Frontlinjeberetning fra livet som traumepatient er underholdende, men også knivskarp

BØGER: Tre måneder som hårdt kvæstet traumepatient efter højresvingsulykke er blevet til en smertelig, kompetent og humoristisk analyse af relationen mellem patient og sundhedspersonale.

En tidlig aprilsdag 2021 blev dengang 51-årige Heidi Honing Spring på sin daglige løbetur ramt af en højresvingende lastbil. Efter sammenstødet var hun næsten død på grund af flænger i hovedet, brækket kraveben, knuste ribben på begge sider, knust bækken, punkteret lunge, perforeret blære, det højre lårben trukket ud af hofteskålen, brækket venstre lårben, rifter i blæren, en knust venstre ankel, så foden næsten røg af og frakturer i lændehvirvlerne. 

Da hun vågnede op igen var hun på traumeafdeling, hvor det efter utallige operationer lykkedes at redde hendes liv. Men hun blev også efterladt tilbage med uudholdelige smerter og livsforandrende invaliditet, fremgår det af hendes nyligt udkomne og begavede bog ’Fortællinger fra stue 62 – en traumepatients møde med hospitalsverdenen’. Bogen handler om hendes oplevelser gennem i første omgang tre måneder med sundhedsvæsnets personale på to forskellige hospitaler i Københavnsområdet:

”Jeg er blevet til en traumepatient. Jeg bor i hospitalsverdenens anonymiserende rammesætning, hvor mennesker ligger på rad og række med éns tøj på, i éns dyner, i éns senge, på éns stuer. Kropsligt fungerer jeg slet ikke. Jeg er som et hjælpeløst lille barn. Med ét er al begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed i mit hidtidige liv sat ud af spil. Pist-væk!,” skriver hun og fortsætter:

”Jeg trives heller ikke. Mistrivslen skriger til himlen grundet den smertelige og ubærlige diskrepans mellem den uduelige krop og det duelige hoved. Hjernen kører på højtryk, og øjne og ører registrerer næsten alt. Konstant observerende og analyserende. Munden står heller ikke stille. Til tider knevrer den ligefrem løs og slår over i noget, der minder om en lind strøm af munddiarré. Det hjælpeløse barn med den uduelige krop er nemlig dybt afhængig af kontakten med den voksne på hospitalet: sygeplejersken, lægen, fysioterapeuten, sygehjælperen, portøren, rengøringen, ergoterapeuten m.fl. Det hjælpeløse barn har brug for den voksnes forklaring, svar, lytten, omsorg, trøst, nysgerrighed, inddragelse, guidning, handling og hjælp til at skabe mening i det meningsløse,” fortæller Heidi Honing Spring, som er kandidat i specialpædagogik og arbejder indenfor børnepædagogik og –psykologi.

 Det at blive anerkendt, set og hørt som et ”helt menneske” af de professionelle på hospitalet har ifølge Heidi Honing Spring en enorm betydning:

”Den gode relation er alfa og omega for, hvordan jeg har det og dermed for min vej til helbredelse, bedring og trivsel. De bedste møder – hvor jeg glemmer min elendighed og fyldes med glæde og energi – er, når kitler, operationshætter, hospitalssko og patientuniform fortoner sig, og vi møder hinanden menneske til menneske i den hverdagsrelaterede dialog og i et fælles grin. Det gode relationelle møde står imidlertid i skærende kontrast til de møder, hvor sygeplejerskens, lægens, fysioterapeutens, sygehjælperens, portørens, rengøringens og ergoterapeutens møde med mennesket i hospitalssengen bliver til en ekspeditionssag, der hurtigt skal overstås. Møder uden egentlig kontakt, dialog, nærvær og ligeværd – måske på grund af hospitalshverdagens stress, jag og ressourceknaphed eller måske på grund af et (grund-)syn på patienten som noget, der skal ekspederes? Til disse møder føler jeg mig forkert og i vejen. Så vil jeg helst være usynlig.”

 

Heidi Honing Spring, der skrev daglige noter under sine måneder som indlagt patient, synes dog ikke som udgangspunkt at være en usynlig patient. Hun har i hele sit professionelle liv arbejdet med relationer, og hun er en udpræget relationsopbygger, hvis radarblik hele tiden registrerer sine omgivelser, hvorefter hun reflekterer og forsøger at interagere. Uanset hvem hun er sammen med og uanset de voldsomt barske omstændigheder, som især i begyndelsen er så smertefulde og deprimerende, at hun ville have foretrukket døden fremfor at blive reddet.

Heidi Honing Spring er charmerende, humoristisk, slagfærdig og klog. Og for lægerne, der har reddet hende, er hun også en interessant patient på grund af de mange og komplekse skader med flest faglige specialer samlet i én krop:

”Jeg ser og mærker deres interesse, omsorg, engagement og dygtighed. Det sker, når de ser mig som et subjekt – et menneske med værdighed. Nogle går ekstra langt for patienten. De bliver lidt længere, giver det beroligende kram og finder en kreativ løsning på det næsten uløselige. Men, jeg ser og mærker også deres travlhed, der – til tider – bliver til utilsigtet forråelse. Når de såkaldt varme hænder bliver kolde, så bliver jeg til et objekt, en ting, en kropsdel og en ”åh, nej – ringer-hun-nu-igen-patient?” Enkelte vil så helst være væk fra patienten. Sådan kan det i al fald føles nogle gange,” skriver Heidi Honing Spring, der er mindst ligeså optaget af at beskrive møder, der går godt, som hun er af at analysere møder, der går oprørende dårligt. Begge dele for at vi alle kan lære heraf.

Heidi Honing Spring er en dybt taknemmelig patient. Langt, langt de fleste af hendes oplevelser med sundhedspersonale har været positive. Men andre møder har været mindre vellykkede på grund af hvad hun oplever som eksempelvist manglende omtanke, en organisering og en kultur, der lider under travlhed, ressourceknaphed, ”vi plejer” og nogle gange mangel på ren og skær logik. Eller hun har følt, at hun blev behandlet enten som noget, der bare skulle ekspederes – eller som netop et barn.

Det er er således især de fagprofessionelle, sygeplejersker, læger, sygehjælpere, fysioterapeuter, ergoterapeuter, portører, rengøringspersonale, mv., som Honing Spring gerne vil lære, hvordan man bedst møder sine patienter, som kan være fuldstændig hjælpeløse og helt afhængige som børn.

Patienter har nemlig i deres afmagt ifølge forfatteren på samme måde som et barn brug for at blive set, forstået og inddraget for at føle sig trygge og i trivsel på deres rejse mod helbredelse eller bedring, men det betyder ikke, at de generelt skal behandles som børn.  

At sammenligne patienter med børn kan måske forekomme som ikke så lidt af en stramning, men parallellen fungerer. Blandt andet fordi forfatteren om nogen kender til spillet mellem børn og voksne og voksenmagt stillet overfor børns behov og afhængighed. Så godt at hun med succes  selv udnytter hospitalets umyndiggørende voksen-barn-spil, når hun med påtaget lille-pige-stemme og mimik ønsker at opnå et ja fra læger, som hun vurderer ellers vil sige nej til hendes behov.

Det er dog ikke kun sundhedspersoner, der så oplagt vil kunne have glæde af ´Fortællinger fra stue 62´, hvis forsøg på læring aldrig er hverken aggressiv, firkantet eller bedrevidende, men personlig, nuanceret og forstående.

Også patienter og pårørende vil kunne spejle sig i hendes tanker om alvorlig sygdom, hjælpeløshed, afmagt, behov for omsorg, og, hvad de måtte opleve som gode eller dårlige dialoger med deres professionelle hjælpere. Mange vil givetvis kunne genkende Heidi Honing Springs livlige beskrivelser at såvel de sure stunder med vrangvillige personaler med himmelvendte øjne som de søde stunder med udvist interesse, hjælpsomhed og omsorg.

Trods sin varme og empatiske tilgang til situationer og mennesker er Heidi Honing Spring en intellektuelt knivskarp analytiker af mellemmenneskelige relationer. Hertil kommer veludviklede fornemmelser for det tragikomiske og selvkritiske. Egenskaber der medvirker til ikke blot en øget forståelse af hendes overordnede budskaber, men også til, at man som læser overhovedet kan rumme hendes forfærdelige ulykke, efterfølgende lidelser og på mange måder for altid ødelagte fremtid.

At hun har orket at skrive denne bog sin situation taget i betragtning er imponerende, og den bør blive en vigtig stemme i de kommende nye reformer af sundhedsvæsnet.

Heidi Honing Spring: ´Fortællinger fra stue 62 – en traumepatients møde med hospitalsverden´ er udkommet på forlaget, Fag og Kultur og koster 199,20 kroner