Jordemoder skriver rasende og brillant om fødegangens uhyrligheder

BØGER: Sjældent vellykket roman beskriver jordemoderlivet indefra med lige dele kærlighed til faget og raseri over et politisk system, der igen og igen svigter både de ansatte og de fødende.

Der flyder en strøm af varme hænder gennem Jeanette Øbros roman ”En nat i august”. Hænder der tager imod, støtter, løfter og styrker, men som også tøver, tvivler, ryster. Hænder, der bliver bedt om at bære så meget, at de ikke blot er varme, men skoldhede. Romanen er en kærlig hyldest til kvinder, fødslen og jordemoderfaget, men også en rystende og rasende beskrivelse af et fødselsområde, der fungerer under urimelige rammer, og som efterlader både spædbørn, fødende og ansatte afmægtige og med dybe ar på krop og sjæl.

Jeanette Øbro står med sin mand Ole Tornbjerg bag en række anmelderroste krimier om kriminalpsykologen Katrine Wraa, og Øbro er en forfatter, der kan sit håndværk. Dialogerne glider ubesværet over siderne, så man som læser har fornemmelsen af at være dumpet ned i vagtrummet på fødeafdelingen og være med på en lytter. Ud over at være forfatter er Jeanette Øbro uddannet jordemoder og terapeut i emotionsfokuseret terapi, og hun fletter fermt alle sine faglige færdigheder ind i bogens handling og dialoger.

En jordemoderdrøm

Romanens hovedperson er Stephanie, som efter 22 års fravær vender tilbage til fødegangen for at udleve sin drøm om at arbejde som jordemoder. Et barn døde dengang, og Stephanie, der i forvejen bar på en svær bagage, tog flugten og valgte en anden karrierevej. Bogens perspektiv er den voksne 51-årige kvinde, der beskriver usikkerheden og ydmygelsen ved at skulle genintroduceres på linje med de unge nyuddannede. Stærkt beskriver hun længslen efter at blive en af disse forjættede jordemødte, dem med brede rygge og rolige stemmer, der står som fyrtårne, mens stormen – i form af uforberedte og ængstelige førstegangsfødende, vestorme, dykkende hjertelyde, eksplosive blødninger og akutte kejsersnit – raser omkring dem.

Således beskriver Stephanie Mie, et mirakel af en kvinde og kollega, der skal hjælpe Stephanie med at finde sig tilrette:

"Mie er en hvirvelvind, og jeg vil med ind i hendes luftstrøm, suge til mig, sætte en iltmaske for næse og mund og bare inhalere alt det hun kan, som var det lattergas."

Den tabubelagte angst

Stepanie beskriver også sin dybe angst for ikke at slå til, når det gælder:

”Og hvad hvis de når at miste tålmodigheden med mig? Hvis jordemødrene begynder at sende mig den slags blikke, jeg husker fra dengang? Eller tale om mig, som de to jeg overhørte tale om deres kollega en dag, da jeg lige var startet i den første praktik. De var utrygge ved at være på arbejde med hende, fordi hun var så usikker. Og uden at kunne forstå hvorfor tænkte jeg: Det er mig om tre år. Jeg bliver sådan en, de andre er utrygge ved.”

Det er en angst, som mange sundhedsprofessionelle og især nyuddannede må dele, men som der alt for sjældent tales om. Jeanette Øbro skal have tak for at tage dette svære emne op, og romanen bygger da også delvist på hendes egne erfaringer.

Stephanie insisterer på at blive ved med at tale om sin usikkerhed og frygt, for at kunne komme hel ud på den anden side. Jeanette Øbros baggrund som terapeut fornægter sig da heller ikke, når Stephanie reflekterer over traumer og vigtigheden af at mærke sine egne grænser og holde fast i, at det er okay at føle, som hun gør, selv om omverden forventer, at hun gør sig ”hård”.

Det er noget saliggørende ved at læse om stærke kvinder, der holder sammen, bakker hinanden op, hjælper, syr, lapper, lytter, og som langsomt får Stephanie til at genfinde troen på sig selv. Og det gør hun, side for side vokser Stephanie, mens hun med hænderne trækker syntocinon op i sprøjter, støtter kvindernes mellemkød, så de ikke sprækker, og skænker kaffekop efter kaffekop for at holde sig vågen på de lange nattevagter.

Et urimeligt system

Samtidig med at Stephanies selvtillid vokser, vokser også læserens harme på jordemødrenes vegne, og man føler vrede, frustration, resignation over, at de er fanget i et system med så gabende store huller, at de gang på gang bliver bedt om at yde det umulige.

Urimelighederne hober sig op. For jordemødrene handler om det om spændet mellem, hvad de kan og ved er godt, og så realiteterne på fødeafdelingen. Om for mange igangsættelser, om for få hænder til for mange kvinder, der fører til unødigt risikable situationer. Men også elendig løn og om på det personlige plan om at måtte opgive et almindeligt liv og døgnrytme. De er altid bagud på søvn, og efter nattevagter tager det flere døgn at vende søvnrytmen igen, ubetalt selvfølgelig. En kollega får brystkræft efter 25 år med nattevagter, og igen er der selvfølgelig ingen erstatning at hente. Der er strømmen af unge par, der dumper ind på afdelingen med en legitim forventning om at blive set, rummet og hjulpet igennem netop deres fødsler, men som ikke aner, at jordemoderen igen i nat løber spidsrod mellem dødfødte børn og akutte kejsersnit. Man får som læser nærmest lyst til at skælde dem ud,

når de helt rimeligt efterspørger et minimum af hjælp og nærvær, og det er bogens styrke, at man sanser den evige utilstrækkelighed, som jordemødrene igen og igen må minde sig selv om, at de ikke er skyld i.

Falliterklæring

Jeanette Øbro beskriver jordemødrenes ansvar, der er stort. Urimeligt stort. Umenneskeligt stort. Jordemødrene slider pligtopfyldende sig selv halvt ihjel, og Stephanie begynder at fantasere om at falde og komme til skade, for kun med en sygemelding er det legitimt at trække sig og efterlade de andre i det, der hver dag føles som en akut nødssituation.

Afmagten drypper fra siderne. Hvordan er der skabt et system, der er så forkert og umuligt? Hvad er vi for et samfund, der ikke kan og vil skabe bedre vilkår for de fødende, og hvordan bliver det ændret? Bogens jordemødrene oplever, at de ikke kan ændre det indefra, så de erfarne giver op og smider håndklædet i ringen og forlader én efter én det fag, de elsker.

Sikke en falliterklæring for vores velfærdssamfund og vores sundhedspolitiske ledere.

En varm anbefaling

”En nat i august” er ikke for sarte sjæle, for det er hård læsning af følge fødegangens absurditeter. Samtidig er romanen både klog og livsbekræftende, og det er vidunderligt at læse om mennesker, som er både sårbare og stærke, og som i dén grad bakker hinanden op og heler gamle sår. Den er et vaskeægte moderne hospitalsdrama, en kærlighedserklæring til fødsler og jordemoderfaget, og den får den varmeste anbefaling anbefaling herfra.

Jeanette Øbro: En nat i august, udkommet på Politikens Forlag, 195 kroner på Saxo