Hun kunne ikke hjælpe sin mand med at dø, selv om hun havde lovet ham det

 
 
 
 
 

BØGER: Journalist og forfatter Kirsten Jacobsen magtede ikke at leve op til sit og mandens gensidige løfte om at hjælpe hinanden, hvis en af dem endte i en situation, hvor de foretrak at dø. I stedet sultede han sig ihjel, fortæller hun i ny og dybt vedkommende bog om sin mands fornedrende sygdomsforløb og ønskede død.

”Min mands definitive beslutning tog fem måneder at gennemføre, heraf de tre hjemme hos mig. 

Han sultede sig ihjel for sin egen skyld. Ville ikke være den, han var blevet, ikke se sig selv, som han sad og lå, ikke føle sig minimeret,” fortæller Kirsten Jacobsen i sin bog, ´Løftet - En kærlighedshistorie, som da også er en smuk beretning om 40 års kærlighed mellem to mennesker fra de mødtes som cirka 40-årige, til han dør ved egen hjælp:

”Kimen var lagt til en kærlighed, der spirede gennem eksemplets magt, voksede sig stærk og foldede sig ud i vores løfte: SÅ LÆNGE MIT HJERTE SLÅR, VIL JEG ALDRIG EFTERLADE DIG ALENE I ET MØRKE.

Der er mange klicheer om livet og døden.
 ’Jeg har ikke lyst til at leve uden dig,’ føltes sand for os.”

Men samtidigt er ´Løftet - En kærlighedshistorie nok så meget en intens, men samtidigt også ganske stilfærdig beskrivelse af, hvor ukompliceret det kan være at tænke sig frem til, at aktiv dødshjælp er et muligt valg, og hvor helt umulig denne samme dødshjælp så alligevel kan vise sig at være, når den tryktestes af virkeligheden:

”Når øjet græder, fordi døden ånder på det, var vi enige om, at menneskets fri vilje til at bestemme tid og sted skulle veje tungest. In Sickness and in Health, plejede han at tilføje,” fortæller Kirsten Jacobsen om løftet til sin mand, tidligere redaktionschef på DR Nyheder, Lars Herluf Jensen, og fortsætter:  

”Det sidste, in Health, var det mest grænseoverskridende, for vi lovede altid at støtte og hjælpe hinanden, hvis en af os endte i en fysisk eller mental tilstand, hvor vi ønskede at vælge livet fra. Vores personlige grænse lå et helt andet sted end sundhedssystemets, vidste vi, så var andet ikke muligt, ville vi følges ad – også ind i døden.”

Men da Lars Herluf Jensen, også kaldet Luffe, et par dage før juleaften får en blodprop i hjernen, trænger den travle og komplekse virkelighed sig på med det samme i form af først et instinktivt nødkald til Falck og siden ambulancetransport, hospitalsoverførsler, helikoptertransport og hospitalsbehandling.

Og selv om Kirsten Jacobsen – som også lovet - hele tiden gør opmærksom på, at hendes mand ikke ønsker genoplivning, er det ikke noget, der bliver talt med hende om:

“Du kan ikke komme med ind, din mand skal scannes.”  – Han vil ikke genoplives, han vil ikke genoplives, han vil ikke genoplives ... Jeg er alene på den blanke hospitalsgang.
Hvornår er det øjeblik, hvor hans ønske skal trænge ind hos andre end mig?
Og er risikoen for genoplivning overhovedet aktuel inde bag dobbeltdørene? Er det forkert ikke at ville redde hans liv for enhver pris?” fortæller hun om sin ankomst til hospitalet i Aalborg.

Det går således aldrig rigtigt op for Kirsten Jacobsen, om systemet i sine bestræbelser på at redde hans liv og mest muligt af hans hjerne rent faktisk udfører genoplivning.

Men hvad der til gengæld hurtigt står klart er, at hendes mand efter udført behandling vågner op til et liv, der mest af alt minder om lige præcist den ufrie og for dem meningsløse tilværelse, som ægteparret gennem årene havde forsøgt at forsikre sig imod gennem deres løfter til hinanden. Han er lam i højre side, taler og husker meget dårligt og har mareridt og hallucinerer om natten:

”Han spiser også mindre og mindre af det, jeg har med. Hans appetit er gået ind i forsvindingsfasen.
Han lyser op, når han ser mig, og glemmer, at jeg har været der, når jeg er gået. Gennem en halvåben dør har jeg i et glimt set min frihedselskende mand hænge fanget som en lille fugl i loftkranens bæresele ... og hans flakkende blik.”

Efter et genoptræningsforløb, som han ikke rigtig magter, kommer han hjem, hvor utryghed og uro forsvinder, men hvor han skal have hjælp til alt samtidigt med, at hans evner til at forstå, hvad der sker omkring ham som i for eksempel  radio og TV, aftager: 

”Jeg spørger, om det er okay, før jeg tænder radioen om morgenen. Han ligger og lytter, men kommenterer aldrig noget. Der bliver langsomt for stille mellem os. Til ordløshed savner jeg hans små hib til journalistklicheer og folketingsfloskler. Er hans og min glidebane stejl eller skrånende? Kan man overhovedet holde et løfte som det, vi har givet hinanden?”

Men selv om Kirsten Jacobsens mand er konfus, formår han at se sin situation udefra og kan ikke holde den ud. Han har viljen, men får først muligheden for at eksekvere sine ønsker om ikke at være mere, da han vælger at stoppe med at spise, afstår fra sin medicin og kun nipper til vand for på den måde langsomt at tage livet af sig:  

”Tre gange om dagen stiller jeg fortsat de små portioner mad og alle pillerne frem i den lille skål. Vi ser på hinanden og skåler i lidt vand. Jeg ved, hvad han er i færd med.
 Han ved, at jeg ved det.
 Vi behøver ikke tale om det. Jeg kan heller ikke,” fortæller hun og fortsætter:

”Er jeg hans barmhjertige samaritaner? Er jeg hans passive sekundant?" spørger Kirsten Jacobsen, der må erkende, at hun ikke kan tage aktivt del i hans død:

”Hvad med løftet, vi gav hinanden i vores drømmeboble? Det løfte, jeg her og nu må indse, ingen kan bære at være alene om: det ultimative ansvar, når den anden er ved at krydse grænsen mellem liv og død ”

´Løftet - En kærlighedshistorie´ er en gribende og relevant bog, for det er, som Kirsten Jacobsen også skriver, ikke så meget mere døden, der er et tabu. Det er valgene i tiden inden.

Så stort et tabu at ikke engang hun og hendes nu afdøde mand, som ellers troede, at de havde det hele på plads, i sidste ende turde at tale med hinanden om hverken løftet, hendes springen fra eller hans selvmord.

´Løftet - En kærlighedshistorie´ vil givetvis blive læst af nogle som et appellerende forsvar for en øget samfundsrolle i forhold til aktiv dødshjælp, for det er et barskt forløb, som Kirsten Jacobsen og ikke mindst hendes mand måtte gennemleve, inden han slap fri. Andre vil kunne læse bogen som et korrektiv til forestillingen om den aktive dødshjælps berettigelse og legalisering, når nu selv så overbeviste tilhængere måtte opgive, fordi det var for svært ansvarspådragende.

Men ´Løftet - En kærlighedshistorie´ er hverken et forsvar eller et angreb. Den viser i stedet blot, hvor svært, hvor kompliceret og nogle gange helt umuligt, at det kan være at udføre aktiv dødshjælp i virkelighedens verden. Uanset fælles løfter, intentioner og ønsker. Og uanset om vanskeligheden er i kraft af stor kærlighed eller på trods af stor kærlighed.   

´Løftet - En kærlighedshistorie´ er umådelig velegnet til sætte gang i mange samtaler om tiden inden, så det er en vigtig bog om et tema, som kommer de fleste ved.

Kirsten Jacobsen: ´Løftet - En kærlighedshistorie er udkommet på Politikens forlag og koster 219 kroner på Saxo.dk

  • Oprettet den .