup og fakta indenfor social ulighed i sundhed. Statistikere og forskere bliver også hevet i ørerne for deres ikke altid retvisende tal og design af forskningsrapporter, når de bevidst eller ubevidst anvender inddelingskriterier af befolkningsgrupper, som har til følge, at virkelighedens uligheder fremstår mindre, end de er - eller på anden måde sløres, forvanskes, ophæves eller udvandes. Blandt et af bogens mange illustrative eksempler er:

”Hvis man vælger indkomst som inddelingskriterium, kan departementschefen og håndværksmesteren tilhøre samme gruppe, selv om deres uddannelser og arbejdsvilkår er meget forskellige. Vælger man derimod uddannelse, vil departementschefen og den løst ansatte timelærer på et universitet være i samme gruppe på trods af markante forskelle i løn, indflydelse og sikkerhed i jobbet.”

Et andet eksempel i bogen er:

”I en rapport fra Sundhedsstyrelsen om ulighed i sundhed fra 2011 valgte forskerne bag at sammenligne fjerdedele. Havde de i stedet sammenlignet den tiendedel med kortest uddannelse med tiendedelen i den anden ende, ville uligheden vise sig at være meget større”.

At de fattige og de kortuddannedes samfundsskabte ringere levevilkårsfaktorer og dermed også ringere sundhed bliver relativt endnu dårligere, når disse møder sundhedsvæsnet, er noget, som politikerne også kunne gøre noget ved ifølge professoren:

”Sundhedsvæsenet, dvs. hospitaler, praktiserende læger m.v., kan mindske lidelser og konsekvenser af sygdom, og de kan også bidrage noget til at mindske dødeligheden. Derfor er det et problem, at udover, at sygdomme især rammer mennesker med kort uddannelse, får disse også mindre og ringere behandling i sundhedsvæsenet. Det er en forskel, som det politisk burde være forholdsvis ligetil at gøre noget ved,” mener hun.

"Hvordan mindsker vi uligheden i sundhed?" bør være pligtlæsning for politikere og de af sundhedsvæsnets beslutningstagere, som i årevis har lovet større lighed, samt for journalister og alle andre med blot en flig af interesse for at forstå, hvad der er op og ned i debatten om ulighed i sundhed og ulighed i sundhedsvæsnet. "Hvordan mindsker vi uligheden i sundhed? "s helt store fortjeneste er nemlig, at den giver en række grundlæggende redskaber til at forstå og skelne skidt fra kanel, hvorved den i øvrigt indgår på fornem vis i Informations Forlags super billige og kun cirka 70 sider lange smågeniale mini-bøger om komplekse, men uhyre vigtige problemstillinger i sundhedsvæsnet.

 

  • Hvordan mindsker vi ulighed i sundhed
  • Signild Vallgårda
  • Informations forlag
  • Pris: kr. 49,95