| | | | | |
 

TV-lægen Charlotte Bøvings bog er som at åbne Pandoras boks

BØGER: Charlotte Bøving, praktiserende læge og populær tv-vært på blandt andet en række programmer om psykopati, fortæller i ny og dybt personlig bog om, hvordan opvæksten hos en psykopatisk far med måske to liv på samvittigheden har givet hende problemer med vrede.

En voldsom vrede, som hun forsøger at tæmme på måder, hun gerne vil videregive til andre, som også lider under enten egen eller andres ukontrollerede vrede.

Budskabet i den nye bog "Styr vreden", der udkommer den 24. september, er Charlotte Bøvings personlige råd til, hvordan man får et konstruktivt forhold til sin vrede. Hvordan man lærer den at kende. Og hvordan man, hvis man har for meget af den, kan tæmme den, så man kan få et godt liv:

”Vreden må ikke løbe løst omkring, den skal altid holdes i kort snor. Uanset vredens udtryk vil der være et stort stykke arbejde at gøre, hvis man ikke vil finde sig i, at den river og slider i livet. Vreden tæmmer ikke sig selv. Og selvom man er bevidst og arbejder hårdt, kan det også indimellem føles helt umuligt at overkomme og holde på de følelser, der banker rundt i kroppen, skriver Bøving, der siger, at hun har en kamphund, eller måske mere præcist en løvinde indeni, som skal holdes i kort snor:

”Min største kamp i dag er at styre dyret. Nogle gange kan jeg ikke være i min krop. Så raser vreden rundt indeni, og jeg er ved at eksplodere. Men så tager jeg cyklen. Så kommer løven ud og løbe på savannen, og så bliver jeg rolig igen.”

Charlotte Bøvings beskrivelser af, hvordan faren, der også var læge, udøvede grov hustruvold, pinte familiens kæledyr, drak, befamlede kvindelige patienter samt ikke mindst, hvordan, han måske på grund af jalousi og vrede var skyld i sin ungdomskæreste og bedste ven død under en sejlulykke, er opsigtsvækkende grumme. Og ligeså grumt er det, at det alt sammen fandt sted, uden at samfundet eller andre greb ind overfor den samtidigt også charmerende far, ægtemand og bedsteborgers dybt ulovlige og psykopatiske handlinger.

Og Bøvings pinsler stoppede ikke med barndommen eller farens død. Efter at Bøving de seneste år offentligt har fortalt om sin fars vold og psykopatiske adfærd, har hun modtaget en række henvendelser om den sejlulykke, faren i familien beskrev som en heroisk indsats fra hans side, hvor han forgæves forsøgte at redde veninden og vennen, da båden kæntrede på grund af uvejr. En fremstilling, som Charlotte Bøving i dag stiller spørgsmålstegn ved, for måske kæntrede faren båden med vilje på grund af jalousi, hvorefter ungdomsveninden og vennen druknede i Køge bugt, mens han selv blev reddet i land trods det dårlige vejr.

”Jeg har modtaget avisudklip, som beskrev, hvad der skete, og da jeg stod på bogmessen og signerede bøger, kom der en læge hen til mig. Hun fortalte, at min far havde betroet sig til hende og indrømmet, at det var ham, der kæntrede båden,” skriver Bøving, som i større eller mindre grad også har fået berettigelsen af sin tvivl om den nu afdøde fars fremstilling bekræftet hos dennes venner:

”Men via de mennesker, der kontakter mig i forbindelse med tv-udsendelserne om psykopati, hvor jeg åbent fortæller om min far og for første gang siger højt, at han var psykopat, får jeg nye oplysninger om ulykken i Køge Bugt. De fortæller mig, at det ikke, som jeg hele mit liv har fået fortalt, var en ulykke i et uvejr, men at min far med vilje havde kæntret båden i jalousi over, at hans ven og kæreste var blevet lune på hinanden. I programmerne medvirker min fars gamle ven Lars. Han antyder også noget i den retning, og da jeg spørger ham, hvordan det kan være, at så mange mænd stod sammen om min far, er svaret skræmmende: “Han havde noget på os alle sammen.” Han fortæller om, hvordan min far beskyttede sin status og undgik at blive konfronteret med sine gerninger ved at samle på beviser og endda en gang imellem lokke venner ud på moralens overdrev. Han havde altid godt med ammunition, han kunne bruge mod alle, og derfor gik han fri – et helt liv.”

Charlotte Bøvings opvækst med den grænseløse far har gjort hende vred, ofte helt ukontrollabelt vred langt op i hendes voksne liv. En vrede, som hun nu er ved at få langt bedre styr på, så ikke hun selv og hendes omgivelser konstant bliver ufrivillige ofre for dens destruktive kræfter. Men også en vrede, som hun skriver, hun gennem livet har fundet en masse positiv energi og kraft i:

”Vreden har givet mig resultater, som har givet mig anerkendelse. På samme måde vil jeg sige, at uden min vrede var jeg aldrig blevet hverken dansk eller nordisk mester i triatlon. Jeg havde aldrig spillet 17 års ligahåndbold. Jeg var aldrig blevet klubmester i Varde Golf Club. Men jeg tror også, at vrede kun kan være et drive, når man har styr på den. Og det er kun dem, der lærer at håndtere vreden, gør den til en makker og ikke en modstander, der får succes.”

Men at lære at styre vreden er et stort og livslangt arbejde ifølge Bøving, som skriver, at hun dagligt træner den blandt andet ved at fjerne sig fra samtaler og situationer, der udløser hendes vrede eller ved fysisk aktivitet:

”Er der noget, jeg virkelig er vred over, går jeg ud i naturen og siger det hele højt og hårdt til træerne og buskene, eller jeg tager cyklen og kværner mig selv fysisk, derud hvor der bare er smerte. Nu er det ikke alle, der er motionsfreaks som mig. Men så kan man give sin vrede en god lang “cykeltur” på andre måder. Give den en ekstra skalle på arbejdet, slå græsplænen, gøre huset rent, lave mad eller vaske tøj,” skriver Bøving, der håber at kunne være en rollemodel for mennesker, som har brug for at lære sin vrede at kende, lære at bruge den konstruktivt samt lære at leve sammen med vreden i stedet for at slå sig selv og andre med den.

Men at vreden stadig kan slå ud i lys lue, lægger hun ikke skjul på. For eksempel i forhold til hvad hun betegner som ’faglig inkompetance’ hos sine kolleger, hvilket hun har oplevet blandt andet på egen krop. I første omgang da flere læger gennem ni år overså hendes alarmerende symptomer på kræft og siden også kræftsvulster i tarmen trods flere af hinanden uafhængige scanninger på tre forskellige hospitaler i 2010 og 2018. I anden omgang da hun fik en mangelfuld operation for sin cancer, som nu havde spredt sig udover tarmen.

”Jeg var i chok, og jeg blev vred. Og vred er jeg stadig. Jeg er vred over den faglige inkompetence og arrogance, jeg blev mødt med. Jeg var opereret, men ikke helbredt. Mit lod var ifølge lægerne at vente på, de (metastaserne, red.) skulle blive så store, at de eventuelt kunne fjernes, dog med risikoen for yderligere spredning som konsekvens. Det var først, da en tysk læge henvendte sig, fordi hun mente, at jeg muligvis godt kunne opereres for den sidste kræft i kroppen, at jeg henvendte mig på Skejby Sygehus for at få en second opinion. Her var lægerne enige med hende og mente også, at jeg kunne opereres,” kritiserer Bøving, hvis forsinkede og utilstrækkelige behandlingsforløb betyder, at hun i dag har, hvad hun selv kalder for ’en udløbsdato’.

”Hvis jeg var blevet korrekt diagnosticeret, da alle mine symptomer begyndte for ni år siden, havde jeg ikke været så syg, som jeg er i dag. Og jeg har besluttet at indgive en klage, ” lyder det fra Bøving, der også opfordrer andre patienter til at klage, hvis de oplever fejl i sundhedsvæsnet.

At læse "Styr vreden" er som at åbne Pandoras boks, hvorfra alle verdens ulykker stiger op. Men er man til gys og funderinger over, hvad der dog kan finde sted bag villavejenes hække, og over hvor uretfærdigt svært det kan være at leve et godt liv som voksen efter at have overlevet disse familiemassakrer på krop og sjæl, så vil man sluge bogens oprørende beretninger. Og man vil med god grund bevæges. For at Bøving overhovedet kan stå på benene efter sådan en barndom er ikke så lidt af et under. Og at man bliver vred, let antændelig og senere skal arbejde med sit indre er mere end forståeligt. Ikke mindst når man som Bøving i barndommen på én og samme gang er offer for sin fars vrede, men også selv bliver en overlever i kraft af egen vrede. En vrede, der fortsætter op i voksenlivet, hvor den gør hende til såvel offer som bøddel, indtil hun tager hårdt fat i nakkeskindet på den i forsøget på at få et bedre liv med sig selv og andre.

Som læser er man ikke i tvivl om, at Bøving har gode intentioner for sine vredesramte medmennesker og deres pårørende med denne bog, som er blevet til i samarbejde med journalist Marianne Rohweder, som Bøving ikke lægger skjul på har udført et stort og vigtigt arbejde med at føre den i øvrigt meget velskrevne bog frem til mål – blandt andet også ved at luge ud i de værste vredesytringer.

Men hvorvidt, at Bøving kan ekstrapolere fra egne personlige og private erfaringer til en mere almen gældende vredeshåndtering i det omfang, som hun gør, kan godt lejlighedsvist forekomme noget tvivlsomt. For eksempel er det nok ikke alle, der groft sagt kan lære at hindre en akut og voldsom vredeseksplosion ved hjælp af en dosis natur, motion eller husarbejde. Ligesom det ikke nødvendigvist er godt for alle alvorligt fejlbehandlede og vrede patienter at kaste sig ud i et strabadserende klageforløb, som ovenikøbet kan ende med et om muligt endnu mere ydmygende afslag.

Så måske vrede og handlinger herpå skal omgives med endnu større forsigtighed, end Bøving lægger op til, når hun for eksempel også hylder vreden som en skabende og frigørende kraft, der kan sikre positive resultater og den retfærdighed, der ligger hende så stærkt på sinde, men som vel ligeså godt kan drives af empati og medfølelse. Vrede har det jo netop med at bide sin indehaver ganske eftertrykkeligt tilbage.