50 kvinder taler ud om konsekvenserne af deres valg af provokeret abort

BØGER: En friere samtale og en større åbenhed om de dilemmaer og negative følgevirkninger, der kan være forbundet med at få en abort, skal beskytte den frihedsrettighed, som den fri abort er. Sådan lyder det i den nye og meget velredigerede bog ´Abortfortællinger´, der er udkommet i anledning af 50-årsdagen for den frie abort i Danmark.

Den 24. maj var det 50 år siden, at Folketinget vedtog loven om fri abort, som sikrede kvinders ret til at kunne få afsluttet en uønsket graviditet. Men ifølge Majbrit Berlau, generalsekretær for Sex & Samfund, som har støttet tilvejebringelsen og udgivelsen af ´Abortfortællinger´, er samtalen om abort endnu ikke sat fri, for selv om retten til abort er central for retten til at bestemme over egen krop, så taler vi alligevel meget sjældent om de provokerede aborter:

”Kvinders oplevelse af abort er forskellige. For nogle er beslutningen oplagt og afklaret. For andre er det en meget svær beslutning. Oplevelsen med selve aborten kan også være meget forskellig fra kvinde til kvinde. Vores erfaring er dog, at de fleste oplever, at de mangler nogen at tale med. Ikke kun under forløbet, men også efter. For mange oplever, at der stadig er tavs skam og et tabu forbundet med det at få en abort Det bør ikke være sådan,” skriver hun i bogens indledning og fortsætter:

”For når vi styrker samtalen om fri abort, styrker vi samtidigt den frihedsrettighed, som fri abort er og møder kvinderne med den omsorg og opbakning, som de måtte have brug for. Ambitionen er, at det kan åbne op for en vigtig og nogle gange svær samtale. Det skal rettigheden ’fri abort’ kunne bære. Deri ligger friheden. At selvom det er svært, så er det den gravides ret til at træffe den beslutning og ingen andre. Hvis vi ikke taler om det, som er svært, så risikerer vi, at vi som samfund bliver sårbare over for de stemmer, der ønsker at afskaffe eller minimere den frie abort. Den frie abort er ikke en selvfølge. Det har vi set i andre lande, hvor lovgivningen for fri abort i disse år rulles tilbage.”

´Abortfortællinger´ er forfattet af Laura Kristensen, som efter en abort har indsamlet 50 kvinders personlige fortællinger om provokerede aborter:

”I 2016 fik jeg en provokeret abort. Jeg var aldrig i tvivl om min beslutning, alligevel fyldte aborten i mine tanker mange år efter og blev en oplevelse, jeg stadig bærer med mig. Jeg havde svært ved at forklare, hvorfor aborten fyldte.

Det var først, da jeg begyndte at tale med andre, der også havde fået en provokeret abort, at mine tanker og følelser omkring min egen abort faldt på plads. Jeg fik et sprog for, hvad der var sket, og blev klar over, at det ikke kun handlede om en kropslig oplevelse. Selv 50 år efter, at retten til fri abort blev vedtaget, eksisterer der fortsat et tabu, som fastholder en unuanceret samtale om abort. Dét er bogen en reaktion på,” forklarer Laura Kreutzfeldt Kristensen om sit projekt.

Og at der er brug for flere og bedre samtaler om de flere end 12.000 aborter, der hvert år udføres i Danmark, er bogen da også én lang dokumentation af. Både når det handler om at blive uønsket gravid, valget mellem abort eller ej, selve indgrebet og for mange ikke mindst om tiden efter aborten, vidner kvindernes fortællinger om stærke følelser af ensomhed, skyld, skam og tvivl. Og ikke sjældent også om oplevelser af tavshed, ikke at blive set og taget tilstrækkeligt hånd om af de sundhedsprofessionelle.

Blandt de, som fortæller om en ødelæggende tavshed i mødet med sundhedspersonaler, er blandt andet en kvindelig læge, for hvem denne oplevelse har haft stor betydning for hendes senere arbejde med patienter:

”Tre måneder efter min abort var jeg ved min egen læge til en snak om prævention. Hun spurgte mig ikke, hvordan jeg havde det, eller hvordan det var gået. Det undrer mig stadigvæk i dag. Mit møde med sundhedsvæsenet var præget af en masse selvfølge og mangel på empati. Der er cirka 15.000 kvinder om året, der får foretaget en abort – af den ene eller anden grund. Aborten er din ret, men det er tabu. Vi taler ikke højt om det. Derfor føles det ensomt. Jeg forsøger at ryste skammen og ensomheden af mig. Det var det rigtige valg for mig. Jeg valgte mig selv. S og jeg bor sammen, og jeg er uddannet læge. I dag spørger jeg alle mine patienter, hvordan de har det. Sådan, egentlig. Lige nu. Med at være indlagt. Med at skulle undersøges. Med at skulle starte behandling. Nogle synes, det er et fjollet spørgsmål. Jeg foretrækker at stille det. Fordi det er svært at være sårbar i et system tungt af selvfølge.”

At der både i det private og i det offentlige rum samt i sundhedsvæsnet er brug for en mere fordomsfri og åben samtale, så flere møder kvinder vil kunne møde forståelse, støtte og omsorg og at færre ender med at stå alene tilbage uden nogen at snakke med er sygeplejeeleven Julie et godt eksempel på:

“Det var godt, Julie, så er det klaret,” sagde min far, mens vi kørte hjem i bilen. Hans stemme var rolig og afslappet. “Ja,” svarede jeg bare. Jeg følte mig tom, og indeni var jeg knust. Jeg var ikke ked af, at fostret var fjernet, men jeg følte en tristhed, som jeg ikke kunne forklare. Tiden efter min abort var svær. I de første mange uger græd jeg mig selv i søvn. Jeg var fyldt med følelser, som jeg ikke forstod. 10 år efter ser jeg tilbage på min oplevelse med vemod. Jeg har aldrig været ked af valget om at få foretaget en abort, men jeg føler mig svigtet af systemet. I årenes løb er jeg faldet ned i dybe huller af tristhed og sorg. Da jeg startede på min uddannelse som sygeplejerske, gik det for alvor op for mig, hvor dårligt jeg var blevet behandlet. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke blev mødt af mere forståelse og omsorg fra de fagpersoner, som jeg mødte under mit forløb. Jeg er sikker på, at meget af det, jeg oplevede og gennemgik, kunne være undgået, hvis jeg havde haft nogen at tale med. Professionelle, der kunne fortælle mig, at de følelser, jeg oplevede, var helt normale, og at jeg ikke var alene om at reagere sådan på at få en ønsket abort.”

´Abortfortællinger´ er et vigtigt og godt initiativ, som i den grad formår at dokumentere sin påstand om, at vi som samfund har brug for at forholde os meget mere åbent til de følelsesmæssige omkostninger, der kan være forbundne for den enkelte kvinde med at vælge en provokeret abort.

Og bogen viser med befriende tydelighed, at uanset hvor sikker en ung pige eller kvinde kan være på, at aborten for hende er det rigtige valg på det rigtige tidspunkt, så er der ikke sjældent alligevel en pris eller flere at betale, som vi i et land med fri abort gennem et halvt århundrede er nødt til at italesætte, så kvinder ikke år efter år overmandes af smertelige og nogle gange invaliderende følelser, hvis oprindelse de ikke forstår, og derfor heller ikke har kinakvindes chance for at vide, hvad de skal stille op med.

I betragtning af hvor mange tusinder af danske kvinder, der må være, som har lidt unødigt meget under dette tavshedens åg, kan man kun undre sig over, at denne offentlige samtale ikke er trængt igennem noget tidligere.

Men måske det lykkes for forfatteren og Sex& Samfund at trænge gennem lydmuren nu, for når bogens budskaber trænger så godt igennem, skyldes det ikke mindst, at Laura Kreutzfeldt Kristensen og hendes redaktør Maria Heitman har været dygtige til at finde frem et meget bredt og troværdigt udvalg af kvindelige bidragydere.

Og det er berigende læsning, for bag de fælles mønstre af sorg, skam og isolation og i de ofte meget rørende beretninger gemmer der sig et bredt spektrum af kvindeliv, hvor aborten fremstod som en nødvendig løsning. Vi møder for eksempel kvinder, der aldrig et nanosekund har været i tvivl om, at aborten var eneste mulighed, kvinder der bitterligt har fortrudt, kvinder som fik ekstra store problemer efter aborten, fordi de i forvejen var særligt sårbare, kvinder som på det givne tidspunkt var uden mulighed for at påtage sig en forsørgerrolle, men som nu frygter, at de står foran at blive straffet i form af mulig kommende barnløshed, kvinder for hvem den frie abort betød, at de ikke fik børn med voldelige eller for dem helt forkerte mænd, kvinder som blev forladt af deres mandlige partner, kvinder for hvem aborten betød ikke kun en ønsket afslutning af en graviditet, men også en efterfølgende uønsket opløsning parforholdet og endelig kvinder for hvem, at tiden fra konstateret graviditet til gennemført abort var enten alt for lang eller alt for kort.

´Abortfortællinger´ synes at kunne blive et effektivt skridt på vejen til større åbenhed og mindre tabu, og bogen burde være pligtlæsning for ikke kun praktiserende læger, men også rigtigt mange af os andre, for forfatterne har jo ret i deres gentagne påstande om, at det at få en abort er mere komplekst end som så, at en støtte til fri abort ikke skal betyde fortielse af de mulige negative bivirkninger, og at vi alle har et ansvar for at frigøre samtalen og skabe ordentlige omstændigheder for de, der får en abort.

Laura Kreutzfeldt Kristensen m.fl.: ´Abortfortællinger´ er udkommet på Sex&Samfund og koster 199 kroner 

Sex&Samfund har desuden skabt et digitalt site, ´Abortfortællinger´, hvor kvinder kan udveksle deres erfaringer i forbindelse med en provokeret abort.