Olav Hergel.

Ny bog om søns afdækning af mors og egen psykiske sygdom er umulig at genrebestemme

 
 
 
 
 

BØGER: Journalist og forfatter Olav Hergel skildrer i, hvad han selv betegner som en roman sin opvækst med en psykisk syg mor og sit eget liv med tvangstanker og depressioner. Men er den nye og på flere måder udmærkede bog overhovedet en roman?

Den autofiktive genre blomstrer frem, og flere forfattere behandler deres egne livshistorier med skønlitterære greb, stempler deres værker som romaner og lader det dermed være op til læserne at finde ud af, hvad der er fakta eller måske fiktion.

Det samme gør journalist og forfatter Olav Hergel med sin femte bogudgivelse ´Jeg husker dagen som lys´, som netop er udkommet, og hvori romanens hovedperson, der lyder samme navn som forfatteren,m nemlig Olav Hergel, fortæller om sin mor Benedicte, der begik selvmord, da Olav var 16 år. Benedicte var i sin pure ungdom en del af kredsen omkring Karen Blixen, poeten Thorkild Bjørnvig, forfatteren Thorkild Hansen og kulturtidsskriftet Herectica.

Men Olav Hergel deler ikke kun sin mors sygdom, der blandt andet betød, at hun ikke talte med ham og hans to år yngre søster Ane, når depression og psykose hærgede. Hun skrev kun små små papirbeskeder, når hun ville dem noget. Forfatteren indvier os også i sin og hovedpersonens egen OCD og depression og de medicinske og terapeutiske behandlingsforløb, som han gennem årene har modtaget – med større eller mindre held de første mange år.

Olav var syv og Ane fem år, da deres mor på foranledning af den omsorgsfulde og meget tilstedeværende mormor bliver afhentet en sen aften af politiet og tvangsindlagt første gang, mens børnene ser på:

Denne første indlæggelse skal blive den første af mange senere frivillige og ufrivillige indlæggelser på psykiatriske hospitaler, og ´Jeg husker dagen som lys´, er en gribende beretning om at vokse op med en psykisk syg mor, hvis moderlige kærlighed gør dagen lys, når hun har det godt, men også utryg og vanskelig, når hun har det så dårligt, at hun igen må afsted, og børnene derfor passes af andre udenfor hjemmet. I bedste fald hos mormor og i værste fald hos fremmede, for mor er fraskilt, og far bor i Sverige, hvor han har rigeligt at gøre med at passe sit job som læge og psykiater samt sit store og støt stigende alkoholforbrug:

”Jeg tænker ofte på at bede andre om hjælp. Jeg tør bare ikke. Hvis jeg beder om hjælp, beder jeg også om, at vi skal fjernes, og der er intet, Ane og jeg frygter mere, end at mor igen skal tages fra os,” skriver han og fortsætter:

"Om det er mor, der sørger for det, eller mormor, aner jeg ikke, men vi bor forskellige steder, og de mennesker, vi bor hos, er altid gode ved os.

En aften, hvor jeg er blevet placeret hos en familie i et rækkehus i Or­drup, har mor og far og de to drenge på 14 og 18 år glædet sig til den nat, hvor det første menneske skal gå på månen. Så skal de se fjernsyn sammen hele natten. Jeg er næsten 13 og beder om at få lov til at sidde sammen med dem.

"Må jeg gerne blive oppe i nat?"

Moren vakler, men lige, mens hun gør det, vrider drengen på 14 år sig uroligt i sin stol og sender et ‘du lovede’­blik til sin mor. Jeg kan se på dem alle, at de har aftalt, at i nat skal det kun være familien, og jeg må gå i seng.

De er ellers rigtig søde, men lige meget, hvor Ane og jeg kommer hen, tænker vi ikke på andet, end at mor skal komme hjem, så vi kan komme hjem til hende,” skriver Hergel.

Da Olav og Ane er små, er det derfor ikke faren, men den nu afdøde digter Thorkild Bjørnvig, der kommer tættest på, hvad børnene i en periode kan opleve som en faderfigur. Selv om han, der af børnene kaldes onkel Thorkild, som regel hurtigt forsvinder ind i soveværelset fulgt af Benedicte, som han i nogle år havde en hed kærlighedsaffære med samtidigt med, at han var gift med en anden, Grethe Bjørnvig.

Olav Hergel er ikke den første, der skriver om Benedicte Hergels og Thorkild Bjørnvigs forhold. Journalist og forfatter Niels Barfoed har i biografien ´Benedicte – en skæbne´ blandt andet beskrevet, hvordan forfatteren Karen Blixen iscenesatte den smukke, kultiverede Benedicte som muse for Thorkild Bjørnvig, da han på et tidspunkt havde skrivekrise.

Og også Thorkild Bjørnvig selv har i sin bog ´Pagten´, dog uden navns nævnelse, skildret sin forelskelse i denne muse, der oprindeligt var gift med en af hans gode venner, nemlig filantropen og Louisiana-grundlæggeren Knud W. Jensen.

Men hvor de voksne legede, deltog ikke kun sårbare kvinder som Benedicte. Der var også børn nedenunder trampene. For eksempel den alt for stille Ane og den mere udad reagerende Olav, der dog begynder at kæmpe med tvangstanker, som han tidligt fornemmer er helt forkerte, men ikke aner, hvad han skal stille op overfor:  

”Hver gang jeg skal ind i opgangen, gør jeg det samme. Tager fat i dørhåndtaget, trykker det langsomt ned, åbner døren i en glidende bevægelse, slipper den på det rigtige tidspunkt, så den falder roligt i uden at larme. Jeg skal nå op ad trappen, inden døren falder i, og hvis jeg tænker en forkert tanke på vejen op ad trappen, skal jeg begynde forfra. Nogle gange åbner og lukker jeg døren på den rigtige måde i første forsøg og kommer op ad trapperne uden at tænke noget, men som regel går det galt. Jeg kommer ind, jeg begynder at gå op ad trappen, og tvinges så til at vende om og begynde forfra. Andre gange kommer jeg helt ind i lejligheden, før jeg går ud igen og begynder forfra. Sådan gør jeg med alle mulige ting. Hvis jeg ikke gør det rigtigt, skal jeg gøre det igen.

Nogle gange står jeg nede foran døren i halve timer, og jeg bliver ved, indtil jeg bilder mig ind, at jeg har ramt den helt rigtige måde at gå ind på," skriver Hergel om sine tvangstanker som barn.

Titlen ´Jeg husker dagen som lys´ refererer til den dag, hvor hans mormor fortæller ham, at moren er fundet død på stranden ved deres sommerhus i Nordsjælland. Heller ikke her ved han, hvad han skal gøre, men går til fodboldtræning:

”Jeg siger ikke noget til nogen af mine fodboldkammerater og træner, som om det er en helt almindelig aften. Jeg spiller godt, og jeg husker dagen som lys. Jeg skal ikke længere være bange for, om hun bliver syg, ikke længere bede det forbandede fadervor igen og igen og så bede om igen, hvis ikke mine tanker er rene. Jeg kan ikke længere blive skyldig. Nu skal jeg bare tænke på mig selv. Jeg er ikke længere kun en lille rod. Jeg er drengen, der skal klare sig, selv om han har været udsat for en tragedie.”

Olav Hergels tvangstanker forsvinder dog ikke i takt med, at han bliver ældre, og han opsøger flere gange hjælp herfor, uden at dette for alvor gør en forskel. Først da han er op i 40´erne, og hans lidelse har fået et officielt anerkendt lægevidenskabeligt navn, finder han selv ud af, at han måske lider af OCD. En mistanke, som bekræftes, da han opsøger daværende professor i psykiatri på Rigshospitalet Tom Bolwig for at blive udredt. Senere bliver han også ramt af flere depressioner, og han er i dag af den opfattelse, at han og moren har OCD'en og depressionerne til fælles. Hans søster, den lille stille Ane, har Tourettes syndrom.

Hergels beskrivelser af OCD’ens tvangshandlinger, hans deraf følgende selvpinsler og depressionens smerte er nøgterne, troværdige, smertelige og yderst velbeskrevne, og ´Jeg husker dagen som lys´, lægger sig således fint i slipstrømmen på forfatterne Søren Ulrik Thomsen, Peter Øvig, Karen Fastrup og Anne-Louise Marstrand-Jørgensen, der alle har skrevet bøger om deres erfaringer med egen eller mødres psykiske sygdom for på den måde at være med til at nedbryde tabuer og fordomme.

Olav Hergel bygger sin bog på blandt andet egne erindringer, samtaler og masser af breve, som moren har skrevet til Thorkild Bjørnvig, når hun var syg, efter at han havde trukket sig ud af forholdet og taget hjem i ægteskabet.

Hvilke primære kilder Hergel ellers må have benyttet i sin afklaringsproces omkring sit forhold til sin mor og et stykke hen af vejen også til sin drukfældige far, fremgår som oftest ikke. Dette er ok, for det er jo en roman, hævder han og forlaget.

Men er dette værk vitterlig en roman med alle disse i detaljer stedfæstede geografiske placeringer og mange navngivne nulevende og afdøde personer? Eller burde værket mere retvisende være markedsført som en biografi eller måske det mere moderne begreb autofiktion?

Det er ikke til at sige med bestemthed, for som det hører sig til genren autofiktion, så fremgår det ikke, hvad der eventuelt er fiktion, og hvad der er fakta. Måske er der reelt masser af fiktive elementer opblandet i de mange fakta.

Men når forfatteren fejlagtigt skriver, at Thorkild Bjørnvigs hustru, Grethe, tog livet af sig selv i 1969 som hans egen mor i 1973, så får man en irriterende fornemmelse af at sidde med en bog, om hvilken man ikke ved, om den er fugl eller fisk, da  Grethe Bjørnvig døde i 1985. Og er det fejlagtige oplysninger som disse, der gør ´Jeg husker dagen som lys´ til en roman?

Kan man bare skrive, hvad man vil, og er man ansvarsløs overfor fakta så længe, at en bog kaldes for en roman, skønt den omhandler rigtige mennesker og faktuelle hændelser, er et af de spørgsmål, som man som læser kan sidde tilbage med.

Olav Hergel: ´Jeg husker dagen som lys´, er udgivet af Politikens forlag og koster 300 kroner

  • Oprettet den .